— 105 —
ømmere Hengivenhed i Møde. Hver Linje gemmer i sine dansende Skrifttræk et Kærlighedens Vaartegn.
»Jeg kan ikke svare Dem endnu,« skriver hun, »ti jeg ved saa lidt om mig selv. Men en Ting føler jeg, at De nærer en stor og dyb Tro til mig. Derfor vil De ogsaa opfylde den lille Bøn, jeg har til Dem. Tag mig med paa en Tur i Morgen. Vil De vide hvorfor? Jo, for ellers kan jeg ikke komme til at tale med Dem før i Overmorgen. Det er min kære Faders Helligdag i Morgen og derfor —
Vi kan tage ned til Vestermølles Kro, et Sted, der ligger ved Fjorden, en lille Milsvej herfra. Egnen er saa pæn. Og vi kan jo altid have noget at snakke om, saa Tiden gaar nok.
Det er lykkedes mig — rigtignok med nogen Vanskelighed — at faa min Faders Tilladelse til at blive der om Natten.
Jeg sender Dem mine bedste Hilsener.
Jeg skal selv komme op og hente Dem i Morgen ved Kroen.«
