Social-Demokratens Føljeton København Forbryderen


Dostojewsky - Forbryderen.djvu Dostojewsky - Forbryderen.djvu/7 208-238

Dette er en oversættelse, og dens ophavsretmæssige status er forskellig fra originalteksten. Licensen for oversættelsen gælder kun for denne udgave.
Originalteksten:
Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.
Oversættelsen:
Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i hverken Danmark eller USA, da ophavsmanden er anonym, og da det blev udgivet før 1. januar 1929.

XIII.

Da Nastasia var gaaet, stod Raskolnikow op, satte Krogen paa Døren og løste Knuderne paa det Bundt, som Rasumichin før havde bragt og atter pakket sammen. Han begyndte derefter at klæde sig paa.

Han fandt det helt besynderligt, at han pludselig atter syntes at være bleven ganske rolig; den sanseløse Fantaseren og den Skræk, som i den sidste Tid, havde plaget ham, var nu helt forsvunden.

Der var i det første Minut en ejendommelig, pludselig Ro over ham. Hans Bevægelser var bestemte og klare, en fast Hensigt syntes at besjæle ham. „Endnu i Dag, endnu i Dag!” hviskede han. Han forstod imidlertid, at han var svag, men en mægtig, aandelig Energi, der havde bragt ham til en vis Ro, til en fiks Idè, gav ham Kraft og Selvbevidsthed; han haabede, at han ikke skulde falde om paa Gaden.

Da han havde taget de nye Klæder paa, saa han paa de Penge, som laa paa Bordet, grundede lidt og stak dem i Lommen. Han tog ogsaa de Kobberpenge, som Rasumichin havde givet ham tilbage.

Saa løftede han sagte Krogen fra Døren, gik ud, ned ad Trappen og kastede et Blik ind i Køkkenet, til hvilket Døren stod helt aaben; Nastasia vendte Ryggen til ham og lagde ikke Mærke til ham. Hvem havde ogsaa kunnet ane, at han vilde gaa ud; I næste Minut var han allerede paa Gaden.

Klokken var otte, Solen gik ned.

Det var lige saa lummert som før, men alligevel indsugede han med Begærlighed den kvalme, støvede Byluft.

Han følte ligesom Svimmelhed; en vild Energi funklede i hans Øjne og i hans indfaldne, blege Ansigt.

Han vidste ikke og tænkte heller ikke paa, hvor han gik hen; kun ét vidste han: „Alt dette maa endnu i Dag have en Ende, og det straks; han kunde ikke gaa hjem før det var sket, fordi han ikke længer vilde leve saaledes.”

Men hvormed skulde det ende? — derom havde han endnu ingen Tanke og vilde heller ikke tænke paa det.

Han jagede disse Tanker paa Flugt, som plagede ham. Han følte kun, at alt maatte blive anderledes. „Saadan eller saadan, hvad det saa end bliver!” gentog han fortvivlet med urokkelig Bestemthed.

Efter gammel Vane styrede han sin Gang til Høtorvet.

Før han kom derhen traf han en ung, sortlokket Lirekassemand, som drejede en meget sentimental Romance foran en Butiksdør. Manden akkompagnerede en paa Fortovet staaende femtenaarig Pige, som var klædt i Krinoline, Mantille, Handsker og Straahat med ildfarvet Fjer — alt gammelt og slidt —, hun sang Romancen med rungende, men ikke ubehagelig Stemme, i Forventning om et Tokopekstykke fra Butiken.

Raskolnikow stillede sig op ved Siden af et Par Tilhørere, lyttede, tog et Femkopekstykke op af Lommen og lagde det i hendes Haand.

Den unge Pige brød pludselig af ved den højeste og mest følelsesfulde Pasfage, tilraabte sin Ledsager et skarpt „nok”, og begge gik videre til den næste Butik.

„Holder De ikke af Gadesang?” vendte Raskolnikow sig pludselig til en ikke længer ung Mand, som stod ved Siden af ham og saa ud som en Dagdriver.

Denne stirrede forundret paa ham.

„Jeg synes godt om den,” vedblev Raskolnikow, men med et Udtryk, som om der slet ikke var Tale om Gadesang; — „det vil sige, naar den synges til Lirekasse en mørk og fugtig Høstaften, men fugtigt maa Vejret ubetinget være, og de, som gaar forbi, maa se sygelige og gulblege ud; eller, endnu bedre, naar der falder vaad Sne, saaledes lige ned, ved Vindstille, forstaar De! naar man saadan kan se Gaslygterne blinke igennem…”

„Jeg véd ikke… undskyld …” mumlede Herren, der var bleven helt ængstelig ved Spørgsmaalet og ved Raskolnikows besynderlige Udtryk, hvorefter han gik over paa den anden Side Gaden.

Raskolnikow gik ligefrem og kom til Hjørnet af Høtorvet, hvor den Gang Købmanden og hans Kone, som talte med Lisbeth, havde staaet; men nu var de der ikke.

Da han genkendte Stedet, blev han staaende, saa sig om og vendte sig om til en ung Fyr, som gabende lænede sig ved Døren til en Melhandel.

„Købmanden, som boer her paa Hjørnet, og hans Kone, hvad er det nu de hedder?”

„Her er mange som handler,” svarede Fyren og maalte Raskolnikow med Øjnene.

„Men hvad hedder han?”

„Han hedder vel det, hans Forældre lod ham kalde i Daaben.”

„Aa, Du skulde vel ikke være fra Saraisk? Fra hvilket Guvernement er Du egentlig?”

Fyren saa endnu en Gang paa Raskolnikow.

„Hos os, Deres Højhed, gives der slet ikke noget Guvernement, bare en Kreds; og det var min Broder, som altid gjorde Rejserne, jeg sad hjemme og véd altsaa heller ingen Ting. Jeg beder, undskyld allernaadigst, Deres Højhed!”

„Er der Værtshus der oppe?”

„Det er en Beværtning, Billard finder De ogsaa dér, og Prinsesser finder De dèr … trala!”

Raskolnikow gik videre, over Pladsen.

Ved Hjørnet stod en tæt Menneskemasse, lutter Bønder. Han trængte sig midt ind imellem dem og saa paa dem. Han havde helst givet sig i Snak med dem allesammen, men Bønderne agtede ikke paa ham. De stod i Grupper og snakkede løs.

Raskolnikow blev staaende, grundede lidt, og gik saa til højre langs med Fortovet henimod W-prospektet. Da han havde passeret Pladsen, kom han til et Stræde.

Han havde forhen været i dette Stræde, der gik i en Vinkel og førte fra Pladsen ud til Havegaden. I den senere Tid, naar han var i daarligt i Humør, var der endogsaa noget, som drog ham til denne Afkrog, saa han kunde blive endnu mere ilde til mødes Men nu kom han hid, uden at have tænkt paa det.

