Wikisource

Det Ny Testament oversat med Anmærkning til Oplysning for kristne Lægfolk/Bind II/Peders andet Brev

< Det Ny Testament oversat med Anmærkning til Oplysning for kristne Lægfolk

Universitetsboghandler G. E. C. Gad Kjøbenhavn

Bind II

Det Ny Testament oversat med Anmærkning til Oplysning for kristne Lægfolk Bind II.djvu Det Ny Testament oversat med Anmærkning til Oplysning for kristne Lægfolk Bind II.djvu/9 477-488

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

Peders andet Brev.

1ste Kapitel.[1]

Simeon[2] Peder, Jesu Kristi Tjener og Apostel, hilser dem, som have faaet en Tro af lige Værd med vor, ifølge vor Guds og Frelserens Jesu Kristi Retfærdighed[3]. Naade og Fred vorde eder rigelig til Del i Erkjendelse af Gud og Jesus vor Herre[4]!

Saasom[5] hans guddommelige Kraft har skjænket os alt, hvad der hører til Liv og Gudsfrygt, ved Erkjendelsen af ham, som kaldte os ved sin egen Herlighed og Virkekraft[6], hvorved[7] han har skjænket os de dyrebare, ja de største Forjættelser, for at I ved dem skulle vorde delagtige i guddommelig Natur[8], efter at være undslupne fra Forkrænkeligheden i Verden i dens Lyst[9]: saa gjører eder nu ogsaa netop derfor[10] al Flid for i eders Tro at lægge Dyd for Dagen, og i Dyden Forstandighed[11], og i Forstandigheden Afholdenhed, og i Afholdenheden Taalmodighed, og i Taalmodigheden Gudsfrygt[12], og i Gudsfrygten Broderkjærlighed, og i Broderkjærligheden Kjærlighed til alle. Thi naar disse Ting findes hos eder og ere i Tilvækst, lade de eder ikke staa ørkesløse eller ufrugtbare i Erkjendelsen af vor Herre Jesus Kristus[13]. Den nemlig, hos hvem disse Ting ikke ere til Stede, han er nærsynet og blind, idet han har glemt Renselsen fra sine fordums Synder[14]. Derfor, Brødre, skulle I des mere beflitte eder paa at gjøre eders Kaldelse og Udvælgelse uryggelig for eder; thi naar I gjøre dette, skulle I aldrig bukke under[15]. Thi paa denne Maade skal Indgangen i vor Herres og Frelsers Jesu Kristi evige Rige tildeles eder i rigt Maal[16].

Derfor skal det være min Agt altid at minde eder om dette[17], endskjønt I vide det og ere fast grundede i Sandheden, som er til Stede hos eder. Men jeg holder det for ret, saa længe jeg er i dette Telt[18], at vække eder op ved Paamindelse, da jeg véd, at Aflæggelsen af mit Telt kommer brat, alt som ogsaa vor Herre Jesus Kristus har givet mig tilkjende[19]. Ja, jeg vil gjøre mig Flid for, at I ogsaa til enhver Tid efter min Bortgang maa kunne drage eder dette i Minde[20]. Thi det var ikke kløgtig opfundne Fabler, vi fulgte, da vi kundgjorde eder vor Herres Jesu Kristi Kraft og Tilkomst; men vi vare blevne Øjenvidner til hans Majestæt[21], nemlig da han fik Ære og Herlighed af Gud Fader, idet der fra den majestætiske Herlighed kom en saadan Røst til ham: "Dette er min Søn den elskede, i hvem jeg har Velbehag". Og denne Røst hørte vi komme fra Himlen, da vi vare med ham paa det hellige Bjærg; og des mere uryggeligt have vi det profetiske Ord[22], hvilket I gjøre vel i at agte paa, som paa en Lampe, der skinner paa et skummelt Sted[23], indtil det gryer ad Dag, og en Morgenstjerne oprinder i eders Hjærter[24], idet I først og fremmest mærke eder dette, at ingen Skrift-Profeti[25] lader sig udlægge af sig selv. Thi aldrig blev en Profeti fremført ved et Menneskes Vilje, men fra Gud talede Mennesker, baarne af den Hellig-Aand[26].

