Luthers Reformatoriske Skrifter i Udvalg/Imod de røverske og morderske Bønder

P. G. Philipsens Forlag Kjøbenhavn


Luthers Reformatoriske Skrifter i Udvalg.pdf Luthers Reformatoriske Skrifter i Udvalg.pdf/5 623-631

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.

23. Imod de røverske og morderske Bønder.


Efter at Luther havde udgivet det ovenfor meddelte Skrift, fik han at vide, hvorledes Bønderne vare trængte frem og havde begyndt at tage sig selv til rette. Allerede den 24de April mældte Slotsfogeden paa Wartburg, at Byen Salzungen havde overgivet sig til dem, og at Eisenach var truet. Kort efter faldt ogsaa Erfurt i Bøndernes hænder, og Borgerskabet der besluttede at forelægge Luther og Melanchton en ny Ordning af mange Forhold i Staden. Samtidig udsendte imidlertid Thomas Münzer hidsende Breve, der opfordrede til at smedde, medens Jærnet var varmt, for at man kunde faa det kommunistiske Samfund oprettet, der efter hans Mening skulde blive det sande Kristi Rige. Münzer var i høj Grad forbitret paa Luther og Wittenbergerne, og disse indsaa' paa den anden Side, at hvis denne Løgneprofet sejrede, vilde den kristelige og kirkelige Reformation gaa til Grunde i et kommu­nistisk Ustyr.

Kurfyrst Frederik den vise, der den Gang laa paa Sottesengen, var stemt til Mildhed mod Bønderne; han mente, at det var bedst, saa meget som muligt, at se til, uden at gribe ind. Fra sit Dødsleje skrev han den 14de April til sin Broder og Efterfølger: "Fattigfolk blive i mange henseender trykkede af den verdslige og gejstlige Øvrighed. Hvis det er Guds Vilje, saa vil Enden paa det hele nok blive, at Menigmand skal regere; men hvis det ikke er hans guddommelige Vilje, og sker det ikke til hans Ære, saa kommer der nok snart en Forandring; lad os bede Gud om Tilgivelse for vore Synder og sætte alt i hans haand!"

Luther rejste hen til forskjellige af de Steder, hvor Ustyret var værst, og hvad han saa og hørte, stemte ham ikke til Mildhed. Etsteds haanede man ham, da han i en Prædiken pegede paa Krucifixet, og han fandt ingen Ørelyd for sine Formaninger til Fred. Han gjorde tvært imod den Erfaring, at jo mere han formanede og lærte dem, "desto mere oprørske, stolte og gale blev de, og de viste sig alle Vegne saa trodsige, som om de vilde slaas ned uden al Naade og Barm­hjertighed." Det stod klart for ham, at hvis han i det Øjeblik ufor­færdet gav Sandheden Æren, saa vilde han ikke længere være det menige Folks Mand, og han følte, at det kunde være svært nok for ham at bryde med Almuen; "thi det stikker dybt i os, at vi gjærne se, at Folk ere gunstig stemte over for os." Hvor højt Sandheden i hans Øjne stod over Folkegunst, vil man se af det efterfølgende lille Skrift, der er affattet i Begyndelsen af Maj Maaned 1525.


Luthers Reformatoriske Skrifter i Udvalg - vignette.png


Salme 7, 17.

Deres Misgjerning skal komme tilbage paa deres Hoved, og deres Voldsfærd skal nedfare paa deres Isse.

1. I den forrige lille Bog turde jeg ikke dømme Bønderne, fordi de erklærede sig villige til at lade sig tale til Rette og bedre belære, som da ogsaa Kristus byder, at man ikke maa domme, Matth. 7, 1. Men inden jeg ser mig for, gaa de videre og slaa til med væbnet Haand og glemme, hvad de selv have tilbudt, røve og rase og bære sig ad som gale Hunde. Deraf ser man nu klarlig, hvad de have baaret paa i deres falske Sind, og at det har været idel Løgn og Opdigtelse, hvad de under Evangeliets Navn have fremsat i de tolv Artikler. Kort sagt, det er idel Djævelsgjerning, de iværksætte, og i Særdeleshed er det Ærkedjævelen, der regerer i Mühlhausen og anstifter ikke andet end Rov, Mord, Blodsudgydelse, saaledes som da Kristus ogsaa siger om ham, Joh. 8, 44, at han er en Manddraber fra Begyn­delsen. Eftersom nu disse Bønder og usselige Folk lade sig forføre og handle anderledes, end de have talt, saa maa jeg ogsaa skrive anderledes om dem, og først og fremmest maa jeg da stille dem deres Synd for Øje, som Gud befaler, Esaias 58, 1 og Ezekiel 2, 7, om nogle vilde lade sig over­bevise; og dernæst belære den verdslige Øvrigheds Sam­vittighed om, hvorledes den skal forholde sig i denne Sag.