Et stort Hus, i hvilket der kun er Øl- og Vintappere, ligger paa dette Strøg; uafbrudt smutter Kvinder fra Naboskabet ud og ind her, uden Hat og Overtøj! Paa to, tre Steder stimler de sammen paa Fortovet i Grupper, især ved Indgangen til Parterreetagen, som to Trin ned har Forlystelseslokaler af en ganske egen Art.

I et af disse var der i dette Øjeblik et frygteligt Spektakel, som lod ud over hele Gaden. En Person spillede paa Guitar, Sange blev sungne og det gik meget lystigt til.

En større Gruppe Kvinder stimlede sammen ved Indgangen, nogle sad paa Trinene, andre paa Fortovet, atter andre stod og talte med hinanden. Lige ved, paa Brolægningen, dinglede en drukken Soldat med en tændt Cigaret; det saa ud, som om han vilde et eller andet Sted hen, men havde glemt hvorhen. En Vagabond skændtes med en anden af samme Sort, og en døddrukken Person laa og væltede sig i Snavset.

Raskolnikow standsede ved en Gruppe Kvinder. De samtalede med hæse Stemmer, alle var barhovede nogle over fyrretyve Aar, andre ikke mer end ca. sytten Aar gamle, men de fleste af dem havde tydelige Mærker af Slag: „blaa Øjne.”

Denne Sang, dette Helvedes Spektakel interesserede Raskolnikow … Man hørte midt gennem Latter og Skrig, at nogen dansede i Takt til Lyden af Guitaren og af en med høj Fistel sungen, ildfuld Dansemelodi, og at Vedkommende slog Takt med Hælene.

Raskolnikow stod ivrig lyttende ved Indgangen. Mørk og eftertænksom bakkede han sig ned og saa nysgærrig ned i Lokalet.

Han vilde gærne have hørt, hvad der blev sunget derinde, ligesom om dette skulde have været af særlig Interesse for ham.

„Jeg kunde jo ogsaa gaa derned,” tænkte han. „De lér, fordi de er drukne. Hvad om jeg nu ogsaa skaffede mig en Rus?”

„Vil De ikke gaa ind, kære Herre?” spurgte en Kvinde med en endnu temmelig velklingende Stemme. Hun var temmelig ung og ikke fuldt saa modbydelig som de andre.

„Se se, hvor net!” svarede han og saa paa hende.

Hun smilte, Komplimenten havde behaget hende.

„De er jo ogsaa net", sagde hun.

„Nej, hvor De ser ussel ud!…” bemærkede en anden med Basstemme; „De kommer vist lige fra Hospitalet?”

„Dette her er den rigtige Generalsdatter — se bare paa hendes Opstoppernæse,” raabte en lille beruset Bonde, som kom til; hans Frakke stod aaben fortil og han smilte listigt. — „Hej, her gaar det lystigt til!”

„Se til at Du forføjer Dig bort!”

„Jeg gaar jo, jeg gaar jo, min kæreste Pige.”

Og Bonden dinglede ned i Lokalet.

Raskolnikow ville gaa videre.

„Hør kære Herre,” raabte Pigen efter ham.

„Hvad er der?”

Hun lod som om hun blev forlegen; — „kære Herre, jeg vilde gærne være i Følge med Dem, men De tager sent Modet fra mig! Aa, kære Herre giv mig seks Kopek til et Glas Vin.”

Raskolnikow greb i Lommen og gav hende tre Femkopekstykker.

„Aa, hvor De er sød!”

„Hvad hedder Du?”

„Spørg bare efter Duklida.”

„Nej, har Du nogensinde set Magen bemærkede en anden Kvinde af Gruppen og rystede paa Hovedet. „Det kunde da aldrig falde mig ind at tigge saadan, jeg vilde synke i Jorden af Skam, tror jeg.”

Raskolnikow saa nysgærrig paa den, som talte. Hun var koparret, omtrent en tredive Aar gammel, med blaa Mærker i Ansigtet og hoven Overlæbe. Hun talte rolig og alvorligt.

„Hvor er det jeg har læst”, tænkte Raskolnikow, idet han gik videre, — „hvor er det jeg har læst, at en Dødsdømt en Time før Henrettelsen tænker eller siger, at selv om han skulde leve paa en Klippe oppe i Højden, paa et Sted, hvor han kun havde Plads til sine to Fødder — og rundtomkring kun saa Afgrunde, Havet, evigt Mørke, evig Ensomhed og evig Storm — selv om han skulde tilbringe sit hele Liv paa et saadant Sted tusind Aar saa vilde han dog foretrække det, fremfor at dø. Blot leve, leve, leve! Hvorledes, det er en Bisag, blot leve! .... Hvilken Sandhed! Gud, hvor sandt! Mennesket er dog ubetinget en Slyngel! … men især den, som kalder ham en Slyngel!” føjede han til efter et Minut.

Han kom ind i en anden Gade. „Ah! Krystalpaladset! Før talte Rasumichin noget om Krystalpaladset. Men hvad var det, jeg vilde her? Jo, læse! Sossimov sagde, han havde læst i Aviserne…”

„Har De Aviser?” spurgte han, idet han traadte ind i en rummelig og proper Restavration, der bestod af flere tildels tomme Værelser. Her sad et Par Gæster og drak The, og i et af de længst bortliggende Værelser sad et Selskab paa fire Personer og drak Champagne. Raskolnikow troede blandt dem at genkende Sametow, men kunde ikke tydelig skælne det paa Afstand.

„Mig er der lige meget!” tænkte han.

„Ønsker De Brændevin?” spurgte Opvarteren.

„Giv mig The. Og Aviser .... saadan en fem Dage gamle — Du skal faa gode Drikkepenge.”

„Straks! Her er den for i Dag. Brændevin skulde det altsaa ikke være?…”

Theen og de gamle Aviser blev bragt ham. Raskolnikow satte sig til Rette og begyndte at lede.

Efter at han endelig havde ekspederet Forlystelser og Seværdigheder, kom han til Dagsnyt. „Styrtet ned ad en Trappe —— Forbrændt i Drukkenskab — Ildebrand paa Peßki — Ildebrand paa Petersburger-Siden — endnu en Ildebrand sammesteds — atter Ildebrand dersteds ....” saa kom der atter Avertissementer om Forlystelser … „Ah, der!....”

Endelig havde han fundet, hvad han søgte, og begyndte at læse; Linierne flimrede for Øjnene paa ham, men han læste dog hele Beretningen igennem og ledte hastigt i de følgende Numre efter de supplerende Notitser.

Hans Hænder skælvede i krampagtig Utaalmodighed, naar han vendte Bladet om.

Pludselig var der En, som satte sig ved hans Bord. Han saa op — det var Sametow, den selvsamme Sametow med Guldringe og Guldkæder, sortlokket, pomadiseret Haar, elegant Vest, noget luvslidt Frakke og ikke ganske rent Linned. Han var glad, i det mindste smilte han muntert og godmodigt. Ansigtet var lidt ophidset af Champagnen.

