7
III.
§ 17.
I denne Paragraph, der skal udtale Kongens constitutionelle Ansvarsfrihed og hans Persons Hellighed og Ukrænkelighed, har Udvalget troet, at et Tillæg om Ministrenes almindelige Ansvarlighed for Statsstyrelsen naturligt fandt sin Plads. Man foreslaaer derfor, at der til Paragraphen føres følgende Sætning:
„Ministreneereansvarlige for Regjeringens Førelse.”
§ 18.
Udvalgets Minoritet (
foreslaaer, at Udtrykkene, giver disse i denne Paragraph ombyttes
med Ordene „har kun“. Naar Paragraphen nemlig fastsætter, at
Kongers Underskrift under de Lovgivningen og Regjeringen
vedkommende Beslutninger giver disse Gyldighed, naar den er ledsaget af
en Ministers Underskrift, have disse Medlemmer antaget, at Reglen
om Contrasignaturens Nødvendighed ikke fremtraadte med tilstrækkelig
Utvetydighed.
Udvalgets Fleerhed har dog ikke fundet, at Paragraphens Affattelse efterlod nogen skjellig Grund til Tvivl.
Med Hensyn til den sidste Sætning i Paragraphen: „den Minister, som har underskrevet er ansvarlig for Beslutningen“, tillader Udvalget sig den Bemærkning, at den heelt vel hævder sin Plads ved Siden af det Tillæg, man har foreslaaet til § 17. Dette Tillæg udtaler den almindelige Grundregel om Ministrenes Ansvarlighed for deres hele politiske Færd; den sidste Sætning i § 18 viser hvilken Minister eller (hvis Flere have underskrevet) hvilke Ministre man nærmest skal holde sig til for en enkelt Beslutning, hvorved det aldeles ikke er udelukket, at en nærmere Forhandling og Undersøgelse kan vise, at Ansvaret kan falde paa Flere.
§ 19.
En Minoritet i Udvalget (....) har fundet, at denne Paragraph paa en for skarp Maade begrændsede de Tilfælde, i hvilke Ministrene kunne drages til Ansvar for Rigsretten, og at der navnligen derved kunde udelukkes visse Tilfælde, navnligen maaskee det, hvori Embedsforseelsen bestaaer i Undladelse af en vis Virksomhed. Det formenes derfor rettest, at udtrykke Begrebet ved mere almindelige Udtryk, saasom „Embedsforseelser“, hvorefter Folkethinget og Rigsretten i hvert enkelt mødende Tilfælde har den fornødne Frihed til at beslutte Anklage, og at afgjøre om denne er grundet eller ikke. Man maa saa meget mere finde det rigtigt, at bruge almindelige Udtryk, som Ministeransvarligheden i det Hele nærmere bør ordnes ved Lov, hvis Indhold ei bør være foregrebet ved en saadan Bestemmelse, som den i Udkastet. Det indstilles derfor, at Paragraphen (under Forbehold af Ministeransvarlighedens nærmere Ordning ved Lov) affattes paa følgende Maade: Ministrene kunne tiltales for Embedsforseelser. Folkethinget anklager, Rigsretten dømmer.
Udvalgets Fleerhed slutter sig til Udkastets Bestemmelse. Majoriteten er vet enig i, at Ansvarligheden nærmere gjennemføres ved Lov (hvilket vil blive udtalt ved den følgende Paragraph), men man anseer det for passende, at Grundlaget angives i Forfatningen, og man skjønner ikke rettere, end at det rette Grundlag er givet i Udkastets § 9. Naar Ministrene kunne drages til Ansvar for de i deres Embeder begaaede Forbrydelser og for enhver for Staten aabenbart skadelig Færd, saa vil Folkethinget ikke være udelukket fra at reise Anklage i alle de Tilfælde, hvor det maatte være tjenligt; for Anklagens Mulighed behøves ingen videre Garanti; for Paadømmelsens constitutionelle Retfærdighed maa Betryggelsen søges i Rigsrettens Sammensætning.
§ 20.
Naar denne Paragraph bestemmer, at Statsforretningerne fordeles efter Kongens Bestemmelse mellem Ministrene, da har Udvalget ikke kunnet tiltræde denne Bestemmelse. Man anseer en fast Fordeling af Statsforretningerne for saa vigtig, at den bør skee ved Lov.
Denne Lov maatte da i det Hele ordne de enkelte Ministerier, og det hele Ministerraads Forhold; den maatte afgjøre hvorvidt der kunde være Ministre uden Portefeuille (hvilket man ikke har troet,