2. Tre Slags gruelige Synder imod Gud og Men­nesker læsse Bønderne paa sig, hvorved de mange Fold have fortjent Døden paa Legem og Sjæl. For det første, at de have svoret deres Øvrighed Huldskab og Troskab, at være den underdanig og lydig, saaledes som Gud paabyder sligt, i det han siger, Matth. 22, 21: Giver Kejseren, hvad Kejserens er, og Rom. 13, 1: Hvert Menneske være Øvrigheden underdanig o. s. v. Men eftersom de i Selvraadighed og Voldsfærd bryde denne Lydighed og derhos sætte sig op imod deres Herrer, have de dermed forbrudt Legem og Sjæl, som troløse, menederske, løgnagtige, ulydige Skalke og Skjælmer pleje at gjøre. Derfor fælder ogsaa St. Paulus, Rom. 13, 2, følgende Dom over dem: De, som modstaa Øvrigheden, ville paadrage sig Dom. Og dette Udsagn vil ogsaa til sidst ramme Bønderne, enten det nu sker om kort eller lang Tid. Thi Gud vil, at Tro­skab og Pligt skal overholdes.

3. For det andet, at de anstifte Oprør og med Voldsfærd røve og plyndre Klostre og Borge, som ikke ere deres; og alene derved ville de, som aabenlyse Landevejsrøvere og Drabsmænd, vel tvefold fortjene Døden paa Legem og Sjæl; et oprørsk Menneske, hvem man kan overbevise om denne Brøde, er jo ogsaa allerede fredløs i Følge guddommelige og kejserlige Love, saa at den første den bedste, der kan og vil ihjelstaa ham, gjør ret og vel deri. Thi over en aabenlys Oprørsmand er ethvert Menneske baade Overdommer og Skarpretter. Ligesom naar en Ild tager fat, da er den, der først kan slukke, den bedste. Thi Oprør er ikke slet og ret Drab, men det er ligesom en stor Ild, der antænder og hærjer et helt Land: saaledes bringer Oprør med sig et Land fuldt af Drab og Blodsudgydelse, og det gjør mange til Enker og faderløse og ødelægger alt ligesom den allerstørste Ulykke. Derfor skal her, hvo der kan, hemmelig eller aabenbare, slaa til, hugge ned for Fode og fælde, og betænke, at der ikke kan gives noget mere giftigt, skadeligt og djævelsk end et oprørsk Menneske. Det er med det, som naar man skal slaa en gal Hund ihjel; slaar du ikke den ihjel, saa gjør den det af med dig og med et helt Land tillige med dig.

4. For det tredje, at de dække denne skrækkelige og gruelige Synd med Evangeliet, kalde sig kristne Brødre, tage andre i Ed og Troskab og tvinge Folkene til at holde med sig ved saadanne Grueligheder. Derved blive de de aller­største Gudsbespottere og Skamskjændere af hans hellige Navn og ære og tjene saaledes Djævelen under Skin af Evangeliet, hvorved de vel ti Gange fortjene Døden paa Legem og Sjæl, i det jeg aldrig nogen Sinde har hørt en fulere Synd. Jeg mener ogsaa, at Djævelen mærker, at den yderste Dag er nær, siden han foretager sig slig uhørt Gjerning. Ret som om han vilde sige: Det er det sidste, derfor skal det ogsaa være det værste, og som om han vilde rode op i Bundfaldet og støde Bunden helt ud. Gid Gud vilde forhindre ham heri! Se der, hvilken mægtig Fyrste Djævelen er, hvorledes han har verden i sine Hænder og kan mænge den sammen i et Ulave, i det han saa snart kan fange, besnære, forføre, forblinde, forhærde og oprøre saa mange Tusend Bønder og gjøre med dem, hvad han i sin allergaleste vredesfnysen falder paa at foretage sig.

5. Det hjælper heller ikke Bønderne, at de beraabe sig paa 1 Mos. B. 1, 28 og 2, 5, at alle Ting ere skabte frie og fælles, og at vi alle ere ens døbte. Thi i Nye Testamente formaar og gjælder Moses ikke noget, men der staar vor Mester Kristus og lægger os med Legem og Gods under Kejseren og den verdslige Ret, i det han siger, Matth. 22, 2: Giver Kejseren, hvad Kejserens er. Saa siger ogsaa St. Paulus, Rom. 13, 1, til alle døbte Kristne: Hvert Menneske være Øvrigheden under­danig, og Peter 1 Brev 2, 13: Værer al menneskelig Orden underdanige. Denne Kristi Lære ere vi pligtige at tro, saaledes som Faderen byder fra Himlen og siger: Dette er min Søn, den elskelige, hører ham, Matth. 17, 5, Mark. 9, 7, Luk. 9, 35.