2det Kapitel.[27]

Men der opkom ogsaa falske Profeter iblandt Folket[28], ligesom der ogsaa blandt eder vil komme falske Lærere, som ville indsmugle ødelæggende Partier, idet de endog negte den Herre, som har kjøbt dem[29], hvorved de føre en brat Undergang over sig selv. Og deres Udsvævelser ville mange efterfølge, for hvis Skyld Sandhedens Vej vil blive bespottet[30]. Og i Havesyge ville de gjøre sig Vinding af eder med opdigtede Taler. Men Dommen over dem har alt fra gamle Dage ikke været ledig[31], og deres Undergang slumrer ikke. Thi saa sandt Gud ikke sparede Engle, da de syndede, men styrtede dem i Afgrunden og overgav dem til Mulmets Huler under Varetægt til Dom[32]; og ikke sparede den gamle Verden, men beskjærmede Noa, en Retfærdighedens Forkynder, selv ottende, da han førte Oversvømmelse over en Verden af ugudelige[33]; og lagde Sodomas og Gomorras Byer i Aske og domfældte dem til Undergang, saa han har sat dem til et Forbillede paa fremtidige ugudelige[34]; og udfriede den retfærdige Lot, som plagedes af de ryggesløses uterlige Levned (thi medens den retfærdige boede iblandt dem, pintes han Dag efter Dag i sin retfærdige Sjæl ved de lovløse Gjerninger, han saa og hørte): — saa sandt véd Herren at udfri gudfrygtige af Fristelse, men at holde uretfærdige i Varetægt under Straf til Dommedag[35], og især dem, som gaa efter Kjødet i Attraa efter Besmittelse, og som foragte Herre-Magt[36]. Dumdristige, indbildske, bæve de ikke ved at bespotte Herligheder[37], hvor Engle, som dog ere større i Vælde og Kraft, ikke fremføre bespottelig Dom imod dem for Herren[38]. Men idet hine, ligesom ufornuftige Dyr, der af Natur ere fødte til at fanges og ødelægges, tale bespottende om, hvad de ikke kjende, skulle de ogsaa ødelægges ligesom disse[39], saa de oppebære Uretfærdigheds Løn[40]. Thi de sætte deres Nydelse i at tilbringe Dagen i Vellevned; Skampletter og Skjændsler som de ere, leve de højt i deres Bedragerier, idet de fraadse med iblandt eder[41]; de have Øjne fulde af Hor[42] og umættelige med Synd, forlokke ubefæstede Sjæle, have et Hjærte øvet i Havesyge, Forbandelsens Børn som de ere. De have forladt den lige Vej og ere farne vild, idet de have fulgt Bileam Beors Søns Vej, han som elskede Uretfærdigheds Løn[43]; men han blev sat i Rette for sin egen Ulydighed: et umælende Trældyr talte med Menneske-Røst og hindrede Profetens Afsind. Disse ere vandløse Brønde og Taageskyer, som drives af Stormvind[44]; til dem er Mulm og Mørke gjemt[45]. Thi ved den svulstige, tomme Tale, de føre, forlokke de med Kjøds-Lyster ved Udsvævelser dem, som ere lige ved at undslippe fra dem, der vandre i Vildfarelse[46], idet de love dem Frihed, medens de selv ere Forkrænkelighedens Trælle[47]; thi hvad en er overvunden af, det er han Træl af. Naar de nemlig ere undslupne fra Verdens Besmittelser i Erkjendelse af vor Herre og Frelser Jesus Kristus og saa atter hildes af disse og overvindes, da er det sidste blevet værre med dem end det første[48]. Thi det var bedre for dem ikke at have erkjendt Retfærdighedens Vej[49], end efter at have erkjendt den at vende tilbage fra den hellige Befaling, som var bleven dem overantvordet[50]. Det er gaaet dem efter det sande Ordsprog: "En Hund vender sig om til sit eget Spy, og en toet So til at vælte sig i Søle"[51].

3dje Kapitel.[52]

Dette er nu det andet Brev, I elskede, som jeg skriver til eder, hvori[53] jeg ved Paamindelse vækker eders redelige[54] Sindelag til at komme de Ord i Hu, som forud ere sagte af de hellige Profeter[55], og Herrens og Frelserens Befaling, som eders Apostle have bragt[56], idet I først og fremmest mærke eder dette, at i Sidstningen af Dagene skal der komme Spottere med Spot, som vandre efter deres egne Lyster og sige: hvad bliver der af Forjættelsen om hans Tilkomst[57]? fra den Dag, Fædrene sov hen[58], vedbliver jo alt, som det var fra Skabningens Begyndelse. Thi de overse med Vilje dette[59], at der fra gamle Dage havde været Himle og en Jord, som var fremstaaet udaf Vand og gjennem Vand ved Guds Ord[60], og derved[61] blev den daværende Verden oversvømmet med Vand og gik under. Men de nuværende Himle og Jorden ere ved det samme Ord hengjemte til Ild[62] og bevares til de ugudelige Menneskers Doms og Undergangs Dag.

