Wikisource

Det Ny Testament oversat med Anmærkning til Oplysning for kristne Lægfolk/Bind II/Judas's Brev

< Det Ny Testament oversat med Anmærkning til Oplysning for kristne Lægfolk

Universitetsboghandler G. E. C. Gad Kjøbenhavn

Bind II

Det Ny Testament oversat med Anmærkning til Oplysning for kristne Lægfolk Bind II.djvu Det Ny Testament oversat med Anmærkning til Oplysning for kristne Lægfolk Bind II.djvu/9 524-528

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

Judas's Brev.[1]

Judas, Jesu Kristi Tjener og Broder til Jakob, hilser de kaldede, som ere elskede i Gud Fader og bevarede for Jesus Kristus[2]. Barmhjærtighed og Fred og Kjærlighed vorde eder rigelig til Del!

I elskede, medens det laa mig alvorlig paa Sinde at skrive til eder om vor fælles Frelse, har jeg set mig nødsaget til at skrive til eder med Formaning om at kæmpe for den Tro, som én Gang er bleven overantvordet de hellige[3]. Thi der har indsneget sig nogle Mennesker, for hvem denne Dom for længe siden er forud skreven[4], ugudelige, som misbruge vor Guds Naade til Uterlighed[5] og negte vor eneste Hersker og Herre, Jesus Kristus[6].

Men jeg vil, da I én Gang vide alt, minde eder om[7], at skjønt Herren havde frelst Folket udaf Ægyptens Land, ødelagde han dog næste Gang dem, der ikke troede[8]. Og Engle, dem som ikke bevarede deres Højhed, men forlode deres egen Bolig, har han sat under Varetægt til den store Dags Dom i evige Lænker under Mørket[9]. Ligesom Sodoma og Gomorra og de omliggende Byer, der dreve Utugt paa lige Maade som disse og gik efter fremmed Kjød, foreligge som Vartegn paa evig Ild ved den Straf, de lede[10]. Alligevel gjøre ogsaa disse ligedan ideres Drømmerier: Kjødet besmitte de, Herre-Magt regne de for intet, og Herligheder bespotte de[11]. Overengelen Mikael vovede dog ikke, den Gang han var i Ordstrid med Djævelen om Moses's Legeme, at fremføre en Bespottelsens Dom, men sagde: Herren true dig[12]! Disse derimod bespotte alt, hvad de ikke kjende, og alt, hvad de forstaa paa naturlig Vis, ligesom de ufornuftige Dyr, derved ødelægge de sig[13]. Ve over dem! thi de have vandret Kains Vej og have styrtet sig i Bileams Vildfarelse for Løns Skyld og ere gaaede til Grunde ved Koras Opsætsighed[14].

Det er disse, der som Skampletter ved eders Kjærlighedsmaaltider fraadse med og uden Blu pleje sig selv[15], vandløse Skyer, som drives forbi af Vinde, bladløse Træer i Høst uden Frugt, to Gange døde, Oprykte med Rode[16], vilde Havs-Bølger, som udskumme deres egne Skjændsler[17], vildsomme Stjerner, til hvem Mulm og Mørke i Evighed er gjemt[18]. Men om disse profeterede ogsaa Enok, den syvende fra Adam, og sagde[19]: "Se, Herren kom med sine hellige Skarer i Titusendtal, for at holde Dom over alle og ramme alle de ugudelige for alle deres ugudelige Gjerninger, som de øvede, og for alle de formastelige Ord, som de talede imod ham, de ugudelige Syndere". Det er disse, som knurre og klage over deres Skjæbne, medens de dog vandre efter deres Lyster, og deres Mund taler svulstige Ord, idet de vise Beundring for Personer for Fordels Skyld[20]. I derimod, I elskede, kommer de Ord i Hu, som forud ere sagte af vor Herres Jesu Kristi Apostle, at de sagde til eder: "i den sidste Tid skal der komme Spottere, som vandre efter deres egne Ugudeligheders Lyster"[21]. Det er disse, som volde Splittelser, de ere sjælelige, have ikke Aand[22]. I derimod, elskede, opbygger eder paa eders helligste Tro, beder i den Hellig-Aand, og bevarer eder saaledes i Guds Kjærlighed, idet I vente paa vor Herres Jesu Kristi Barmhjærtighed til evigt Liv[23]. Og nogle[24] skulle I sætte i Rette, naar de tviste[25]; andre skulle I frelse ved at rive dem ud af Ilden[26]; andre skulle I forbarme eder over med Frygt, saa I hade endog den af Kjødet besmittede Kjortel[27].