6. Thi Daaben frigjør ikke Legemet og Godset, men Sjælene. Evangeliet gjør heller ikke Gods og Eje fælles, undtagen man af sig selv og godvillig gjøre dette saaledes som Apostlene og Disciplene gjorde, Ap. Gj. 4, 32; og de forlangte ikke, at Pilatus's og Herodes's Ejendom, der ikke hørte dem til, skulde være Fælleseje, saaledes som vore vanvittige Bønder nu fordre i deres Afsindighed, men kun deres egen Formue. Men vore Bønder ville have andres, Fremmedfolks, Gods og Eje fælles og beholde deres eget for sig selv; det er mig nogle nette Kristne. Jeg tror, at der ikke mere er nogen Djævel i Helvede, men at de alle til Hobe ere farede i Bønderne; det Ustyr, der er, gaar over alle Grænser.

7. Efterdi Bønderne nu udæske baade Gud og Men­nesker og allerede paa saa mangfoldige Maader ere skyldige til Døden paa Legem og Sjæl og hverken ville lade Retten gjælde for sig selv eller andre, men fremture stadig i deres Rasen, maa jeg her oplyse den verdslige Øvrighed om, hvorledes de heri skulle gaa til værks med frelst Samvit­tighed. For det første, dersom Øvrigheden kan og vil, uden foregaaende Tilbud om Ret og Billighed, slaa og straffe slige Bønder, vil jeg ikke formene den det, selv om den ikke giver Evangeliet frit Løb; thi den er dertil fuldt beføjet, efterdi Bønderne nu ikke længere kæmpe for Evangeliet, men ere aabenlyst blevne troløse, menederske, ulydige, oprørske Mor­dere, Røvere, Gudsbespottere, hvilke endog en hedensk Øvrighed har Ret og Magt til at straffe; ja den er ligefrem pligtig til at straffe saadanne Skjælmer. Thi derfor bærer den Sværdet og er Guds Tjener til Straf over den, som gjør det onde, Rom. 13, 4.

8. Men den Øvrighed, som er kristelig og giver Evan­geliet frit Løb, hvorfor Bønderne heller ikke kunne have nogen Skingrund til at sætte sig imod den, skal her handle med Frygt og Bæven. Og for det første maa den henstille Sagen til Gud og bekjende, at vi fuldt vel have fortjent sligt, derhos befrygte, at Gud maaske paa denne Maade opvasker Djævelen til almindelig Straf for hele Tyskland. Dernæst maa den ydmygelig bede om Hjælp imod Djævelen. Thi vi kæmpe her ikke alene imod Kjød og Blod, men mod Ondskabens aandelige Hær i Himlen, der maa angribes med Bønner, Efes. 6, 12. 18. Naar nu Hjærtet er saaledes henvendt til Gud, at man lader hans guddommelige Vilje raade, om han nu vil have eller ikke vil have os til Fyrster og Herrer, skal man endda til Overflod over for de gale Bønder (om de end ikke ere det værd) byde sig rede til Ret og Billighed; og derefter, der­som det ikke vil hjælpe, strax gribe til Sværdet.

9. Thi en Fyrste og Herre maa her betænke, at han er Guds Embedsmand og hans vredes Tjener (Rom. 13, 4), hvem Sværdet over saadanne Skjælmer er overdraget, og han forsynder sig lige saa meget imod Gud, dersom han ikke straffer og forhindrer dem eller ikke fuldbyrder sit Embede, som naar en, hvem Sværdet ikke er beskikket, myrder. Thi hvis han undlader at straffe, saafremt han kan, om det saa er ved Drab eller Blodsudgydelse, saa er han skyldig i alle de Drab og alt det onde, saa­danne Skjælmer begaa, som den, der egenraadig, med Til­sidesættelse af den guddommelige Befaling, han har faaet, tillader saadanne Skjælmer at udøve deres Ondskab, skjønt han godt kan forhindre det og er pligtig dertil. Derfor er det ikke Tid til at sove her. Her gjælder heller ikke Taalmodighed eller Barmhjertighed; nu er det Sværdets og Vredens Tid og ikke Naadens Tid.