Men dette ene maa I ikke overse, I elskede, at én Dag er for Herren som tusende Aar, og tusende Aar som én Dag[63]. Herren er ikke sendrægtig med Forjættelsen, som nogle holde det for Sendrægtighed, men han er langmodig for eders Skyld, idet han ikke vil, at nogle skulle fortabes, men at alle skulle naa frem til Omvendelse[64]. Men komme skal Herrens Dag som en Tyv[65]; paa den skulle Himlene forgaa med Brag, og Elementerne opløses i Glødhede, og Jorden og de Værker, der ere paa den[66], skulle Opbrændes[67]. Naar da alle disse Ting opløses[68], hvor maa da ikke I færdes i hellig Omgængelse og Gudsfrygt[69], saa at I vente og fremskynde[70] Guds Dags Tilkomst, for hvis Skyld Himlene skulle komme i Brand og opløses, og Elementerne smelte i Glødhede. Men efter hans Forjættelse[71] vente vi ny Himle og en ny Jord, i hvilke Retfærdighed bor.

Derfor, I elskede, naar I vente paa dette, saa gjører eder Flid for at findes pletfri og ulastelige[72] for ham i Fred, og agter vor Herres Langmodighed for Frelse, alt som ogsaa vor elskede Broder Pavlus[73] efter den ham givne Visdom har skrevet til eder[74], saavel som i alle sine Breve, naar han i dem taler herom. I dem findes der nogle Ting, vanskelige at forstaa, hvilke de uvidende og ubefæstede fordreje[75], saavel som og de øvrige Skrifter[76], til deres egen Ødelæggelse. Da nu altsaa I, elskede, vide det forud[77], saa værer paa Vagt, for at I ikke skulle rives med af de ryggesløses Vildfarelse og affalde fra eders eget faste Stade[78]. Men vokser i vor Herres og Frelsers Jesu Kristi Naade og Kjendskab[79]. Hans er Æren baade nu og indtil Evighedens Dag.