Men ham, som mægter at værne eder mod at bukke under og at stille eder frem for sin Herlighed ulastelige i Fryd, den eneste Gud, ham som er vor Frelser ved Jesus Kristus vor Herre[28], ham tilhører Ære, Majestæt, Kraft og Magt før al Evighed og nu og i alle Evigheder. Amen.


  1. ↑ Indhold: Efter en Hilsen til Læserne (V. 1. 2) melder Judas, at han skriver for at formane dem til at stride for den kristne Tro i Modsætning til de indsnegne Forførere (V. 3. 4). Han minder dem om, at Guds Dom i fordums Dage ramte de ugudelige; saaledes skal den ogsaa ramme disse, der vandre paa samme Vej som de, der i Fortiden vilde forføre og ødelægge Guds Folk (V. 5-11). Han viser, hvorledes Vranglærerne ved deres forargelige Levned og svulstige, tomme Taler ogsaa gjøre dette, og formaner Læserne til at huske, at deres Komme er forudsagt, og til selv at staa fast i Faderens, Sønnens og den Hellig-Aands Naade, og om muligt redde de forførte (V. 12-23). Endelig slut- tes med en Lovprisning af Gud (V. 24-25).
  2. ↑ Læserne høre til de kaldede (til Guds Menighed, Rom. 1, 6), som i Gud Fader (i Sønne-Samfund med ham) ere elskede (af Faderen) og bevarede (værnede, 1 Ped. 1, 5) for Jesus Kristus, til evig at tilhøre ham.
  3. ↑ Naar Troen (den kristne Tro, Troens Ord, Ap. Gj. 6, 7) én Gang er overantvordet (til Ejendom og Bevarelse, 1 Kor. 11,23; 15, 3) de hellige (dem der høre til den hellige Menighed), saa følger deraf, at denne Tro er én (Ef. 4, 5), uforanderlig og uforbederlig. — Denne Tro skulle I kæmpe for, at den ikke forvanskes, V. 4, hverken ved et slet Levned eller ved falsk Lære (Fornegtelse af Jesus Kristus); jfr. Fil. 1, 27.
  4. ↑ Denne Dom, som ret nu skal skildres i Exempler fra Fortiden (V. 5-7. 15), er forud skreven, som Vidnesbyrd om den Dom, der skal ramme disse Vranglærere.
  5. ↑ Guds Naade, som forlader Synder og frigjør fra Loven, misbruge de, som om den gav dem Lov til Uterlighed; jfr. 2 Ped. 2, 2. 18; Gal. 5, 13; 1 Ped. 2, 16.
  6. ↑ Jfr. 2 Ped. 2, 1.
  7. ↑ Da I én Gang, (for alle, derved at I have modtaget Troen, V. 3) vide alt, hvad der hører til Frelse og til at vogte eder for Vildfarelsen (jfr. 1 Joh. 2, 20. 27), saa behøver jeg kun at minde eder om, hvor nidkjær Gud fordum har vist sig mod de ugudelige; da ville I af eder selv skjønne, hvilken Dom der venter de ugudelige blandt eder.
  8. ↑ Næste Gang, da Gud aabenbarede sin Magt, brugte han den til at ødelægge dem; jfr. 4 Mos. 14, 28-33; 1 Kor. 10, 1-5; Hebr. 3, 7-19. — Denne Aabenbarelse af Guds Dom nævnes ikke i 2 Ped. 2; naar Judas her fremdrager den først, er det sikkerlig et Vidnesbyrd om, at han skriver til Jødekristne.
