Det Ny Testament oversat med Anmærkning til Oplysning for kristne Lægfolk/Bind II/Om Peders andet Brev

Universitetsboghandler G. E. C. Gad Kjøbenhavn

Bind II

Det Ny Testament oversat med Anmærkning til Oplysning for kristne Lægfolk Bind II.djvu Det Ny Testament oversat med Anmærkning til Oplysning for kristne Lægfolk Bind II.djvu/9 474-476

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

Peders andet Brev.


Dette Brev er skrevet til de samme Læsere, som Peders første Brev, og ikke længe efter dette, sandsynligvis kort før Peders Død; og det gaar ligesom det første ud paa at minde og formane Menighederne til at holde fast ved den Tro, de havde faaet Del i, og den Guds Naade i Kristus, som de deri havde modtaget (se Kap. 3, 1. 2; jfr. 1, 3. 12. 15). Anledningen dertil er imidlertid ikke her de udvortes Trængsler, som Menighederne vare udsatte for; imod disse gav Peders første Brev dem tilstrækkelig Styrkelse; men nu øjner han en ny truende Fare, og for at de ogsaa efter hans Død skulle have Vejledning til at staa den imod, skriver han sit andet Brev. De trues nemlig af falske Lærere, der negte Kristus som Herren og Gjenløseren, saavelsom hans Tilkomst til Dom, og som ved dybsindigt klingende, men tom Tale under kristeligt Skin forlokke de ubefæstede til at misbruge den kristelige Frihed til alskens Udsvævelser. Peder skriver, at disse Lærere "skulle komme" (2, 1; 3, 3), men skildrer dog deres Færd saaledes, at det er klart, at de alt ere i fuld Virksomhed, vel mere andensteds end i de Menigheder, han skriver til, men Spirerne til den falske Lære vare dog ogsaa her i Fremvækst. Ogsaa i Pavlus's ældre Breve tales der om saadanne Vildfarelser (se 1 Kor. 6, 12 ff.; Gal. 5, 13; Fil. 3, 18. 19); men især i hans Hyrdebreve, der ere omtrent samtidige med Peders Breve, skildres de Vranglærere, som Timoteos og Titus havde at kæmpe imod, med lignende Træk. Vi møde her Spirerne til den senere saakaldte "antinomistiske" Gnostikisme, der behandlede Kristus og hans Frelsergjerning som "Myther" og satte den "aandelige" Fuldkommenhed i frit at følge sine Lyster (se Indl. til Koloss. S. 281). — Denne Vranglære vil Peder nu i dette Brev advare og styrke Menighederne imod; thi dersom den fik Raaderum hos dem, vilde de "falde af fra deres faste Stade" (3, 17) og slippe den Troens og Haabets Grundvold, paa hvilken de, som det var vist i 1 Ped., alene kunde staa fast under Tidens Trængsler. Peders 2det Brev slutter sig altsaa i Indhold og Øjemed nøje til det første, næsten som et Supplement til dette, hvilket fuldt stemmer med, at begge Breves Øjemed i 2 Ped. 3, 1 siges at være det samme.

Peder begynder med at lægge Læserne paa Hjærte, at da alt, hvad der hører til Kristenlivet, er givet dem i den kristne Tro, skulle de beflitte sig paa, at denne kan udfolde sig i kristelige Dyder; da bliver Guds Naade imod dem ikke forgjæves, og de skulle komme ind i Kristi kommende Herlighedsrige (Kap. 1, 1-11). Dette vil han altid minde dem om, og han kan gjøre det som den, der har været Øjenvidne til Kristi Kraft og Herlighed, og som derfor har Myndighed til at lægge dem Ordet om Herrens Tilkomst paa Hjærte (Kap. 1, 12-21). Men der vil komme falske Lærere, som negte Kristi Gjenløsermagt og forføre mange; over dem skal Dommen for vist komme for deres frække Spot, deres Kjødelighed, Havesyge og usande Tale (Kap. 2). Og der vil komme saadanne, som negte Herrens Tilkomst; men om end Herren af Langmodighed tøver med at komme, saa kommer han dog for vist, og da skal Himmel og Jord forgaa. Derfor skulle Læserne forvente og fremskynde Herrens Dag, og ikke lade sig rokke fra deres kristne Stade ved nogen Fordrejelse af Pavlus's Breve (Kap. 3).

Om de selv samme Vranglærere, som Peder her advarer imod, handler ogsaa hele Judas's Brev, som er foranlediget derved, at disse Mennesker "havde indsneget sig" (Jud. V. 4) i de Menigheder, han skriver til. Og Skildringen af disse i 2 Ped. 2 og i Jud. Br. følges saaledes ad Skridt for Skridt og Tanke for Tanke, at det er øjensynligt, at den ene maa have haft den anden til Forbillede. Det synes imidlertid utvivlsomt, at det er Judas, der har fulgt Peder. Thi medens denne skildrer Vranglærernes Færd i mere almindelige Træk, som naturligt er, da de endnu ikke vare traadte aabenlyst frem iblandt hans Læsere, saa giver Judas en bestemt Beskrivelse af de falske Kristnes Optræden, som han advarer imod, og i det hele udfører han nøjere, hvad Peder kun antyder. Og i Jud. 18 citeres ligefrem 2 Ped. 3, 3 som et Apostel-Ord.

Peders andet Brev var ikke meget kjendt i den ældste Kirke. Den gamle syriske Kirke havde det ikke, og i den vesterlandske Kirke synes det ikke at være kjendt førend ind i det 3dje Aarh. Kirkehistorikeren Evsebios henregner det til de "omtvistede" Skrifter i N. Test. Hvad Grunden har været til, at dette Brev ikke er blevet saa kjendt og udbredt, som man skulde vente, kunne vi ikke sige, men det taler med en apostolisk Myndighed og Sikkerhed, som hæver det saa højt over alt, hvad vi kjende al efterapostoliske Skrifter, at vi ikke kunne tvivle om, at det virkelig er af Apostelen Peder.