  1. ↑ Kap. 1: Efter en Hilsen til Læserne (V. 1. 2) formaner Ap. dem til. da alt, hvad der hører til Kristenlivet, er skjænket dem i den kristne Tro, at beflitte sig paa, at denne maa udfolde sig i kristelige Dyder (V. 3-7); da skulle de bære Frugt og bestaa her og faa Indgang i Kristi Herlighedsrige (V. 8-11). Dette vil han minde dem om nu, for at de ogsaa efter hans Død skulle huske det (V. 12-15). Thi han kan tale om Kristi Kraft og Tilkomst som den, der har været Øjenvidne til hans Forklarelse (V. 16-18); deri har han en Stadfæstelse af det profetiske Ord, hvilket Læserne bør holde fast ved (V. 19-21).
  2. ↑ Simeon er en anden Form for det sædvanligere "Simon"; jfr. Ap. Gj. 15, 14.
  3. ↑ De Hedningekristne have ifølge Guds Retfærdighed (ɔ: Upartiskhed; jfr. Peders Ord, Ap. Gj. 10, 34 f.; 11, 17; 15, 8-11) faaet en Tro af lige Værd med vor, ligesaa værdifuld som den, vi Kristne af Israel have faaet. — Man kan ogsaa oversætte: vor Guds og Frelsers Jesu Kristi, saaledes at Kristus her betegnes som "vor Gud"; jfr. Tit. 2, 13.
  4. ↑ Jo dybere Erkjendelsen bliver af Gud og Jesus som vor Herre (ved hvem vi "erkjende" Gud Fader, som kaldte os, V. 3; Mt. 11, 27), des mere Rum faa vi for Guds Naade og Fred, saa at denne bliver os rigelig til Del (1 Ped. 1, 2). — Den kristelige Erkjendelse (som Ap. i dette Brev særlig lægger Vægt paa, i Modsætning til de falske Læreres Visdom; se V. 3. 8 o. a.) er noget langt dybere end "Kundskaben"; den betegner en Livs-Indsigt, som grunder sig paa, at man lever i Sagen (jfr. 1 Tim. 2, 4), altsaa her: den paa Livet i Troen hvilende personlige Kjendskab til Gud (hos Johannes kaldes dette: at "kjende", Joh. 17, 3; 1 Joh. 4, 7 o. a.).
  5. ↑ Eftersætningen til saasom følger først i V. 5: saa gjører o. s. v.
  6. ↑ Hans (vor Herres Jesu) guddommelige Kraft (til at frelse) har i vor Tro (V. 1. 5) skjænket os alt, hvad der hører til, for at vi kunne have det sande Liv (i Gud) og leve i Gudsfrygt (for Guds Øjne), idet vi i denne Tro have Erkjendelsen af ham, som kaldte os til sine (Faderen, 1 Ped. 2, 9) ved sin egen Herlighed og Virkekraft (ordret: Dyd, ɔ: Dygtighed til at gjøre sit Væsen og Vilje gjældende). Den kristne Erkjendelse (ikke Stemninger og Følelser) er som den Luft, hvori Livet og Gudsfrygten drager Aande og trives, men Jesu Kraft er Kilden dertil.
  7. ↑ Hvorved, ɔ: ved at "skjænke os alt", som sagt er i V. 3.
  8. ↑ Disse Forjættelser ere her at forstaa om al Frelsen og Naaden i Kristus (jfr. 2 Kor. 7, 1; 2 Tim. 1, 1 o. a.), ej alene fordi den er fordum forjættet, men især fordi den altsammen peger fremad mod Maalet, da vi ved Kristi Tilkomst skulle faa den fuldkomment i Eje, medens vi her have den i Tro og Haab. Disse Forjættelser (hvorved vi faa Magt til at leve vort Liv i Haab) ere os skjænkede ved Gjenfødelsen, i vor Daab (1 Ped. 1, 3-9; jfr. 1 Joh. 2, 24. 25), for at vi ved dem (ved den Guds Naade, de give os, her i Tro og hisset i Opfyldelse) skulle vorde delagtige i guddommelig Natur, i Guds Sandhed, Hellighed og Kjærlighed, idet vi her "fornyes efter Guds Billede", og hisset "skulle vorde ham lige" (Kol. 3, 10; Joh. 3, 2).
  9. ↑ At vi have Forjættelserne (og i dem evigt Liv), forudsætter nødvendig, at vi (ogsaa af Guds Naade) ere undslupne fra det modsatte, fra Forkrænkeligheden (den indvortes Hendøen), som Livet i Verden (det verdslige Liv) er hjemfaldent til, fordi det leves i egenraadig Lyst, jfr. Gal. 6, 8.
  10. ↑ Netop derfor, fordi Kristus "har skjænket eder alt" i eders Tro, V. 3; smlg. Fil. 2, 12. 13.
  11. ↑ Dyd, i Ordets oprindelige og rette Betydning, ɔ; Dygtighed til, hvad godt er (modsat Slaphed). Forstandighed, den Indsigt og Omsigt, som ikke lader sig drive af Øjeblikkets Indfald o. dl. (1 Ped. 3, 7).
