Luthers Reformatoriske Skrifter i Udvalg/Vor Gud Han er saa fast en Borg
28. Vor Gud Han er saa fast en Borg.
Omtrent til samme Tid som Katekismen plejer man ogsaa at henføre Luthers berømte Gjengivelse af den 46de Salme i den gamle pagts Salmebog; flere Forskere have dog villet sætte den lidt tidligere, til Efteraaret 1527 eller Foraaret 1528. Skjønt en Salme kun uegentlig kan regnes med til reformatoriske Skrifter, bør den dog have plads her, fordi der med den er gjort en stor Gjerning i Reformationens Tjeneste. I Luthers Fædreland klagede Papisterne over, at Reformationen blev sunget ind, selv hvor man lukkede portene for dens Talsmænd.
Det var to belgiske Martyrer, der bleve brændte af "Sofisterne" i Løven den 1ste Juli 1523, som først gjorde Luther til Digter og fremkaldte hans "nye Sang" til deres pris. Dermed var Salmesangens Væld brudt frem i den Del af den tyske Menighed, som glædede sig over "det hellige Evangelium, der paany af Guds Naade var opgaaet". Det saakaldte Erfurter-Enchiridion, der udkom i 1524, bragte allerede atten Salmer af Luther, og Wittenberger-Sangbogen fra samme Aar, som skyldes Luther og Kantoren Johan Walter, gjorde Tyskerne endnu rigere paa aandelige Sange.
Der er ingen af Luthers Salmer, der i den Grad er slaaet igjennem i alle de Egne, hvor man velsigner hans Navn, som Tilfældet er med: Vor Gud Han er saa fast en Borg. Sagnet fortæller, at Luther ved Johan Walthers Hjælp selv satte Melodi til den, og baade Ord og Tone gik vide om. Her i Norden fik en Oversættelse af den plads i Malmø-Salmebogen af 1533, og i denne første danske Skikkelse meddeles den neden for. Man har gættet paa Christiern Pedersen som Oversætter.[1]
Wor Gud han er saa sterck en borg,
han er vor skjold oc værie,
han hielper aff all nød oc sorg,
der oss vil her besnærge,
dieffuelen wor gamble fiende
han wil oss offuervinde,
stor mact oc argelist
bruger han mod oss vist,
paa jorden er ey hans lige.
2. Vor egen mact er inthet verd
wi ere snart offueruunde,
der strider for oss en wellig Herre
alting maa for hannem bugne.
Spør du, huo han er,
Christus han heder,
en Herre offuer alle Herer,
oc ey ere frelsere flere,
marcken vil han beholde.
3. Det all verden fuld af dieffuele vore
oc vilde oss slet opsluge,
dem frøcte wi icke ved ith haar,
thi Gud kan dem det forbiude.
Er verdsens første wred,
will oss sencke ned,
han kan dog inted,
Christus haffuer hanuem fangit,
ith Gudz ord kan hannem binde.
4. Det samme Ord de lade vel sta
oc der til vtack haffue,
thi Gud vil selffuer hoss oss gaa
alt met sin aand oc naade.
Tage de bort wort liff,
gotz, ære, børn oc viff,
wi passe ey der paa,
de kunde ey mere faa,
Guds rige wi dog beholde.
- ↑ Jfr. C. J. Brandt: Om Lunde-Kanniken Christiern Pedersen S. 290 flg.