  9. ↑ De faldne Engles Synd siges her at have bestaaet i, at de ikke bevarede deres Højhed (eller: Herskerstilling), men forlade deres egen Bolig (den, som efter deres Natur tilkom dem). Dette kan næppe betegne andet, end at de gav Slip paa den Værdighed, at "staa for Guds Trone" som hans udvalgte Tjenere, og derimod fulgte deres egen Vilje. Noget nærmere kan ikke siges derom (jfr. 2 Ped. 2, 4). Mange mene, at Judas her skulde sigte til den urimelige jødiske Fabel, at Englenes Fald bestod i, at de forlod Himlen for at drive Utugt med "Menneskenes Døtre", hvilket man ogsaa har faaet ud af 1 Mos. 6, 2. Men herom siger Judas ikke et Ord.
  10. ↑ Se 1 Mos. 19. Gaa efter fremmed Kjød, Betegnelse for den unaturlige sodomitiske Utugt.
  11. ↑ Istedenfor ædru kristne Tanker give de sig hen til deres utøjlede Fantasis Drømmerier, og med disse retfærdiggjøre de deres Kjødelighed og Ringeagt for al himmelsk og jordisk Myndighed. Jfr. 2 Ped. 2, 10.
  12. ↑ Her sigtes til et jødisk Sagn, som ikke kjendes fra Gl. Test. (ifølge Klemens fra Alexandria var det fortalt i et apokryfisk Skrift, kaldet "Moses's Himmelfart"); jfr. 2 Ped. 2, 11 Anm.
  13. ↑ Jfr. 2 Ped. 2, 12. Hvad de forstaa paa naturlig Vis, ɔ: hvad deres Naturdrift lærer dem at forstaa paa samme Vis, som de umælende forstaa, nemlig som Middel til at tilfredsstille deres Lyst, derved ødelægge de sig aandelig.
  14. ↑ Kain var den første ugudelige; i hans og hans Æts Spor træde de og myrde aandelig deres "Brødre". — Bileam; se 2 Ped. 2, 15. — Kora skaffede sig et Tilhæng og satte sig op imod det af Gud ordnede Præstedømme for at ophøje sig selv (4 Mos. 16). Saaledes sætte de deres egne selvkloge Tanker op imod Troen og Guds Naades Orden. Disse tre Exempler udføres nøjere i V. 12 ff., saaledes at Kains Vej er Forbillede for V. 12. 13, Bileams Vildfarelse for V. 16, og Koras Opsætsighed for V. 19. Dog maa man ikke skarpt adskille dem som tre forskjellige Slags Vildfarelser; det er den samme Vildfarelse set fra tre Sider.
  15. ↑ Det er disse, ɔ: dette, som sagt er V. 11 (særlig om "Kains Vej"), møde I hos disse, som deltage i eders Kjærlighedsmaaltider (Ap. Gj. 2, 46; 1 Kor. 11, 17 Anm.) for at kunne fraadse og pleje sig selv o. s. v.
  16. ↑ Træer, der i Høsten tabe deres Blade uden at have baaret Frugt, golde, ja fuldstændig og redningsløst døde; jfr. 2 Ped. 2, 17 Anm.
  17. ↑ De tumle sig i vilde Lyster og sætte en "Ære i deres Skjændsel", Fil. 3, 19; jfr. Es. 57, 20.
  18. ↑ Vildsomme Stjerner, ɔ: Kometer eller Stjerneskud, hvis kortvarige Skin for stedse udslukkes. (De sande troende derimod skulle "være at se som Himmellys i Verden", Fil. 2, 15). — Gjemt; se 2 Ped. 2, 17.
  19. ↑ Det følgende Ord findes i et "apokrylisk" Skrift, kaldet Enoks Bog, som maaske er skrevet henimod Kristi Tid. At Judas har haft et saa bestemt Ord fra mundtlig Overlevering hos Jøderne, synes lidet troligt.