„Hvad! De her?” begyndte han forundret og i en Tone, som om han havde en gammel Bekendt for sig, — „endnu i Gaar sagde Rasumichin mig, at De ikke var ved Deres Bevidsthed. Det var mærkeligt! Jeg var oppe hos Dem…”

Raskolnikow havde anet hans Komme. Han lagde Aviserne fra sig og vendte sig til ham. Paa hans Læber laa der et spodsk Smil, en pirrelig taalmodighed skinnede igennem.

„Jeg véd, at De var hos mig,” svarede han, — „jeg hørte det. De ledte efter Strømpen .... Véd De vel, at Rasumichin er helt indtaget i Dem? De var jo ogsaa med ham hos denne Lovise Iwanowna … De véd nok hende, som De tog Parti for den Gang, De vinkede endda til Løjtnant Pulver, og han forstod det ikke straks; husker De? At han ikke kunde forstaa det! — Sagen var jo klar … ikke sandt?”

„Men hvor han kan regne Stykker ud!”

„Løjtnanten?”

„Nej, Deres Ven, Rasumichin…”

„De fører imidlertid et behageligt Liv, Hr. Sametow; toldfri Adgang til de behageligste Huse! Hvem var det nu derinde, som hældte Dem Champagne i Halsen?”

„Javel, vi tog os et godt Glas derinde!… Hvorfor ikke, som De sagde … vi hældte i os!”

„Naa hvad? Man tager alting med! Ikke sandt?” Raskolnikow lo højt. „Det betyder ingen Ting, min Ven, bryd Dem ikke om det — føjede han til og slog Sametow paa Skulderen: — jeg mener ikke noget ondt med det, „det er jo bare for Spøg, som han sagde Arbejderen, der pryglede Mitka … i Affæren med den myrdede Pantelaanerske.”

„Hvad véd De egenlig om den Sag?”

„Jeg véd maaske mere om den end De!”

„Hvor De er underlig .... De er vist endnu syg? De burde ikke have gaaet ud saa snart.”

„Saa De synes, at jeg er underlig?”

„Ja. Hvad læser De der .... Aviserne?”

„Ja, Aviserne.”

„Staar der meget om Ildebrand i dem?”

„Ildebrande interesserer ikke mig.” — Han kastede et ejendommeligt Blik paa Sametow, og et haanligt Smil krusede atter hans Læber. „Nej, det er ikke om Ildebrande, jeg læser,” vedblev han og blinkede til Sametow. „Tilstaa De kun, kære unge Mand, at De forskrækkelig gærne vilde vide, hvad jeg nu har læst.”

„Ikke paa nogen Maade, jeg spurgte lige hen i Vind og Vejr…”

„Hør nu, De er jo et dannet Menneske, bevandret i Literaturen … ikke sandt?”

„Jeg var i sjette Gymnasialklasse,” svarede Sametow med Værdighed.

„Helt oppe i sjette! … Ak, Du min søde Unge med Skilning i Nakken og Ringe paa Fingrene — en rig Mand! — Fy, Fanden hvad De er for en elskværdig Slubbert.” Raskolnikow lo ham lige op i Ansigtet med sin nervøse Latter. Den anden trak sig uvilkaarlig tilbage just ikke fornærmet, men dog meget forbavset.

„Ah, hvor besynderlig!…” bemærkede Sametow alvorligt. „Det forekommer mig, som om De endnu fantaserer.”

„Jeg … fantasere? Der lyver Du, min lille Ven! … Du synes altsaa, jeg er underlig? Men interessant, ikke sandt?”

„Javel, ganske vist.”

„Nu vilde De dog gærne for Eksempel vide, hvad det er, jeg kan have læst der; hvad jeg ledte efter i de gamle Aviser. Se bare, hvor mange Numre jeg har ladet Opvarteren bringe mig. Er det ikke mistænkeligt, he?”

„Men saa sig mig dog…”

„Gør mig nu den Tjeneste at spidse Ørene!”

„Hvad skal nu det betyde!”

„Det skal jeg siden forklare Dem, men nu, min allerkæreste, meddeler jeg Dem … nej, endnu bedre: jeg tilstaar … Nej, heller ikke det var rigtigt: jeg aflægger en Tilstaaelse, og De forhører mig! Altsaa jeg aflægger den Tilstaaelse, at jeg har læst, at jeg har interesseret mig for, at jeg har ledt efter…” Raskolnikow gjorde en Pavse og kneb Øjnene — „at jeg er kommen hid for at lede efter Beretninger … om Mordet paa den gamle Embedsmandsenke!” tilføjede han endelig næsten hviskende og nærmede sit Ansigt tæt ind til Sametows. Denne saa stivt paa ham uden at røre sig. Sametow huskede senere, at de begge to derpaa havde været tavse et helt Minut og gensidig stirret paa hinanden.

„Naa, hvad er der med det, at De har læst?” raabte han pludselig uvilligt og utaalmodigt, — „hvad kommer det mig ved? Hvad er der med det?”

„Det er den samme gamle,” vedblev Raskolnikow atter hviskende, idet han ikke gav Agt paa Sametows Udbrud, — „den samme, kan De huske, som der blev talt om paa Politikontoret, da jeg besvimede. Kan De huske? Naa, begriber De nu?”

„Ja, hvad skal saa det betyde? Hvad er det, jeg skal begribe?” sagde Sametow allarmeret.

Raskolnikows ubevægelige og alvorlige Ansigt forandredes øjeblikkelig, og ligesom før brød han pludselig atter ud i den nervøse Latter; aldeles som om han ikke længere kunde holde den tilbage. I det samme stod det Øjeblik pludselig for ham med overordenlig Klarhed, da han stod bag hin Dør med Øksen i Haand, da Dørkrogen hoppede, da de Udenforstaaende bandede og skældte, og da han pludselig vilde raabe til dem, række Tunge ad dem, drille dem og le, le, le!…

„Enten er De forrykt, eller…” sagde Sametow og stoppede ligesom ramt af en Tanke, der pludselig foer ham gennem Hovedet.

„Naa, „eller?” Hvad for et „eller?” Naa, hvad saa! kom med det!”

„Ingenting!…” svarede Sametow ærgerlig; „det Hele er Vrøvl!”

Begge tav.

Efter det pludselige Latteranfald var Raskolnikow bleven eftertænksom og mørk. Han lænede sig mod Bordet og støttede Hovedet i Haanden. Det syntes, som om han aldeles havde glemt Sametow.

Tavsheden varede temmelig længe.

„Hvorfor drikker De ikke Deres The? … den bliver kold,” sagde Sametow.

„The? … gærne for mig … Raskolnikow tog en Slurk, stak et Stykke Brød i Munden, og idet han betragtede Sametow, syntes han pludselig at huske alt og at vaagne op igen; hans Ansigt antog atter det tidligere spodske Udtryk.

Han blev ved at drikke The.

„Nu for Tiden sket der mange saadanne Slyngelstreger,” sagde Sametow. „Nylig læste jeg i Moskwaer Tidende, at de havde grebet en hel Falskmøntnerbande dèr. Det var et formeligt Selskab; de havde lavet Pengesedler.”