  12. ↑ Den afholdende behersker sine Lyster og bliver derfor taalmodig i Trængsel. Gudsfrygt ser hen til, hvad Gud vil, og bøjer sig for det ogsaa i Modgang.
  13. ↑ d. e. da vil det deraf vise sig at eders kristne Erkjendelse (jfr. V. 2. 3) ikke er ørkesløs, og I behøve ikke nye Lærdomme eller Bud for at naa til et frugtbart Kristenliv.
  14. ↑ d. e. han stiller sig selv udenfor Kristenlivet. — Ordret staar der: han er blind, idet han er nærsynet (er blind af Nærsynethed) ɔ: han er blind for Kristenlivets store Forjættelser og Maal, fordi han kun har Øje for det nærmeste (at han udvortes hører til Menigheden); men saaledes gjør han, fordi han har glemt Begyndelsen, at han i Daaben har faaet Renselse fra sine fordums Synder, har faaet alle sine Synders Forladelse (1 Kor. 6, 11), hvori tillige ligger Kraften og Pligten til daglig Renselse fra det fordums hedenske Syndelevned (jfr. 1 Ped. 1, 18; 4, 1 o. a.).
  15. ↑ Beflitter eder paa, at eders Kaldelse (til at høre Gud til som hans Folk) og Udvælgelse (udaf Verden) maa staa fast for eder (saa I ikke gaa glip af den). derved at I lægge Vind paa, at eders Tro maa udfolde sig, som sagt er i V. 5-7. Thi da bliver Guds Kraft virksom i eder, og eders Tro ikke en død Kundskab. Naar I saaledes i Sandhed høre til de kaldede og udvalgte, skulle I aldrig bukke under, ɔ: gaa glip af Frelsen.
  16. ↑ d. e. da vil Gud rigelig tildele eder, hvad der hører til for at kunne gaa ind i Kristi evige Herligheds-Rige.
  17. ↑ Altid, hver Gang jeg taler eller skriver til eder, vil jeg minde eder om dette, som er skrevet V. 3-11, ɔ: hvad der hører til, for at komme ind i "Kristi evige Rige".
  18. ↑ Telt, ɔ: det skrøbelige Legeme; se 2 Kor. 5, 1. 4.
  19. ↑ Fordi der forestaar mig en brat Død, vil der ikke blive Tid til at skrive, naar den nærmer sig. Se Joh. 21, 18.
  20. ↑ Derved, at jeg nu sender eder denne Paamindelse skriftlig.
  21. ↑ V. 16. 17 = Da vi (Apostle) kundgjorde eder Kristi guddommelige Kraft (V. 3) til at frelse fra Synden til evigt Liv, og hans Tilkomst, ved hvilken hans "evige Rige" skal komme til Syne (V. 11), og hans Kraft fuldt aabenbares (Mt. 24, 30), da grundede vor Forkyndelse heraf sig ikke paa Menneske-opfundne Fabler ("Myther", hvorved Kristi Kraft og Tilkomst kun blev en billedlig Iklædning for en Idé. f. E. det godes Sejer e. l., smlg. 2 Tim. 2, 18), men vi talte som de, der havde faaet Syn for Sagn, idet vi bleve Øjenvidner til hans Majestæt (guddommelige Kraft og Herlighed), den Gang han (V. 17) blev legemlig herliggjort paa Bjærget, og Røsten fra Gud lød (se Mt. 17, 1 ff.), ved hvilken det tilkjendegaves, at denne Herligheds-Skikkelse er en saadan, som tilkommer Sønnen. — Og (V. 19) denne Tildragelse er for Apostlene en Stadfæstelse paa "det "profetiske Ord", at Kristus ogsaa skal komme igjen i synlig Herlighed.
  22. ↑ Det profetiske Ord kan ifølge Sammenhængen kun være Ordet om "Jesu Kristi Tilkomst", V. 16, = Forjættelsen om hans Tilkomst, 3, 2. 4.
  23. ↑ Denne Verden er som et skummelt Sted; jfr. Rom. 13, 12.
  24. ↑ d. e. indtil I af de indtrædende, Tegn se, at Herrens Dag er forhaanden, og Gud giver eder Visheden derom i eders Hjærter (jfr. Mt. 24, 33; Lk. 21, 28).
  25. ↑ Ingen Skrift-Profeti (ingen Profeti i Gl. Test.) lader sig udlægge af sig selv, derved at man tager denne enkelte Profetis Ord for og udlægger dem efter sin egen Forstand. Dette skulle I først og fremmest lægge Mærke til, fordi der er adskillige, som "fordreje" Skrifterne (3, 16) ved deres uvidende Udlæggelser, og som derved forvirre Menighedens Tro paa Herrens Tilkomst.
