Da — da — o, jeg Synder! jeg forstokkede Synder! jeg har forraadt min Herre! og jeg kan ikke engang ret af Hjertet fortryde det. Hvergang jeg vil gjøre Poenitentse, forhindres jeg af en lønlig Fryd, som spotter min Anger. Jeg føler det: jeg længes efter at repetere den Misgjerning, jeg burde forbande: “Evindelig min!” vare de første Ord, jeg kunde fremføre; men da rev hun sig med et let Skrig af mine Arme, og — jeg var alene. Døren knirkede, og jeg reiste mig overende i Sengen; jeg var i Tvivl om det ikke altsammen var Spøgerie. Ak! hvorfor flygtede hun? hvorfor kom hun da selv ukaldet, ufristet? Har hun elsket mig som jeg hende, taus, inderlig, brændende?
Thiele, d. 6te Marts 1713.
O Verden! Verden! hvad er du falsk! Ærlighed er plat forsvunden, Dyd og Ære traadt under Fødder! Dog hvorfor vil jeg beklage mig? er jeg bedre end han? Er min Synd mindre, fordi jeg troer, at min Kjærlighed er større? — Ah, jeg faaer min fortjente Løn, vi er lige gode, den ene forraader den anden. — Ha! Du falske Qvinde! Du Potiphars Hustru! derfor var det, Du skreg og flygtede, da Du hørte min Røst. Det var altsaa gammel Vane — kjendt Vei, da Du søgte min Seng — nei, Jenses Seng! Gammel Kjærlighed, gammel Synd! mens jeg tilbad Dig, mens jeg beskuede Dig med Ærefrygt som en hellig Engel, har Du bolet med min Medtjener!
— — Det var Midnat. Drukken af søde Erindringer vankede jeg om i Haven. I en mørk Gang saae jeg noget røre sig — det bares mig for at det maatte være hende. Med hastige Skridt ilede jeg derhen — det var hende! ja, det var hende, men hvorledes fandt jeg hende? paa Jenses Skjød, med Armene om hans Hals — hurtigen foer de fra hinanden, og jeg stod som om jeg skulde synke i Afgrunden. Solen fandt mig paa