„Aa, det er allerede længe siden! Det er en hel Maaned siden, jeg læste om det,” svarede Raskolnikow roligt. — „Det er altsaa Skurke, mener De?” — tilføjede han.

„Naturligvis, hvad ellers?”

„Det? … Børn er det, Grønskollinger, men ikke Skurke! Et helt halvt hundrede Personer slaar sig sammen om sligt! Er der nogen Mening i det? Tre vilde jo have været for mange, og hver af dem maatte endda kunne stole paa de andre som paa sig selv. En eneste behøver jo bare at snakke over sig i en Rus, og det Hele gaar Fanden i Vold! Grønskollinger er det! At tage upaalidelige Folk til at veksle falske Pengesedler! betro en saa vigtig Sag til den første den bedste! Naa, sæt at det havde lykkedes for disse Grønskollinger; hver enkelt af dem havde inkasseret en Million, men saa? … hele Livet igennem! Da var det fornuftigere at hænge sig straks! Ikke engang Vekslingen af Sedlerne forstod de sig paa. En af dem skulde modtage femtusinde paa et Kontor — og saa begyndte han at skælve. Han tæller fire tusinde efter, og det femte tusind putter han til sig utalt bare for at komme saameget hurtigere afsted. Naturligvis vækker det Mistanke. Og saa røg det Hele i Lyset bare for en eneste Dumrians Skyld. Er der nogen Mening i det?”

„At Hænderne kunde skælve paa ham,” faldt Sametow ind, — det er nok muligt. Ja, jeg er fast overbevist om, at det kan forekomme; det kan man ofte ikke undgaa.”

„Ikke det?”

„Som om De var i Stand til det? Nej, jeg kunde det i det mindste ikke! at risikere saadant noget for en Belønning af hundrede Rubler! At gaa ind med falske Penge paa et Kontor, hvor de er indeksercerede i saadanne Sager — nej, jeg vilde absolut blive forlegen. Og De med! tror De ikke det?”

Raskolnikow fik Lyst til at række Tunge ad ham. En Kuldegysning gennemfoer ham.

„Jeg vilde have baaret mig anderledes ad,” sagde han. „Jeg vilde have taget Sagen saaledes: det første Tusind vilde jeg have talt efter fra alle fire Hjørner af Sedlerne og set nøje paa hver eneste Seddel, saa vilde jeg have taget det andet Tusind, tællet det efter omtrent halvvejs, for Eksempel taget en Halvtredsrubel-Seddel ud af Banken, holdt den op mod Lyset, vendt den om, atter holdt den mod Lyset, som om den kunde været falsk; jeg vilde sagt, at jeg var ængstelig, fordi en Slægtning af mig havde tabt femogtyve Rubler paa den Maade, ogsaa havde jeg fortalt en hel Historie. Naar jeg saa var kommen til det tredje Tusind, vilde jeg atter have taget det andet frem under Paaskud af, at jeg ikke var sikker paa, om en Pakke var rigtig, — og paa den Maade vilde jeg have gjort det med alle fem Tusind. Naar jeg saa var færdig, havde jeg igen taget en Seddel ud af det fjerde og det andet Tusind, atter holdt dem op mod Lyset, atter ytret Tvivl og sagt: „Aah, vær saa god at bytte den” — Kassereren havde jeg bragt til Fortvivlelse, han vilde have været bange for, at han aldrig skulde blive af med mig; Naar jeg saa endelig var færdig og havde aabnet Døren, vilde jeg atter have vendt tilbage, bedet om Undskyldning og spurgt om et eller andet, bedet om en Oplysning — se saadan vilde jeg have baaret mig ad!”

„Aa, hvor De arrangerer udmærket, mente Sametow og lo. — „Men her er det bare under en Samtale, i Virkeligheden var De nok ogsaa snublet over et eller andet. Jeg siger Dem, at jeg ikke tror, at en durkdreven Gavtyv, end sige en saadan som De og jeg, skulde kunne svare for sig selv i et saadant Tilfælde. Men hvorfor behøver vi at gaa saa langt; — vi har jo et nærmere Eksempel her i vor egen Bydel, den myrdede gamle. Det var dog sikkert nok en desperat Karl .... ved højlys Dag at risikere alt! og kun et rent Under har reddet ham — men Hænderne maa dog have skælvet paa ham: at stjæle forstod han ikke, det kunde han ikke gennemføre; det er tydeligt nok bevist....”

Raskolnikow syntes ligefrem at blive fornærmet.

„Saa, har han bevist det? Men saa faa fat i ham da!” udbrød han spydigt.

„Naa, hvad kommer det Sagen ved, han bliver nok fanget.”

„Af hvem? Vil De maaske fange ham! Saa faar De vist Lov til at løbe længe! Hos Jer er det jo en Hovedopgave at lægge Mærke til, hvem der giver mange Penge ud. Naar nogen har været knapt beslaaet og saa pludselig begynder at „slaa om sig” med Penge — ja saa naturligvis, saa har De ham! Et Barn kan føre an, naar det bare vil.”

„Det er netop fordi de alle bærer sig ad paa den Maade!” svarede Sametow. „Først kommer en og myrder paa den listigste Maade, vover sit Liv — og saa lader han sig straks efter fange paa en Knejpe. For det meste tager man dem, naar de flotter sig med Penge. Alle er jo ikke saadanne nogen snu Fyre som vi! De vilde naturligvis ikke gaa paa Knejperne.”

Raskolnikow rynkede Øjenbrynene og saa' stivt paa Sametow.

„Det lader til, De finder Smag i det, og nu ogsaa gærne vilde vide, hvorledes jeg havde handlet i dette Tilfælde?” spurgte han uvilligt.

„Ja, jeg skal ikke nægte, at jeg gærne vilde vide det,” svarede Sametow fast og alvorligt. Han blev næsten for alvorlig.

„Vil De virkelig meget gærne vide det?”

„Ja, meget gærne.”

„Godt. Jeg vilde altsaa gjort saaledes,” begyndte Raskolnikov og nærmere atter sit Ansigt til Sametows, betragtede ham stivt og hviskede, saa at Sametow endog foer lidt sammen. — „Jeg vilde altsaa gaaet saaledes til Værks: Penge og Værdisager havde jeg uden Ophold baaret hen til en eller anden afsides øde Plads, hvor der ikke er Huse, men bare Plankeværker og hvor der næsten ikke kommer Folk, — en Køkkenhave eller saadant et Sted. I Forvejen vilde jeg have udsøgt en Sten, omtrent et halvt Centner tung, et eller andet Sted i en Krog, under et Træ; denne Sten, som maaske kunde have ligget der i mange Aar, vilde jeg have væltet tilside — derunder maatte der vel være en liden Fordybning — og i denne Fordybning vilde jeg have lagt Pengene og Værdigenstandene. Saa havde jeg væltet Stenen ovenpaa, saaledes som den før laa, havde trampet Jorden godt til med Fødderne og gaaet min Vej. Derefter havde jeg i et Aar, eller to, tre Aar, ikke taget noget derfra, — naa, og saa kunde De jo have givet Dem til at søge!”

