Hist henne er Hr. Sørens Grav, der groe allerede Tidsler paa den — dem maa jeg dog rydde bort!
Thiele, d. 13de December 1712.
Fruens Pige har bekommet sig en liden Søn. Hun har udlagt en Kniplingskræmmer — men hele Gaarden veed nok, hvem den Skyldige er. Den unge Frøken har selv railleret dermed. Jeg veed ikke, hvordan hun kunde; men hun tager sig Verden let — jeg er ikke af den Natur.
Thiele, d. 27de Februar 1713.
Drømmer jeg, eller er jeg vaagen? Har mine Sandser duperet mig, eller var hun virkelig min? jo, hun var min — jeg har favnet hende med disse mine Arme, hun har hvilet ved mit Bryst, og bedækket min Ansigt med Kys — med hede Kys — nu vilde jeg gjerne døe, saa lykkelig kan jeg aldrig blive meer. Men nei! Hvorlunde er det fat med mig? hvad har jeg gjort? ah, jeg veed ikke, havd jeg skriver — jeg frygter, jeg er vanvittig.
Thiele, d. 5te Marts 1713.
Lad mig kalde tilbage i min Hukommelse disse douce Øieblikke! Lad mig ret overtænke, hvor lyksalig jeg var; det er først nu, jeg begynder at opvaagne som af en Ruus. — Herren kom hjem fra Jagten og Jens var bleven i Skoven for at kaste Tax ud, som sad fast i en Grav. Jeg vidste vel, at han ikke kom hjem før Dag, og saa fik jeg isinde at ligge i mit forrige Kammer. Jeg var netop indslumret, da jeg blev vækket ved et Kys. Forskrækket reiste jeg mig og vilde raabe: da følte jeg en blød Haand paa min Mund, og en Arm om min Hals, og en sød hvidskende Stemme — Himmel! det var hendes — hendes, jeg ikke tør nævne.
