Side:(Rigsdagstidende 1848—49) Beretning om Forhandlingerne paa Rigsdagen. Første Bind. Nr. 1—188. (Sp. 1—1476).pdf/12

Denne side er blevet korrekturlæst

11

40 Dage og sammenkalder Rigsdagen inden to Maaneder efter Opløsningen.

§ 27.

Ved § 27 foreslaaer Udvalget at Ordene „er berettiget” ombyttes med „kan“. Det synes nemlig mindre passende udtrykkelig at fremhæve som en Ret, at Kongen kan lade forelægge Rigsdagen Lovforslag.

§ 28.

§ 28 bestemmer, at, naar Kongen har givet sit Samtykke til en Lov, befaler han dens Bekjendtgjørelse og drager Omsorg for dens Fyldyrbelse. Nogle af Udvalgets Medlemmer have meent, at denne Paragraph nærmest indeholdt den egentlige Udtalelse af Kongens absolute Veto og have da fundet, at Udtalelsen at en saa vigtig Ret for Kongen burde skee paa en mere ligefrem og iøinefaldende Maade. Andre have vel troet, at Reglen om Kongens Andeel i den lovgivende Magt allerede var udtalt med tilstrækkelig Utvetydighed i § 3, saa at der ikke var nogen egentlig Nødvendighed for her paany at udtale den. Men da en saadan bestemtere Udtalelse ikke kan skade, har Udvalget forenet sig om at foreslaae følgende Affattelse:

Kongens Samtykke udfordres til at give en Rigsdagsbeslutning Lovskraft. Kongen befaler Lovens Bekjendtgjørelse og drager Omsorg for dens Fuldbyrdelse.

Til denne Bestemmelse om Kongens Ret og Pligt, at drage Omsorg for Lovens Fuldbyrdelse, har Udvalget meent, at det kunde være rigtigt at føie en udtrykkelig Bestemmelse om, hvorvidt Kongen kan undtage Nogen fra Lovens almindelige Bud. Vor nuværende Ret er gjennemvævet af et vidtforgrenet Bevillingsvæsen, der ofte har sin Rod i udtrykkelige Love, men ofte ogsaa har maattet søge sin Hjemmel, om ikke umiddelbart i Kongens absolute Souverainitet, saa dog i vedtagne Regjeringsgrundsætninger. Det er umuligt ved en enkelt Grundlovsbestemmelse at bortskjære den hele Brug af Bevillingsmyndigheden, uden hvilken Mangen forgæves vilde søge sin Ret. Indtil videre maae altsaa de Bevillinger, der have Hjemmel i den gjældende Ret, fremdeles kunne meddeles, forsaavidt de ikke i et eller andet enkelt Forhold bortfalde paa Grund af een eller anden udtrykkelig Grundlovsbestemmelse. Men hvad der er gjørligt eg hvad der udentvivl og bør gjøres, det er ved fremtidige Lovgivbningsarbeider at tage i særlig Overveielse, hvorvidt der bør indrømmes Regjeringen en begrændset Adgang til at gjøre Undtagelser fra Lovens almindelige Bydende, og kun forsaavidt Saadant udtrykkelig hjemles, bør denne Myndighed tilkomme Regjeringen. Denne conskititruonelle Regel kunde formeentlig stadfæstes ved følgende Tillæg til Pharagraphen:

Han kan da ikke undtage Nogen fra dens Bud, medmindre dette har Hjemmel i Loven selv.

Paa dette Sted tillader Udvalget sig at henlede Forsamlingens Opmærksomhed paa det Spørgsmaal, om Grundloven ikke bør indeholde en Regel med Hensyn til provisoriske eller foreløbige Love. Udvalget har troet, at det var rigtigst at optage en Bestemmelse, der erkjendte Kongen Ret til saadanne Loves Udstedelse, men tilføiede de nødvendige nærmere Betingelser, saasom at en foreløbig Lov kun kunde udstedes i særdeles paatrængende Tilfælde, og naar Rigsdagen ikke var samlet; og at den foreløbige Lov fremdeles ikke Maatte stride mod Grundloven, og at den altid maatte forelægges den umiddelbart følgende Rigsdag, uden hvis Bekræftelse Loven bortfaldt.

Man foreslaaer derfor en Tillægspapragraph (28, b) saalydende:

I særdeles paatrængende Tilfælde kan Kongen, Naar Rigsdagen ikke er samlet, udstede foreløbige Love, der dog ikke maae stride mod Grundloven, og altid bør forelægges den følgende Rigsdag.

§ 29.

Den 29de Paragraph har ikke givet Udvalget Anledning til noget Forslag. Det bemærkes blot, at Spørgsmaalet om Abolition synes at høre hjemme i den almindelige Criminalproceslovgivning. Udvalget har i det Mindste ikke fundet sig opfordret til at anbefale