„De er gal!” sagde Sametow, der nu ogsaa næsten hviskede og pludselig rykkede bort fra Raskolnikow.

Dennes Øjne lynede, han var bleven frygtelig bleg og hans Overlæbe dirrede. Han bøjede sig ganske tæt ind til Sametow og bevægede Læberne uden at sige noget; det varede omtrent et halvt Minut; han vidste, hvad han gjorde, men kunde ikke lade være.

Den frygtelige Tilstaaelse vilde rive sig løs fra hans Læber, ligesom hin Dag, da han trak Krogen fra Døren: nu, nu maatte det frem, nu, med det samme. Han aabnede Munden!…

„… Naa, og hvis det nu virkelig var mig, som havde dræbt den gamle og Lisbeth?” sagde han pludselig.

Sametow saa' forstyrret op paa ham og blev saa hvid i sit Ansigt som Borddugen. Hans Læber fortrak sig til et Smil.

„Det vilde være umuligt!” sagde han med knap hørlig Stemme.

Raskolnikow saa' ondskabsfuldt paa ham, — han var atter kommen til Besindelse.

„Tilstaa nu, at De troede det? Hvad? Ikke sandt?”

„Aldeles ikke! Nu mindre end nogensinde!” sagde Sametow hurtigt.

„Naa, nu har jeg Dig endelig! Musen gik i Fælden! Altsaa troede De det alligevel, siden De nu „mindre end nogensinde” tror det.

„Ikke paa nogen Maade!” raabte Sametow synlig forvirret, „men det var altsaa Deres Hensigt at skræmme mig paa den Maade for at komme til det Resultat.”

„Altsaa, De troede det ikke? Og hvad talte De om, da jeg gik fra Politikamret? Og hvorfor forhørte Løjtnant Pulver mig, da jeg vaagnede af Besvimelsen? Hej, Opvarter, hvor meget er det?”

Han tog sin Hue og rejste sig.

„Tredive Kopek,” svarede Opvarteren.

„Der har Du tyve Kopek i Drikkepenge; — se her, hvor mange Penge jeg har!” føjede han til, idet han rakte sin skælvende Haand med Papirpengene hen mod Sametow: Røde og blaa Sedler, fem og tyve Rubler. Hvor har jeg dem fra? Og hvor har jeg de nye Klæder fra? De véd jo, at jeg ikke ejede en Kopek! Min Værtinde har De vel allerede udfrittet .... Naa, nok om det! Paa behageligt Gensyn!”

Han gik, med skælvende Lemmer og i en næsten hysterisk Ophidselse, der dog ogsaa indeholdt en Del smærtelig Vellyst, — men forøvrigt mørk og forskrækkelig udmattet. Hans Ansigt var krampagtig fortrukket som efter et Krampetilfælde. Hans Udmattelse voksede stundom pludselig, og ligesaa pludselig kom Kræfterne tilbage, eftersom Ophidselsen steg eller blev svagere.

Sametow, som var bleven alene tilbage, sad endnu længe paa samme Plads, hensunken i Eftertanke.

Raskolnikow havde ufrivilligt omstødt alle de Tanker, han havde dannet sig om Mordsagen, og fast grundet en hel ny Anskuelse hos ham.

„Ilja Petrowitsch — er en Dumrian!” blev det afgørende Resultat.

Knap havde Raskolnikow aabnet Døren til Gaden, før han paa Trappen stødte paa Rasumichin, der var i Færd med at træde ind.

De var nær ved at støde Hovederne mod hinanden.

Rasumichin var i højeste Grad forbavset, men pludselig lynede den hæftigste Vrede i hans Øjne.

„Naa saa Du er altsaa her?” skreg han højt op. Flygtet fra Sygesengen! Og jeg, som ledte efter Dig under Sofaen! Paa Loftet var vi ogsaa, og Nastasia var lige ved at faa sig en Dragt Prygl for din Skyld … Og nu er Du her! … Rod'ka, hvad skal det betyde? Sig nu Sandhed! Tilstaa al Ting, hører Du?”

„Det skal betyde, at jeg er ked af Jer allesammen, og at jeg vil være i Fred!” svarede Raskolnikow roligt.

„Være i Fred? Og Du kan knapt staa, Du er bleg som et Lig og kan knapt trække Vejret! Din Nar!… Hvad har Du at gøre her i Krystalpaladset? Sig det straks!”

„Lad mig være!” sagde Raskolnikow og vilde gaa forbi. Men dette blev dog Rasumichin for grovt, og han greb ham i Skulderen.

„Lade Dig være? Det understaar Du Dig i at sige!” Jo-ho! véd Du, hvad jeg nu vil gøre med Dig? Jeg vil tage Dig ved Kraven og binde Dig sammen og slæbe Dig hjem, og der skal Du faa Lov at blive under Laas og Lukke — ser Du det vil jeg!”

„Hør nu, Rasumichin,” begyndte Raskolnikow sagte og tilsyneladende ganske rolig, — „ser Du da ikke, at jeg ikke ønsker nogle Velgærninger af Dig? Hvad er det for en Lyst Du har til at trænge Dig ind med Velgærninger paa dem, som — spytter paa dem! Og paa dem, som ikke hverken vil eller kan taale dem! Hvorfor søgte Du mig, da jeg begyndte at blive syg? Maaske vilde jeg have været glad ved at dø? Har jeg ikke i Dag tydelig nok vist Dig, at Du plager mig — at Du er mig imod? Hvad Glæde kan man have i at plage Folk! Jeg forsikrer Dig, at dette hindrer mig i at blive rask, det irriterer mig uafbrudt. Sossimow gik jo sin Vej for ikke at plage mig! For Guds Skyld, lad Du mig ogsaa være i Fred! Og hvad berettiger Dig egentlig til at holde mig tilbage med Magt? Mærker Du da ikke, at jeg nu taler fuldkommen fornuftigt? Vær saa god at sige mig, hvorledes jeg skal bede Dig, for at Du kan lade mig være i Fred og forskaane mig for dine Velgærninger! Lad mig saa være utaknemlig, gemen, men for Guds Skyld lad mig være i Fred! Lad mig være! Lad mig være!”

Han havde begyndt rolig og glædet sig til i al Sindighed at faa givet sit onde Lune Luft, men han endte i Vrede og aandeløs som forhen med Lushin.

Rasumichin stod et Øjeblik uden at gøre en Bevægelse, men saa betænkte han sig og slap Taget.

