Side:(Rigsdagstidende 1848—49) Beretning om Forhandlingerne paa Rigsdagen. Første Bind. Nr. 1—188. (Sp. 1—1476).pdf/17

Denne side er blevet korrekturlæst

16

Ved denne Affattelse formener tillige Minoriteten at have afværget den Misforstaaelse, at ethvert Tilfælde, hvor en Mand troede, at Administrationen paa en for ham følelig Maade urettelig havde anvendt en Lov skulde kunne brings ind for Domstolene. Minoriteten erkjender tilfulde med Udvalgets Fleerhed, at der gives og bør gives mangfoldige administrative Love, som indeholde bindende og veiledende Normer for Administrationen, uden at de i disse Love indeholdte Bestemmelser kunne siges at hjemle Borgerne nogen individuel Ret, der saaledes blev krænket ved hine Reglers mindre rigtige Anvendelse, at den Enkelte ved Domstolene derimod skulde kunne søge Opreisning. Her maa det rette Værn søges ad den admintstrative og politiske Vei.

Udvalgets Fleerhed har dog ikke anseet det fornødent eller tilraadeligt at optage dette Tillæg.

Man antager nemlig, at Grundloven har løst sin Opgave, naar den har opstillet den ledende Hovedregel. Denne Regels Gjennemførelse maa da overlades til Domstolene, eller hvis det mod Formodning skulde vise sig, at Retternes Afgjørelse blev vaklende eller paa anden Maade mindre fyldestgjøreude, da maatte Lovgivningen skride ind og give de enkelte Regler, der vise sig nødvendige. Det kan ikke miskjendes, at det dog er umuligt i en enkelt Grundlovsparagraph at udtømme et saa rigt Thema, som det vi her omhandle, og om man end optog den af Minoriteten foreslaaede Tillægsparagraph, da kan det ikke nægtes, at ogsaa den kan give Anledning til Tvivl, fordi vi ikke have en saa fast statsretlig Sprogbrug, at man jo nødes til at vælge Ord, der først under vor nye Forfatnings Udvikling ville faae den bestemte Betydning; ligesom det et heller kan miskjendes, at man med Lethed kunde reise endeel andre Spørgsmaal end dem, der i det Foregaaende ere berørte, dersom det var Opgaven at gaae ind i Sagens Enkeltheder.

Med Hensyn til den sidste Sætning „dog kan den, der mener sig forurettet ved en Øvrighedsbefaling, ikke ved at bringe Sagen for Domstolene unddrage sig fra foreløbigen at efterkomme Befalingen“, foreslaaer Udvalget, forsaavidt Sætningen ikke, som Minoriteten strax skal tillade sig at foreslaae, udgaaer, at ombytte Ordene „{den der mener sig .... Øvrighedsbefaling“ med de Ord: den der vil reise saadant Spørgsmaal. Udkastets Ord kunde nemlig let mistydes, som om Enhver, der i videste Forstand ansaae sig forurettet ved en Øvrighedsbefaling, altsaa Enhver der klagede over en urigtig Brug af en Øvrigheden utvivlsomt tilkommende Embedsmyndighed, kunde siges at reise et Spørgsmaal om Øvrighedsmyndighedens Grændser.

En Minoritet foreslaaer imidlertid, som antydet, at den hele Sætning udgaaer. Denne Minoritet frygter nemlig for, at man i Sætningen skulde finde en grnndlovmæssig Sanction af den Anskuelse, at enyver Modstand eller Ulydighed mod en Øvrighedsbefaling var ubetinget ulovlig, om det end siden viste sig, at Øvrighedens Befaling manglede al retlig Hjemmel og altsaa ikke var nogen sand Øvrighedsbefaling. Denne Minoritet fordrer ikke, at Grundloven skal anerkjende Modstandsretten, men den ønsker, at dette hele Spørgsmaal ikke paa nogen Maade skal være foregrebet ved Grundloven, end ikke ved en fjernere Antydning.

Udvalgets Fleerhed deler ganske den Tanke, der ligger til Grund for Minoritetens Forslag. Ogsaa vi vilde erklære os mod den omhandlede Sætning, dersom vi i den fandt en Antydning om Modstandsrettens absolute Ulovlighed, thi vi vide heelt vel, at der kan gives Tifælde, hvor endog ligefrem Modstand mod en ulovlig Øvrigheds vilkaarlige Anmasselse kan blive en Samvittigyedspligt ikke just for Hvermand, men vel for den, der har den dybeste Følelse af sin egen Ret og Pligt. Men ligesom ogsaa vi antage, at disse sjældne Tilfælde, hvor den borgerlige Heroisme, ubekymret om Øvrighedens tilsyneladende Myndighed og ubekymret om Udfaldet, følger sin Samvittigheds Tilskyndelse, ikke egne sig til nogen Omtale eller Antydning i en Grundlov, saaledes maae vi fremdeles være af den Mening, at det overhovedet slet ikke er Stedet i denne Paragraph, der jo dog væsentlig kun skal handle om Omfanget af Domstolenes Myndighed, at udtale nogen almindelig Regel om Virkningen af Ulydighed mod en Øvrighedsbesaling. Det skulde altsaa være en almin-