  20. ↑ Deres Lod i Livet er dem ikke god nok, Guds Styrelse er dem aldrig tilpas, skjønt de dog, uden Hensyn til hans Vilje, leve efter deres egne Lyster. Men gjælder det at have Fordel af Mennesker (Meningsfæller), tage de Munden fuld med beundrende Smigerord, som de indflette i deres svulstige Taler; jfr. 2 Ped. 2, 18.
  21. ↑ Disse Ord læses i 2 Ped. 3, 3. Hvilke andre Apostles Ord (mundtlige eller skriftlige) der sigtes til, vide vi ikke; thi vel kjende vi flere lignende af Pavlus (Ap. Gj. 20, 30; 1 Tim. 4, 1. 2; 2 Tim. 3, 1-8; 4,3), men saafremt det er en jødekristelig Kreds, Judas skriver til, kan han næppe betegne Pavlus's Ord som "sagte til dem".
  22. ↑ De volde Splittelser, stifte Partier (2 Ped. 2, 1) ved en Tale, som klinger aandelig (ligesom Koras, 4 Mos. 16, 3), men er sjælelig, selvisk og selvklog (se 1 Kor. 2, 14. 15 Anm.; Jak. 3, 15).
  23. ↑ Medens hine gaa deres egne Veje, bort fra Gud, skulle I derimod bevare eder i Guds Kjærlighed, skikke eder saaledes, at I beholde Gud Faders Kjærlighed (se V. 1), derved at I opbygge eder paa den eder overantvordede Tro (V. 3), som er eders helligste fælles Eje, saa at den er den bærende Grundvold for eders Liv (jfr. Kol. 2, 6. 7), og derved at I i denne Tro bede i den Hellig-Aand (Rom. 8, 15), saa Ilade eders Ønsker styre af ham, medens I skue fremad til det eder givne Haab, idet I vente paa den fulde Aabenbarelse af Kristi Barmhjærtighed (1 Ped. 1, 13), naar han ved sin Tilkomst fører eder til evigt Liv. Med ét Ord: lever eders Liv i den treenige Guds Naade.
  24. ↑ V. 20. 21 viser, hvorledes de troende skulle vogte sig selv mod Forførerne, V. 22. 23 deres Forhold til de forførte, alt efter som disse ere komne mindre eller mere dybt ind i Vildfarelsen.
  25. ↑ At de tviste, ɔ: disputere, gjøre Særmeninger gjældende og Indvendinger mod den kristelige Sandhed, er det første Skridt hen imod Vildfarelsen. Jfr. Tit. 3, 9. — Kan ogsaa oversættes: naar de tvivle.
  26. ↑ Med Opbydelse af al Kraft "redde dem som en Brand udaf Ilden: (Sak. 3, 2), ɔ: udaf Vildfarelsen, som de ere blevne hildede i.
  27. ↑ Dem, der ere komne helt ind i Forførernes Udsvævelser, skulle I (naar de ville vende om) forbarme eder over med Frygt for, at Menigheden skulde smittes af deres urene Færd og Væsen; I skulle hade endog den svageste Ytring deraf som en pestbefængts Kjorteløø (Underklædning, Mt. 5, 40), og se nøje til, at de i Sandhed have omvendt sig derfra.
  28. ↑ Gud Fader er vor Frelser ved Jesus Kristus, idet denne har udført Faderens Frelsesraad (se 1 Tim. 1, 1 Anm.).
Hentet fra "https://da.wikisource.org/w/index.php?title=Det_Ny_Testament_oversat_med_Anmærkning_til_Oplysning_for_kristne_Lægfolk/Bind_II/Judas%27s_Brev&oldid=68525"