„Naa, saa gaa Fanden i Vold!” sagde han sagte og næsten eftertænksomt. — „Holdt,” raabte han pludselig, da Raskolnikow vilde gaa, „hør, hvad jeg siger: Jeg erklærer herved, at I allesammen, fra den første til den sidste, er Fjasemagere og Storskrydere! Naar blot en af Jer en Gang faar en lumpen Sygdom — saa gør I akkurat som Hønen med Ægget. Ikke en Gang dèr kan I lade være at smykke Jer med fremmede Fjær. Intet Spor af selvstændigt Liv er der i Jer! I er lavet af Spermacetsalve og i Stedet for Blod har I Valle i Aarerne. Ingen af Jer skænker jeg den ringeste Tiltro! Det første, I tænker paa, er hvorledes I fremfor alt og til enhver Tid kan komme til at ligne andre Mennesker saa lidt som muligt! Rør Dig ikke af Flækken,” raabte han rasende, da han mærkede, at Raskolnikow var i Begreb med at gaa, „hør alt, hvad jeg siger! Du ved, at der kommer nogen til mig i Aften for at indvie min ny Bolig; maaske er en og anden allerede kommen, men jeg har bedt Onkel være hjemme for at tage imod dem; jeg kommer netop derfra. Altsaa, hvis Du ikke er en Nar, en ganske ordinær Nar, en fuldkommen Nar, en Oversættelse af det udenlandske!… ser Du Rodja, jeg tilstaar jo, at Du er en rask Fyr, men Du er en Nar! — altsaa, endnu en Gang, hvis Du ikke var en Nar, saa vilde Du heller komme til mig i Dag og være hos mig til Aften, end gaa og slide dine Støvler til Unytte. Da Du nu en Gang er gaaet ud, saa er der ikke mere at gøre ved det! Jeg skulde skaffe Dig en blød Lænestol — min Værtinde har en — og hos mig kunde Du faa Te og Selskab … er ikke det nok for Dig, saa skal jeg sørge for Sengeleje til Dig, — paa den Maade kunde Du jo i al Fald komme til at ligge derinde mellem os. Sossimow kommer ogsaa. Vil Du?”

„Nej.”

„Du lyver!” raabte Rasumichin utaalmodig, hvorfra ved Du det? Du kan jo ikke svare for Dig selv! For Resten forstaar Du Dig ikke heller paa det. Jeg har tusinde Gange selv lagt mig ud med Folk paa samme Maade, men saa er jeg kommen igen … Man skammer sig tilsidst og kommer igen! Glem altsaa ikke, jeg bor i Huset Potschinkow, tredie Etage…”

„Paa den Maade skulde De altsaa endog gærne lade Dem prygle, Hr. Rasumichin, bare for at have den Fornøjelse at øve Velgærninger!”

„Hvem? jeg? hvilken Idé — jeg drejer Halsen om paa den, som siger det! Altsaa i Huset Potschinkow Nr. 47, i Embedsmanden Babuschins Lejlighed.”

„Jeg kommer ikke, Rasumichin!” Raskolnikow vendte sig om og gik.

„Jeg tør vædde hvad det skal være, at Du kommer!” raabte Rasumichin, „ellers er Du — ellers vil jeg ikke mere vide af Dig! Holdt vendt! Er Sametow derinde?”

„Ja.”

„Har Du set ham?”

„Ja.”

„Og talt med ham?”

„Ja.”

„Om hvad? Naa, det er ligemeget, rejs ad Helvede til jeg bryder mig ikke om at vide det! Potschinkow, 47, Babuschin! — glem det ikke!”

Raskolnikow gik til Havegaden og drejede om Hjørnet, mens Rasumichin stod eftertænksom og saa efter ham. Endelig gjorde han en resigneret Bevægelse og vilde netop til at gaa ind i Huset, men blev staaende midt paa Trappen.

„Fanden staa i det!” sagde han næsten højt, „han taler fornuftigt, og alligevel er det, som om … Men jeg er jo en Nar! … som om ikke Forrykte ogsaa kunde tale fornuftigt? Og det lader som om Sossimow frygter noget af den Slags!” Han bankede med Fingeren paa Panden.

„Sæt nu, at han … men hvordan kan man ogsaa lade ham gaa alene i den Tilstand? Han drukner sig maaske … Fy for Pokker, der har jeg gjort en slem Bommert! det gaar ikke!” — og han løb tilbage igen for at faa fat i Raskolnikow, men hvert Spor af denne var allerede væk. Han rømmede sig og gik med hurtige Skridt tilbage til Krystalpaladset for at udspørge Samatow.

Raskolnikow gik direkte til Broen, stillede sig midt paa den, lænede sig med begge Albuer ud over Rækværket og saa ud i det Fjærne.

Da han skiltes fra Rasumichin, var han atter bleven saa svag, at han knapt havde kunnet slæbe sig afsted. Han havde helst sat sig ned eller lagt sig et eller andet Sted paa Gaden.

Han stirrede mekanisk paa Vandet, paa det rosenfarvede Genskin af Aftenrøden, paa Husene, der svandt i det begyndende Tusmørke, paa et fjærnt Vindue et Steds oppe i et Kvistkammer, der straalede som Ild af de sidste Solstraaler; paa Kanalens dunkle Vandspejl … og det saa ud til, at han med særlig Opmærksomhed saa derned.

Endelig begyndte røde Ringe at svæve for hans Øjne, Husene drejede sig, de Forbigaaende, Strandbredden, Ekvipagerne — alt drejede sig og dansede i Ring.

Pludselig fo'r han sammen. Et uhyggeligt og frygteligt Syn reddede ham atter fra Afmagt.

Han mærkede at nogen stillede sig paa den højre Side af ham; han drejede sig og saa et svært Kvindemenneske med et Tørklæde paa Hovedet; hendes Ansigt var langagtigt og gult med rødsprængte, indfaldne Øjne. Hun saa ham lige ind i Ansigtet, men lagde øjensynlig alligevel ikke Mærke til sine Omgivelser. Pludselig støttede hun sig med højre Haand paa Rækværket, løftede det højre Ben op over Gittret, derefter det venstre — og styrtede i Kanalen.

Det smudsige Vand aabnede og slugte for et Øjeblik sit Offer, men straks efter kom hun atter op paa Overfladen, flød langsomt med Strømmen; Hovedet og Fødderne hang nede i Vandet, kun Ryggen og det som en Blære opblæste Skørt var synligt.

„Der er En, som drukner sig! Der er En, som drukner sig!” raabte en Mængde Stemmer. Folk løb til og begge Bredder fyldtes med Tilskuere. Paa Broen og omkring Raskolnikow samlede der sig en Masse Folk, der pressede og trykkede ham bagfra.

„Herregud, det er jo vor Afroßinjuschka!”[1] raabte en grædefærdig Kvindestemme lige ved Siden af ham. „Aa Gud, red hende, hjælp hende op!”

„En Baad, skaf en Baad!” raabtes der blandt Mængde.

Men det var unødvendigt; en Politibetjent var sprunget ned paa de Trin, som førte til Kanalen, kastede Frakke og Støvler af sig og sprang i Vandet.