10. Saa skal Øvrigheden nu trøstig rykke frem her og med frelst Samvittighed hugge løs, saa længe den har en Draabe Blod i Aarerne. Thi her er den Fordel, at Bønderne have onde Samvittigheder og en uretfærdig Sag; og den Bonde, der af denne Aarsag bliver slaaet ihjel, er for­tabt med Legem og Sjæl og evig hjemfalden til Djævelen. Men Øvrigheden har en god Samvittighed og en retfærdig Sag og kan sige saaledes til Gud med al Hjærtets Tryghed: Se, min Gud, du har sat mig til Fyrste og Herre, hvorom jeg ikke kan tvivle, og har betroet mig Sværdet over Mis­dæderne, Rom. 13, 4. Det er dit Ord, og det kan ikke lyve; derfor maa jeg røgte dette Embede, for ikke at miste din Naade; saa er det ogsaa aabenbart, at disse Bønder for dig og al Verden mangelunde have fortjent Døden, og det er befalet mig at straffe dem. Vil du nu lade mig slaa ihjel af dem og igjen fratage mig Øvrighedsmagten og lade den forgaa, nu vel, saa ske din Vilje, saa dør og forgaar jeg dog i Udøvelsen af din guddommelige Befaling og dine Ord og befindes lydig imod din Befaling og mit Embede. Derfor vil jeg straffe og slaa, saa længe der er en Draabe Blod i mig, du vil nok føje og mage det rettelig.

11. Saaledes kan det da ske, at hvo der dræbes paa Øvrighedens Side, han er en ægte Martyr for Gud, naar han kæmper med en saadan Samvittighed, som sagt er. Thi han handler efter Guds Ord og i Lydighed. Omvendt, hvo der omkommer paa Bøndernes Side, skal evig brænde i Helvede. Thi han fører Sværdet imod Guds Ord og Lydighed og er besat af Djævelen.

12. Og selv om det end skete, at Bønderne gik af med Sejeren (hvad Gud forbyde!) — thi for Gud ere alle Ting mulige, og vi vide ikke, om han ikke maaske som Forløber for den yderste Dag, der ikke kan være langt borte, vil tilintetgjøre al Orden og Øvrighed ved Djævelen og lægge Verden plat øde — saa ville dog de, der besindes i deres Sværdembede, sikkerlig dø og gaa til Grunde med en god Samvittighed og overlade Djævelen det verdslige Rige og tage derfor det evige Rige. Saadanne underlige Tider er det nu, at en Fyrste kan fortjene Himmelen ved Blods­udgydelse, langt mere end andre ved Bønner.

13. Til Slutning er der endnu en Ting, som billigvis bør bevæge Øvrigheden. Thi Bønderne lade sig ikke nøje med, at de ere hjemfaldne til Djævelen, men tvinge og nøde mange fromme Folk, der ugjærne gjøre det, til at slutte sig til deres djævelske Forbund og gjøre saaledes disse delagtige i al deres Ondskab og Fordømmelse. Thi den, der gaar i Ledtog med dem, han farer ogsaa med dem til Helvede og er skyldig i alle de Misgjerninger, som de begaa; og de maa gjøre det, fordi de ere saa svage i Troen, at de ikke staa imod. Thi en from Kristen bør lide Døden hundred Fold, før han samstemmer et Haarsbred med Bøndernes Sag. O, der kunde nu blive mange Martyrer ved de blodtørstige Bønder og Mordprofeter.

14. Slige nødtvungne Forbundsfæller blandt Bønderne skulde Øvrigheden nu forbarme sig over: og om den ellers ikke havde anden Grund til trøstig at drage Sværdet imod Bønderne og selv sætte Liv og Gods i Vove derpaa, saa var denne dog mere end vægtig nok, at man reddede og hjalp saadanne Sjæle, der af Bønderne ere blevne tvungne til sligt djævelsk Forbund og imod deres Vilje synde saa gruelig med dem og ikke kunne undgaa at blive fordømte. Thi slige Sjæle ere rigtig i Skærsilden, ja i Helvede og Djævelens Lænker.

15. Derfor, kjære Herrer, her skulle I befri, redde, hjælpe og forbarme eder over de stakkels Folk. Stik, hug til, slaa, dræb her, hvo der kan! Bliver du slaaet ihjel derfor, vel dig! en saligere Død kan du aldrig faa. Thi du dør i Lydighed imod Guds Ord og Befaling, Rom. 13, 1, og i Kjærlighedens Tjeneste, for at redde din Næste ud af Hel­vedes og Djævelens Baand.

16. Saa beder jeg nu: fly, hvo der kan, fra Bønderne, som fra Djævelen selv. Men for den, der ikke flyr, beder jeg, at Gud vil oplyse og omvende ham. Gud give derimod, at de, der ikke ville lade sig omvende, ikke maa have nogen Lykke eller Held med sig. Hertil sige enhver from Kristen Amen! Thi den Bøn er ret og god og behager Gud vel, det veed jeg. Tykkes den nogen at være for haard, saa betænke han, at Oprør er utaaleligt, og at man hver Time kan vente, at verden skal forgaa.


Luthers Reformatoriske Skrifter i Udvalg - vignette.png