Da loe han allernaadigst og sagde: “Du est et stort Fjog!” Med dermed var det ikke forbi. Da Herskabet kom tilbords, begyndte de igjen om Ulven, og spurgte mig: hvormeget han gav mig? og saadant mere. Jeg veed ikke ret, hvad de meente; men det kunde jeg begribe, at de gjorde Nar ad mig baade paa Fransk og Dansk. Om saa det var Frøken Sophie, saa loe hun mig lige op i Øinene — det gjorde mig mest ondt. Mon jeg ikke skulle kunne lære dette Snøvlemaal? Det kan vel ikke være tungere end Latin!
Thiele, d. 2den October 1709.
Det er ikke umuligt — det seer jeg nok. Fransk er slet ikke andet end galt Latin. Imellem en Kasse med gamle Bøger, som jeg købte, var ogsaa en Metamorphoses på Fransk — det traf sig ypperligt! Det latinske forstod jeg i Forvejen. Men een Ting er forunderlig: naar jeg hører dem deroppe snakke, tykkes mig ikke, der er et fransk Ord imellem — det er ikke om Ovidius, de discourerer.
Jeg kommet ogsaa til at lægge mig efter at skyde. Naadig Herren vil endelig have mig med paa Jagten, men der kan jeg aldrig gjøre ham det tilpas: enten skjænder han, eller ogsaa leer han — sommetider begge Dele paa eengang: “jeg bærer Bøssen galt, jeg lader den galt, jeg sigter galt og jeg skyder galt.” Jeg maa have Jens til at undervise mig. “See til Jens! siger naadig Herren: Det er en Jæger! Du gaaer med Bøssen, som som om det var en Høelee, Du havde paa Nakken, og naar Du sigter, seer det ud, som skulde Du falde bagover.” Frøken Sophie leer ogsaa ad mig — det klæder hende alligevel smukt — hun har nogle deilige Tænder.