Arbejdet var let, den druknede flød nogle Fod fra Bredden, han greb hende med sin højre Haand i Klæderne og med den venstre greb han en Stang, som en Kammerat rakte ham, og den druknede blev halet op.

Man lagde hende paa Trappens Granitstene. Hun kom snart til sig selv, rejste sig og satte sig overende. Derpaa begyndte hun at nyse og snøfte og strøg de vaade Klæder ned med Hænderne. Hun mælede ikke et Ord.

„Hun har drukket, til der dansede smaa Djævle for Øjnene paa hende!” hylede den samme Kvindestemme, der nu befandt sig ved Siden af Euphrosyne. „det var ikke længe siden hun vilde hænge sig, og de skar hende ned. Jeg var bare et lille Ærinde nede i Urteboden, og havde ladet den lille Pige være hos hende for at passe paa hende — og saa skulde der ske en saadan Ulykke! Hun er Smaaborgerinde, lille Far, og hører os til; her ved Siden af i det andet Hus fra Hjørnet, her omme…”

Folkemassen spredte sig, Politiet tog sig endnu af den druknede og en Stemme raabte: „Paa Politistationen med hende!”

Raskolnikow saa paa hende med en besynderlig Følelse af Ligegyldighed og Mangel paa Deltagelse; dette Skuespil var ham modbydeligt.

„Nej, det er modbydeligt, dette Vand…” mumlede han for sig selv. „Mere er der ikke at se her,” tilføjede han, „det lønner sig ikke Umagen at vente. Ja det var Politikamret … hvorfor er ikke Sametow paa Stationen? efter Klokken ni maa det være aabent…” Han vendte Ryggen til Rækværket og saa sig om.

„Naa, og hvad gør saa det! … for mig gærne!” sagde han med Betoning, satte sig i Bevægelse og tog Vejen mod Politistationen.

Det var som om hans Hjærte var hørt op at slaa og han kunde ikke tænke. Endog Ængstelsen var borte og der var intet Spor mere af den forrige Energi, da han gik hjemme fra med den Tanke: der maa blive en Ende paa det! Der var indtraadt fuldstændig Ligegyldighed.

„Er det nu ogsaa Enden paa det?” tænkte han og gik langsomt og slapt langs Kanalbredden. „Men jeg vil alligevel have en Ende paa det, jeg vil … Er det nu ogsaa Enden paa det? Aa, det gør det samme! I al Fald faar jeg et Rum paa et Par Kvadratalen — he! Altsaa virkelig Ende paa det? … Skal jeg sige dem det — eller ikke? Eh … Fanden ivold med det Hele. Og træt er jeg ogsaa; bare jeg kunde sætte mig eller lægge mig et Sted! Jeg skammer mig bare over denne Dumhed! For Resten, det spytter jeg ogsaa paa!… Fy, hvad for Dumheder Ens Hoved ogsaa kan komme til at rumme!”

Vejen til Politistationen gik ligefrem forbi det andet Hjørne til Venstre; herfra og til Stationen var der kun nogle faa Skridt.

Men da han var kommen til det første Hjørne, blev han staaende, grundede lidt, bøjede ind i Sidegaden og gjorde en Omvej gennem to Gader — maaske uden Hensigt, maaske ogsaa for ikke at forhaste sig.

Han gik og stirrede ned mod Jorden. Pludselig var det, som om han hørte nogen hviske sig i Øret. Han løftede Hovedet og saa, at han stod ved hint Hus, lige ved Porten. Siden den Aften havde han ikke været her.

Et uafviseligt og uforklarligt Ønske holdt ham fast.

Han gik ind i Huset, passerede gennem Porten og steg ad den bekendte Trappe op i fjerde Etage.

Der var meget mørkt paa den smalle og stejle Trappe. Han blev staaende paa hver Trappeafsats og saa sig om. I Forstuen til første Etage var Vinduesrammerne taget helt ud; „det var de ikke den Gang,” tænkte han. „Der er den Lejlighed i anden Etage, hvor Nikolaschka og Mit'ka arbejdede; den er lukket og Døren er nymalet; den skal altsaa lejes bort. Der er tredie Etage, og her er fjerde … Her var det!” Han kunde ikke bestemme sig; Døren til den Lejlighed stod paa vid Væg, der var Folk derinde og der hørtes Stemmer; — det havde han ikke ventet.

Han stod raadvild et Øjeblik, saa traadte han nærmere og gik ind.

Ogsaa denne Lejlighed blev restavreret, der var Haandværkere derinde og det bragte ham lidt ud af Fatning. Uden at vide hvorfor havde han indbildt sig, at det Hele vilde se ud ligesom da han forlod det; selv Ligene maatte ligge paa de samme Steder paa Gulvet. Men nu saa han nøgne Vægge, ingen Møbler, — besynderligt! Han gik hen til Vinduet og satte sig i Vindueskarmen.

Der var to Arbejdere derinde, begge unge Fyre. Den ene af dem var næsten endnu et Barn. De klistrede nye Tapeter paa Væggene, hvide Tapeter med lilla Blomster, i Stedet for de forrige gule, afblegede og snavsede fra Pantelaanerskens Tid.

Raskolnikow var ganske ærgerlig over det; han saa fjendtligt paa disse nye Tapeter, som om det gjorde ham ondt, at man forandrede alting.

Arbejderne var øjensynlig forsinkede; nu rullede de skyndsomt deres Papir sammen og gjorde sig i Stand til at gaa. De havde knapt mærket, at Raskolnikow var kommen derind. De talte med hinanden.

Raskolnikow foldede Armene over Brystet og hørte efter.

„Hun kommer altsaa til mig om Morgenen,” sagde den ældre til den yngre, „ganske tidlig om Morgenen og i stiveste Puds. — „Hvorfor pynter Du Dig saadan for min Skyld, hvorfor pynter Du Dig for at komme herop?” — Saa siger hun til mig: „Tit[2] Wassiljewitsch,” siger hun, „fra nu af vil jeg være ganske til Deres Tjeneste.” — Ser Du, saadan er det altsaa! Og hvor hun var pyntet — eller en Modejournal, ganske som efter en Modejournal.”

„Hør, lille Onkel, hvad er det for noget Modejournal?” spurgte den yngre; han stod aabenbart i Lære hos „lille Onkel”.

„Modejournal, lille Broder, jo ser Du, det er Billeder, malede Billeder, de kommer hertil med Posten til Skræderne hver Lørdag fra Udlandet; og ser Du bare for at vi kan faa at vide, hvordan alle og enhver skal klæde sig, ser Du, baade den mandlige saavel som ogsaa den kvindelige Slægt, forstaar Du vel. Det er en Tegning, som de kalder det. Den mandlige Slægt maler de mest af i lange Frakker, men for den kvindelige Slægt findes der saa mange Slags forskellige kulørte Billeder, lille Broder, saa Du kan ikke gøre Dig nogen Forestilling om det.”

„Ja, der findes rigtignok mange underlige Ting i dette Piter[3], det er vist,” raabte den yngre ganske begejstret, „al Ting findes her — undtagen Far og Mor!”

