kjære Bøger. Vel har jeg ingen Nytte af dem, men jeg kan alligevel ikke lade det være. Igaar bleve salig Hr. Sørens Bøger solgte: jeg kjøbte for to Daler; jeg fik saa mange, jeg kunde bære. Deriblandt en stor Hob af Ovidius; een har til Titel: “ars amoris”, en anden: “remedium amoris”: dem skal jeg først læse, for jeg gad dog vide, hvad de handler om. Engang havde jeg faaet fat paa dem i Hr. Sørens Studerekammer, men saa kom han og snappede dem fra mig, og sagde: “abstine manus! Fingrene af Fittefadet! det er ikke for Dig!”
Thiele, d. 3die Juni 1709.
Hvem der bare forstod Fransk! Herskabet snakker intet andet, naar de spise, og jeg forstaaer ikke et Ord. Idag talte de om mig, for de saae tit hen paa mig. Engang havde jeg nær tabt Tallerkenen: jeg stod bagved Frøken Sophies Stol, hun vendte sig om og saae mig lige op i Ansigtet — det er en deilig Frøken, den Frøken Sophie! jeg har stor Glæde af at see paa hende.
Thiele, d. 13de September 1709.
Igaar var her ret en urolig Dag. De vare her fra Viskum, og her var stor Jagt. Jeg var ogsaa med, og havde faaet en af naadig Herrens Bøsser. I Førstningen gik det godt nok, men saa kom der en Ulv forbi mig. Jeg havde nær tabt Bøssen af Forskrækkelse og glemte reent at skyde. Jens stod ved Siden af mig, og skjød Ulven. “Du er et Høved! sagde han: men jeg skal ikke røbe Dig.” Strax efter kom naadig Herren forbi mig. “Du est et Fjog, Martæng! raabte han: Du tager Stikkepenge.” — “Jeg beder allerunderdanigst om Forladelse! svarte jeg: jeg er gandske uskyldig, men jeg har vist havt onde Fortalere hos naadig Herren. Jeg skal med Guds Hjelp tjene Dem ærlig og tro!”
