10
at de Ord „Rigsdagen senest til den 1ste Mandag i Octbr. Maaned“ ombyttes med „en ordentlig Rigsdag“.
Udkastets Regel om Rigsdagenes Hyppighed har givet Anledning til nogen Meningsulighed.
En Minoritet ( ) har villet, at Rigsdagen grundlovmæssig skulde komme sammen hvert andet Aar. Denne Minoritet har fundet, at tættere Sammenkomster vare i Reglen ufornødne i et saa lille Land som Danmark, og skulde Rigsdagens Sammenkomst udenfor Reglen vare nødvendig, aabnede § 24 den fornødne Adgang hertil; den indstiller altsaa, at der istedetfor ”hvert Aar“ sættes „hvert andet Aar“ og foreslaaer for det Tilfælde, at denne Regel antages, at Slutningsbestemmelsen udgaaer.
En anden Minoritet i Udvalget (Dahl, Glerup, Hage, Jespersen) mener, at den sidste Passus i denne Paragraph bør udgaae. Denne Minoritet antager, at det er et meget vigtigt Principspørgsmaal, om Rigsdagen skal samles Aarligt eller ikke. Det maa faae en ikke ringe Indflydelse paa Betydningen af Skattebevillingsretten og den lovgivende Myndighed, om Budgettet voteres Aarligt eller ikke, om Lovene gives efter Statens Trang, uden lange Mellemrum, eller det bliver nødvendigt enten at give mange provisoriske Love, eller at udsætte Udgivelsen af vigtige og ønskelige Love i en temmelig lang Tid. Den indbyrdes naturlige Paavirkning af den lovgivende og udøvende Myndighed vil derfor i en ikke ringe Grad afhænge deraf, om Rigsdagen samles aarligt eller ikke. Det er saaledes ingenlunde en af de mindre vigtige Paragrapher i Grundloven, og vi maae derfor andrage paa, at den ei kan forandres paa anden Maade end de andre Paragrapher i Grundloven overeensstemmende med § 80.
Denne Minoritet indstiller derfor at Paragraphens Slutning „Forandringer i disse Bestemmelser kunne skee ved Lov“ udgaaer.
Udvalgets Fleerhed har ikke troet, at burde tilraade noget af disse hvert til sin Side fra Udkastet afvigende Forslag, og slutter sig altsaa til Udkastet.
§ 24.
§ 24 har ikke givet Udvalget Anledning til nogen Bemærkning.
§ 25.
Naar § 25 tillægger Kongen Ret til at hæve Rigsdagens ordentlige Sammenkomst, dog uden Rigsdagens Samtykke ikke længere end paa to Maaneder og ikke mere end een Gang i Aaret indtil dens næste ordentlige Sammenkomst, da har Udvalget vel ikke fundet Noget at erindre mod Paragraphens Regel. Men man antager dog, at Brugen af Udtrykket „hæve“ for at betegne hvad ellers sædvanligt i fremmede Sprog kaldes „prorogere“ eller „ajournere“ vanskeligt lader sig forsvare. Man maatte del hellere sige: Kongen kan udsætte den ordentlige Rigsdags Møder og det kunde da maaskee tilføies for større Nøiagtigheds Skyld: „paa bestemt Tid“.
§ 26.
Ved § 26 tillader man sig at foreslaae en lignende Ombytning af Ordene „andet hæves“ med „andet Things Møder udsættes“.
Naar dernæst Paragraphens Slutning for det Tilfælde, at begge Thingene eller eet af dem er opløst, bestemmer, at Rigsdagen atter skal samles inden to Maaneders Forløb efter Opløsningen, da har Udvalgets Fleerhed fundet denne Bestemmelse Fyldestgjørende.
{{sp|En Minoritet ( ) har anseet det for rettes, at selve det Decret, der opløser Thingene, i sit øvrige Indhold giver Garanti for, at det nye Thing eller Thingene blive sammenkaldte inden den grundlovmæssig bestemte Tid, hvilket vil kunne skee derved, at Opløsningsbrevet anordner nye Valg inden en vis Tid og sammenkalder Rigsdagen inden 2 Maaneder. Ligesom man nemlig anseer en saadan Garanti for svarende til Forhøldets Natur og at staae i Harmoni med de Garantier der forøvrigt opstilles i Grundloven, saaledes formenes det og, at den foreslaaede Bestemmelse, den samtidige Udskrivning af nye Valg og Indkaldelsen til den nye Rigsdag vil virke beroligende naa Folkestemningen i det Øjeblik, et saa vigtigt Skridt fra Regjeringens Side foretages. som det at opløse Rigsdagen. Den indstiller altsaa følgende Tillæg:
Opløsningsbrevet anordner nye Valg i Løbet af