„Ja, med Undtagelse af dem — ja ja — saa finder Du al Ting her,” sagde den ældre afgørende.

Raskolnikow rejste sig og gik ind i det andet Værelse, hvor før Kufferterne, Sengen og Kommoden havde staaet; Værelset syntes ham nu at være blevet saa lille. Tapeterne var endnu de samme, i Hjørnet var endnu det Sted tydelig synligt paa Tapetet, hvor Helgenskabet havde hængt.

Han saa sig om og gik atter hen til sin forrige Plads. Den ældste af Arbejderne skævede hen til ham.

„Hvad søger De her?” spurgte han pludselig og vendte sig mod ham.

I Stedet for at svare rejste Raskolnikow sig, gik udenfor Døren og ringede paa Klokken. Det var den samme Blik-Klang! Han ringede en Gang til og endnu en Gang, lyttede, og genkaldte sig i Erindringen hine Begivenheder. Den gruelige, angstfuldt knælende Følelse, han dengang havde kendt, genvaktes stedse klarere og klarere; for hver Gang han trak i Klokkestrengen, skælvede han; men han syntes at føle sig bedre ved det.

„Hvad søger Du? … Hvem er Du?” raabte Arbejderen og traadte ud til ham. Raskolnikow gik ind igen.

„Jeg vil leje Lejligheden,” sagde han, „jeg vil se paa den.”

„Om Natten lejer man ikke Lejligheder; for Resten maa De i saa Fald henvende Dem til Portneren.”

„Gulvet er vasket … det skal vel males?” vedblev Raskolnikow, „er der ikke noget Blod mere dèr?”

„Hvad for Blod?”

„Naturligvis af den Gamle og hendes Søster, som blev dræbte her! Der var en stor Blodpøl her…”

„Men hvad er Du egenlig for en Person?” sagde Arbejderen urolig.

„Jeg?”

„Ja.”

„Saa det vilde Du altsaa vide? Gaa med hen paa Politistationen; der skal jeg sige Dig det.”

Arbejderen saa forbløffet paa ham.

„Vi maa gaa — vi har spildt altfor megen Tid; kom Aljoskhka[4], vi maa lukke,” sagde den ældre Arbejder.”

„Naa, kom!” svarede Raskolnikow ligegyldigt og gik langsomt i Forvejen ned ad Trappen „Hej, Portner!” raabte han, da han var kommen ned i Porten.

Flere Personer stod ved Indgangen fra Gaden og mønstrede de forbigaaende; begge Portnerne stod der ogsaa.

Raskolnikow gik lige hen til dem.

„Hvad vil De?” spurgte en af Portnerne.

„Har Du været paa Stationen?”

„Jeg kommer lige derfra; hvorfor det?”

„Er der nogen der endnu?”

„Ja.”

„Er Assistenten der ogsaa?”

„Han var der et Øjeblik. Hvorfor?” Raskolnikow svarede ikke, men staaende ved Siden af ham hensunken i Eftertanke.

„Han har set paa Lejligheden,” sagde den ældre Arbejder, som kom til.

„Hvilken Lejlighed?”

„Der, hvor vi arbejder. Han sagde: „Hvorfor har de vasket Blodet bort? Her,” sagde han, „er der sket et Mord, og jeg kommer for at leje.” Og han trak i Klokkestrengen, saa han nær havde revet den ned. „Kom,” sagde han, „kom med til Stationen, saa skal jeg fortælle det Hele.” Han var ligefrem paatrængende.

Portneren saa paa Raskolnikow med rynket Pande.

„Hvem er De forresten?” sagde han barsk. „Jeg er Rodion Romanytsch Raskolnikow, forhenværende Student, og boer i Huset Schiele her i Gaden tæt ved, i Logis Nr. 14; spørg bare Portneren dèr, han kender mig.” Raskolnikow sagde det langsomt og grundende, uden at vende sig, og saa ud mod den halvmørke Gade.

„Hvorfor kom De saa herop i Lejligheden?”

„For at se paa den.”

„Og hvad er der at se paa den?”

„Aa, tag bare og bring ham paa Politistationen!” faldt pludselig en ny Stemme ind.

Raskolnikow saa over Skuldren hen paa den, som havde talt, og sagde ligesaa sagte og langsomt: „Kom!”

„Ja bring ham bare derhen!” vedblev den forrige, „hvad har han at gøre med det, hvad er det, han vil, he!”

„Beruset er han ikke, Gud véd, hvad han vil!…” mumlede Arbejderen.

„Men saa sig, hvad det er, De vil?” skreg Portneren atter til ham; han var bleven dygtig vred, — „hvorfor trænger Du Dig ind her?”

„Er Du maaske bange for Politistationen?” svarede Raskolnikow spottende.

„Bange, hvorfor det? Se Du til, at Du stikker af!”

„Det er en Tyveknægt!” raabte en kvindelig Stemme.

„Aa, hvad er der at staa og snakke om,” raabte den anden Portner, en stor, svær Fyr, som bar Nøgler i Bæltet;… han er, naar alt kommer til alt, maaske en Tyveknægt … afsted med Dig!”

Han greb Raskolnikow i Armen og skubbede ham ud paa Gaden.

Raskolnikow snublede og var ved at falde; da han atter fik Ligevægten, saa' at endnu en Gang paa dem allesammen og gik videre.

„Det var en underlig Fyr,” sagde Arbejderen.

„Ja, Menneskene bliver underligere Dag for Dag nu for Tiden,” sagde Fruentimmeret.

„I skulde heller have bragt ham paa Stationen,” sagde den mindste af Portnerne.

„Det lønner sig ikke at indlade sig med slig Folk,” sagde den store Portner afgørende, „det er vel bare en Tyveknægt, som det var om at gøre at komme her ind; indlader man sig med dem, saa bliver man dem aldrig kvit … vi kender det nok!”

„Skal jeg gaa — eller ikke?” tænkte Raskolnikow, idet han blev staaende paa et Gadehjørne og saa' sig om, som om han ventede paa det afgørende Ord fra en eller anden.

Men intet Steds fra kom der noget Svar; alt var stumt og dødt som de Stene, han stod paa; dødt for ham, for ham alene.

Pludselig, langt borte, et Par hundrede Skridt omtrent, dernede ved Enden af Gaden, — skimtede han i det stedse tiltagende Mørke et Opløb og hørte Skrig … Midt i Flokken stod en Vogn. Et Lys bevægede sig midt i Gaden.

„Hvad er det?” Raskolnikow drejede til højre og gik i Retning af Folkestimmelen. Han syntes ligesom at ville klamre sig til, og han smilte ved det; han tænkte paa sin faste Beslutning at gaa til Politistationen og vidste med Bestemthed, at saa ville der straks være en Ende paa det hele.



  1. En Fordrejelse af Navnet Euphrosyne.
  2. Titus.
  3. Folkeliv Benævnelse for Petersborg.
  4. Diminutiv for Alexis.