  26. ↑ Det var Mennesker, der talede (udtalte Profetierne), men de talede fra Gud (sendte af ham, i hans Ærende), idet de vare baarne af den Hellig-Aand, løftede op til at skue ud fra et højere Stade, end Mennesker ellers kunne se ud fra. — Heri ligger, at for at kunne forstaa og udlægge Profetierne ret maa man føres af den samme Hellig-Aand, hvilket atter forudsætter, at man lever i den kristne Tro (2 Tim. 3, 15).
  27. ↑ Kap. 2: Advarsel mod de kommende falske Lærere, som negte "Kristi Kraft" (1, 16). — Der vil komme falske Lærere iblandt eder og forføre mange; men deres Dom er vis (V. 1-3). Thi saa vist som Gud fordum lod Dommen komme over de ugudelige, men udfriede de retfærdige, vil han ogsaa nu gjøre dette og ramme de ugudelige (V. 4-9), som forføre de ubefæstede ved deres Bespottelse af al Højhed, deres Kjødelighed, Havesyge og højtravende Tale (V. 10-19). Thi de ere frafaldne fra Kristentroen, som de dog en Gang havde modtaget (V. 20-22).
  28. ↑ Folket, ɔ: Israel, hvor de sande Profeter "talede fra Gud", 1, 21.
  29. ↑ De negte, at Jesus er Herren, hvem de tilhøre og skylde Lydighed, fordi han har kjøbt dem (1 Kor. 6, 20; Aab. 5, 9) og i Kraft af sin Gjenløsningsgjerning har Ejendomsret til dem (Tit. 2, 14). De holde altsaa Jesus for et blot Menneske. — V. 1-3, jfr. Jud. 4.
  30. ↑ Sandhedens (Jak. 5, 19) Vej, den Livsretning, som den kristne Tro fører Mennesker ind paa, ɔ: hvad vi kalde Kristendommen (jfr. Ap. Gj. 9, 2). Bespottes, jfr. 1 Tim. 6, 1. — V. 2. 3 viser, at deres i V. 1 omtalte falske Lære vil lægge sig for Dagen i Udsvævelser og Havesyge. de to hedenske Grundlaster (jfr. Ef. 4, 19). Dette vil blive Kristendommen til Bespottelse, fordi de udvortes slutte sig til Menigheden.
  31. ↑ Den for dem bestemte Dom har fra Arilds Tid været i Virksomhed (idet den ramte de ugudelige i Fortiden, V. 4 ff.), og den er det endnu.
  32. ↑ Eftersætningen til V. 4-8 følger først i V. 9. — For Afgrunden staar der i Græsken Tartaros, hvilket efter de hedenske Grækeres Forestilling var Navn paa Underverdenens dybeste Dyb, her det samme som "Afgrunden", Lk. 8, 31. De ere under Varetægt til Dom, de kunne derfor ikke undgaa Dommen. — Det er vist ikke selve Djævelens, men hans Engles Fald, der her tales om; jfr. Jud. 6. — Istf. Mulmets Huler læse andre (efter Jud. 6): Mulmets Lænker, ɔ: de ere lænkebundne af Mørket (det onde), ingen Frelse er mulig for dem.
  33. ↑ Se 1 Mos. 6. 7 Kap. — Selv ottende, jfr. l Ped. 3, 20. Noa var en Retfærdighedens Forkynder (egl. Herold), idet han ved sit Levned og ved paa Guds Bud at bygge Arken stod som et talende Vidne om Retfærdighed, Lydighed mod Guds Vilje (jfr. 1 Mos. 6, 9).
  34. ↑ Se 1 Mos. 19; jfr. Jud. 7.
  35. ↑ De ere i Varetægt under Straf, men deres endelige Dom skal først fældes paa Dommedag (jfr. V. 4).
  36. ↑ To Ting siges her om dem: De gaa efter Kjødet, Kjødet og dets Drifters Krav er den Herre, de følge, fordi deres Attraa staar til det, der besmitter Mennesker. Og de foragte Herre-Magt, lade haant om enhver Herre baade i Himmel og paa Jord; thi de ville have "Frihed" til at følge deres Lyst (V. 19). Jfr. Jud. 8.
  37. ↑ Herligheder ɔ: saadanne Personligheder, i hvem "Herremagten" og dermed Guds Herlighed fremtræder. Hermed menes sikkerlig først og fremmest Jesus Kristus (se V. 1), men dernæst tillige menneskelige Myndigheder, maaske ogsaa, som V. 11 kunde antyde, Engles Herlighed. De "kjende ikke" (V. 12) nogen højere Myndighed end dem selv og deres Kjøds Lyst; hvad anden Myndighed der møder dem, bespotte de (frakjende den sin Herlighed) og sætte sig saaledes til Doms over den.
  38. ↑ Her sigtes uden Tvivl til Sak. 3, 2, hvor Herrens Engel siger til Satan: "Herren true dig!" altsaa indstiller ham for Guds Dom (anderledes Jud. 9). Naar Engle end ikke bespotte Satan, saa maa Kristne end mindre bespotte "Herligheder", heller ikke jordiske Myndigheder, selv om disse ere Satans Redskaber; smlg. 1 Ped. 2, 23. — Ordene for Herren udelades hos flere af de ældste Vidner.
