Side:(Rigsdagstidende 1848—49) Beretning om Forhandlingerne paa Rigsdagen. Første Bind. Nr. 1—188. (Sp. 1—1476).pdf/9

Denne side er blevet korrekturlæst

8

at Grundloven burde forbyde) og i alt Fald hvor mange; den kunde endelig indeholde de nærmere Bestemmelser om Ansvarligheden.

I Henhold hertil foreslaaes en ny Affattelse af Paragraphen, hvorved blot endnu bemærkes, at man har ombyttet Ordet „Statsraad“ med Ministerraad, fordi Ordet Statsraad naturligt forbeholdes for det Tilfælde, at man i Danmark vilde indføre en Indretning, der mere svarede til de større Statsraad, som kjendes i adskillige fremmede Lande f. Ex. Frankrig.

Paragraphen skulde altsaa hedde:

{{sp|Ministrene i Forening udgjøre Ministerraadet, hvor Forsædet føres af den, som af Kongen er udnævnt til Premierminister. Alle Lovforslag og vigtigere Regjeringsforanstaltninger forelægges Ministerraadet. Dettes Ordning, saavelsom Statsforretningernes Fordeling mellem Ministerierne, samt Ministeransvarligheden bestemmes ved Lov.

§ 21.

Ved den første Deel af denne Paragraph, der handle om Embedernes Besættelse, har Udvalget ikke fundet Grund til at foreslaae nogen Forandring. Bestemmelsen vedligeholder den nærværende Tingenes Orden, men giver ikke Kongens nærværende Besættelsesret en saadan Hævd, at Forandringer jo kunne skee ved simpel Lov. Det er iøvrigt en Selvfølge, at da Paragraphen kun taler om hvem der har Myndighed til at besætte Embederne, er der aldeles ingen Forandring gjort i de Regler, der iøvrigt gjælde med Hensyn til de Betingelser, der kræves til visse Embeder o. s. v.

Mere Tvivl har der i Udvalget været reist om de to følgende Afsnit af Paragraphen, der handle om Kongens Ret til at afskedige og forflytte Embedsmænd. Udvalgets Fleerhed har dog ikke troet at burde tilraade nogen væsentlig Forandring i Udkastets Grundtanke. Man har troet, at Hovedreglen maatte være den, at Kongen kunde afskedige og forflytte Embedsmænd; hvorhos man dog burde søge at vinde den Betryggelse mod vilkaarlig og partisk Benyttelse af denne Ret, som kunde forenes med Hovedreglens Opretholdelse, ligesom der ikke syntes at være Noget til Hinder for, at Undtagelser kunde vedtages ad Lovgivningsveien, og det saameget mindre, som Grundloven selv allerede har seet sig nødsaget til at gjøre en Undtagelse paa et andet sted med Hensyn til Dommere.

Hvad saaledes Kongens Afskedigelsesret angaaer, da antage vi, at den kun skulde udøves efter Ministerraadets Indstilling. Naar en Minister har gode Grunde til at andrage paa en under hans Virkekreds hørende Embedsmands Afskedigelse, ville hans Colleger ikke fraraade et saadant Skridt, men den enkelte Minister vil betænke sig paa at forelægge Sagen for de andre Ministre, dersom der blander sig nogen Uretfærdighed ind i Ønsket om en saadan Afskedigelse.

Men om end en Afsked gives af Kongen efter Ministeriets Indstilling, bør Embedsmanden Dog efter vor, som efter Udkastets Mening have Adgang til Pension efter de nærmere Regler, der fastsættes ved Lov. Da Udkastets Ord imidlertid kunde forstaaes, som om hver enkelt afskediget Embedsmands Pension vilde blive fastsat ved en særlig Lov (jfr. Udkastets § 46) men dette næppe har været tilsigtet og i alt Fald ikke synes hensigtsmæssigt, saa troe vi, at det i Stedet for „disses Berettigelse til Pension vil blive bestemt ved Lov“ kunde hedde: „disses Pension fastsættes i Overeensstemmelse med Pensionsloven.

Hvad Forflytningsretten angaaer, har Udvalgets Fleerhed ikke troet at burde foreslaae nogen yderligere almindelig Begrændsning, end den samme, som Udkastet indeholder, nemlig at de forflyttede Embedsmænd ikke maae tabe i Embeds-Indtægter.

Derimod har Fleerheden troet, at der vel kunde være Grund til at udtale, at Undtagelser fra den frie Afskedigelses- og Forflyttelsesret skulde kunne fastsættes ved Lov for visse Klasser af Embedsmænd. Grundlovsudkastet har selv i § 62 i ligefrem Strid med nærværende Paragraph fastsat, at Dommere ikke kunne af afsættes, uden ved Dom, ei heller forflyttes mod deres Ønske. Denne enkelte Undtagelse var det vistnok aldeles nødvendigt allerede i Grundloven at udtale; men naar f. Ex. en Lov om Domstolenes Ordning skal gives, synes det ikke at