  39. ↑ Ordret: med deres (Dyrenes) Ødelæggelse. De have ligesaa lidt Sans for det høje, som de umælende; derfor hjemfalde de til samme Lod som disse (til aandelig Død og Undergang).
  40. ↑ Andre læse: bedrages for Uretfærdigheds Løn (berøves, hvad de ved Uret have vundet).
  41. ↑ De bruge deres Samliv med Menigheden til Bedragerier (ɔ: til at bedrage de ubefæstede ved deres falske Lære, V. 19), for derved at faa Midler og Lejlighed til et overdaadigt Levned (Jud. 12).
  42. ↑ Ordret: fulde af Horekvinde, den utugtige Begjæring (Mt. 6, 28) efter enhver Kvinde de møde, lyser ud af deres Øjne.
  43. ↑ Ligesom Bileam for Fordels Skyld vilde bruge sin Profetgave til Guds Folks Fordærvelse (se 4 Mos. 22-24), og fik Folket forført til Utugt (4 Mos. 31, 16), saaledes have disse Vranglærere af Havesyge forladt den lige Vej (Sandhedens, Retfærdighedens Vej, V. 2. 21), som de engang vandrede paa, for at lokke de ubefæstede i Vildfarelse og til Udsvævelser ved deres "svulstige, tomme Tale", der klinger aandelig, men er kjødelig (V. 18); jfr. Jud. 11; Tit. 1, 10. 11; Aab. 2, 14.
  44. ↑ Deres Tale forespejler de tørstige Læskelse og Kvægelse. men er kun tomme Gjøglebilleder (Jud. 12. 13).
  45. ↑ Det tykkeste Mørke er gjemt til dem, som deres visse Lod (medens den uvisnelige Arv er "gjemt" til Guds Børn, 1 Ped. 1, 4).
  46. ↑ De føre svulstig (egl. "opsvulmet", højtravende, dybsindigt klingende), tom Tale (uden sandt Indhold; jfr. 1 Tim. 1, 6) om al den Frihed og Aandelighed, de ville føre Mennesker til, og de forlokke derved de endnu ubefæstede med (ɔ: ved at vække) kjødelige Lyster, ved Udsvævelser, der fremstilles som noget, en Kristen har "Frihed" til. Deres Tale er og fører til det stik modsatte af det sande Evangelium; se 1, 3. 4.
  47. ↑ d. e. Trælle af det forkrænkelige, det jordiske, hvorved de selv hjemfalde til aandelig Forkrænkelighed og Død (jfr. 1, 4 Anm.).
  48. ↑ Jfr. Mt. 12, 45. — V. 20-22 viser, at disse Vranglærere hjemfalde til Forkrænkelighed, og at "Mulm og Mørke er gjemt til dem" (V. 17).
  49. ↑ d. e. den Vej, som den for Gud retfærdige har at vandre paa; jfr. 1 Ped. 4, 1. 2; Rom. 6, 17-19.
  50. ↑ Befaling, ɔ: hvad Kristus har indstiftet; jfr. 3, 1. 2; 1 Tim. 6, 14 Anm. Denne blev dem overantvordet, da de "undslap fra Verdens Besmittelser" og bleve Kristne; jfr. Jud. 3.
  51. ↑ Det hele er vist et Folke-Ordsprog; dog findes de første Ord ogsaa i Ordspr. 26, 11.
  52. ↑ Kap. 3: Advarsel mod dem, som ville negte Herrens Tilkomst og spotte over den. — Der vil komme Spottere, som negte Herrens Tilkomst (V. 1-4); men som Gud fordum lod Menneskeslægten gaa under i Syndfloden, skal han engang lade Himmel og Jord forgaa ved Ild (V. 5-7). At Herren udsætter sin Dags Komme, er kun Langmodighed mod Mennesker; men Dagen kommer for vist, og da forgaar Himmel og Jord (V. 8-10). Men I skulle leve saaledes, at I fremskynde Herrens Dag, da den forjættede ny Verden uden Synd skal fremstaa (V. 11-13). Stræber derfor, at I kunne bestaa for Herren, naar han kommer, og lader eder ikke ved Fordrejelser af Pavlus's Breve rokke fra eders kristne Stade, men vokser i Kristi Naade og Kjendskab (V. 14-18).
  53. ↑ Hvori, ordret: i hvilke, ɔ: i begge disse Breve.
  54. ↑ Ordret: dagklare, som uden Skjulthed og Forbehold vil tjene Herren (jfr. Fil. 1, 10).
  55. ↑ d. e. Gl. Tests Profeters Spaadomme om Messias's Komme i Herlighed og til Dom; jfr. 1, 20; 1 Ped. 1, 11.
  56. ↑ Herrens Befaling, Ordet som Kristus har indstiftet (se 2, 21), er her "det profetiske Ord" (1, 19) om hans Tilkomst. Dette var bragt dem af deres Apostle, ɔ: dem der i Kristi Ærende havde bragt dem Evangeliet, formodentlig Pavlus og hans Medarbejdere (Ordet Apostel er brugt i videre Forstand, ligesom Ap. Gj. 14, 14).
  57. ↑ Dette skulle I først og fremmest mærke eder (jfr. 1, 20), for at I ikke, naar Sidstningen af Dagene (af denne Verdens Tid) kommer, skulle lade eder forføre til at slippe Haabet om Herrens Tilkomst derved, at Mennesker spotte over, at den lader vente paa sig, og erklære den for en hel Taabelighed (smlg. Mt. 24, 37-39).
  58. ↑ Fædrene kan maaske forstaas om den ældste Slægt af Kristne, dog snarere (som ellers altid i N. Test.) om Patriarkerne, = fra de allerældste Tider af.
  59. ↑ Kan ogsaa oversættes: de overse, naar de paastaa dette.
  60. ↑ Jfr. 1 Mos. 1, 2. 7.
  61. ↑ Derved, ɔ: ved Guds Ord og Vandet, som paa Guds Ord fremstrømmede (1 Mos. 7, 11). — V. 5. 6 = Skjønt Himmel og Jord havde været til fra gamle Dage (i lange Tider), gik dog den daværende Verden (Menneskeslægt) til Grunde i Syndfloden. Derfor kan dette, at Jorden i lange Tider har staaet uforandret, ikke modbevise Herrens Tilkomst til Dom (og Verdens Ende).
  62. ↑ Ved det samme Ord, ɔ: ved det samme Guds Almagts Ord, hvorved Verden blev til (V. 5), er den ogsaa hengjemt, opbevaret, ɔ: den opholdes (jfr. Hebr. 1, 3), indtil Tiden kommer, da den skal hjemfalde til Ild; se V. 10; 1 Kor. 3, 13; 2 Tess. 1, 8.
  63. ↑ d. e. Tiden er ikke til for Herren, den evige, paa den Maade som for os; selv om Tiden inden hans Tilkomst er lang for os, er den det ikke for ham (jfr. Slm. 90, 4). Og naar (V. 9) han udsætter Forjættelsens Opfyldelse, er det ikke af Sendrægtighed, men af Langmodighed.
  64. ↑ Og at der derfor skal gives dem Tid dertil, saa længe der endnu hos dem er nogen Mulighed til Omvendelse. Jfr. 1 Tim. 2, 4; Esek. 18, 23. — Man kan maaske ogsaa oversætte: faa Rum (Lejlighed) til Omvendelse.
  65. ↑ Jfr. 1 Tess. 5, 2; Mt. 24, 43.
  66. ↑ Alle de Storværker, Mennesker have rejst og bygget.
  67. ↑ Istf. opbrændes læse mange gl. Hskr. findes (ɔ: hjemsøges).
  68. ↑ Opløses, ɔ: gaa deres Opløsning imøde.
  69. ↑ Jfr. 1 Ped. 1, 13-15.
  70. ↑ Fremskynde, ved Bøn (Lk. 18, 7), og ved at arbejde paa, at Menigheden maa udvikle sig, saavel indadtil ("i helligt Levned og Gudsfrygt") som udadtil, idet Evangeliet forkyndes for alle Folkefærd, for at de kunne "naa til Omvendelse" (V. 9).
  71. ↑ Es. 65, 17; 66, 22 (Aab. 21, 1).
  72. ↑ Jfr. Kol. 1, 22. 23.
  73. ↑ Vor maa forstaas paa samme Maade som i Kap. 1, 1, om "vi Kristne af Israel". Netop i de galatiske Menigheder, til hvilke dette Brev ogsaa er henvendt, havde man fra jødekristelig Side villet gjøre Pavlus og hans Forkyndelse mistænkelig; derfor lægger "Omskærelsens Apostel" Peder her saa stærk Vægt paa at stadfæste Pavlus's Paalidelighed (jfr. 1 Ped. 5, 12) og Broderforhold til ham (og til de Kristne af Israel).
  74. ↑ Til eder, viser, at her særlig maa tænkes paa Pavlus's Breve til lilleasiatiske Menigheder, især vel hans Formaninger i Galater-, Efeser- og Kolossenser-Brevene, til i Troen paa Guds Naade at føre et helligt Levned.
  75. ↑ Herved maa vist særlig tænkes paa, hvad Pavlus skriver om de Kristnes Frihed for Loven; jfr. 2, 19.
  76. ↑ Se 1, 20 Anm.
  77. ↑ I vide det, at falske Lærere ville komme og støtte sig paa Fordrejelser af Skrifterne.
  78. ↑ Eders faste Stade, i Sandheden, 1, 12.
  79. ↑ Til Slutning sammenfatter Ap. alle sine Formaninger til de troende i dette, at de skulle stræbe at vokse stedse dybere ind i Jesu Kristi Naade (Guds frelsende Naade, som møder os i Kristus) og i at kjende ham i denne hans Naade og Frelserkraft (smlg. Joh. 17, 3; Fil. 3, 8 o. a.).
Hentet fra "https://da.wikisource.org/w/index.php?title=Det_Ny_Testament_oversat_med_Anmærkning_til_Oplysning_for_kristne_Lægfolk/Bind_II/Peders_andet_Brev&oldid=68622"