Det Ny Testament oversat med Anmærkning til Oplysning for kristne Lægfolk/Bind II/Hyrdebrevene

Universitetsboghandler G. E. C. Gad Kjøbenhavn

Bind II

Det Ny Testament oversat med Anmærkning til Oplysning for kristne Lægfolk Bind II.djvu Det Ny Testament oversat med Anmærkning til Oplysning for kristne Lægfolk Bind II.djvu/9 325-328

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

Hyrdebrevene.


De tre følgende Breve til Timoteos og Titus danne en særegen lille Kreds for sig, idet de ikke ere skrevne til Menigheder, men til Menighedsforstandere, og indeholde Formaninger, Anvisninger og Raad til disse for deres Gjerning. Man har derfor fra gammel Tid kaldt dem "Hyrdebrevene" (Pastoralbrevene). Timoteos og Titus vare Disciple af Pavlus og havde i mange Aar været hans trofaste Medarbejdere; men det personlige Forhold, hvori han stod til dem, kommer ikke meget til Orde i disse Breve, navnlig ikke i 1 Tim. og Tit; disse ere nemlig ikke fortrolige Privatbreve (som Br. til Filemon), men Embeds Skrivelser fra Apostelen til Mænd, som han havde sat i sit Sted til at styre og ordne de dem betroede Menighedskredse, og de ere derfor ikke bestemte til Vejledning for disse Mænd alene, men maaske nok saa meget for Menighederne, som de havde at tage vare paa, for at disse skulde se, at den Myndighed, de udøvede, var i fuld Samklang med Apostelen. Derimod er 2 Tim. af overvejende personligt Indhold, nærmest et Formaningsbrev til Timoteos personlig. Foruden det, som Timoteos og Titus havde at gjøre med at styre og ordne Menighedernes Forhold, havde de ogsaa begge at modarbejde en gnostisk Retning, paavirket af Jødedommen, væsentlig af samme Art, som tidligere var fremtraadt i Kolossæ (se Indl. til Kol. S. 280); men nu var den gaaet videre end den Gang, idet allerede adskillige vare faldne fra den kristne Tro (1 Tim. 1, 19; 6, 21; Tit. 1, 14). Disse Vranglærere hævdede, at Moseloven var nødvendig for Kristne (1 Tim. 1, 7; Tit. 3, 9), samt krævede adskillig selvvalgt Afholdenhed (Tit. 1, 15; 1 Tim. 4, 3. 8); de førte en Lære om "Slægtregistre", ɔ: Æonrækker, som vare "udstrømmede" fra Gud, forbunden med fabelagtige Overleveringer af jødisk Udspring (1 Tim. 1, 4; 4, 7; Tit. 1, 14; 3, 9), og gjorde sig til af en højere Viden ("Kjendskab"), som dog i Virkeligheden kun var tomt Ordgyderi, uden Frugt for Livet (1 Tim. 6, 20; 2 Tim. 2, 16; Tit. 3, 9).

I det Hensyn, som Ap. tager til denne Vranglære, kan man til Dels finde Grunden til, at der i disse Breve findes en Del Udtryk og Begreber, som ikke forekomme i hans øvrige Breve. Naar han saaledes stadig betegner Kristenlivet og Kristendommen i det hele ved Ordet "Gudsfrygt" (1 Tim. 2, 2. 10 o. a.), og atter og atter fremhæver "den sunde Lære, de sunde Ord" (1 Tim. 1, 10; 6, 3 o. a.), eller naar han fremhæver en vigtig Sandhed ved de Ord: "den Tale er troværdig" (1 Tim. 1, 15; 3, 1 o. a.), saa ere disse Udtryk sikkerlig valgte i Modsætning til Vranglærernes tomme og ufrugtbare Ordgyderi og Disputeren. Men der findes mange andre Ord og Udtryk, som ikke kunne have et saadant Øjemed, men tyde paa, at disse Breve ere skrevne paa en anden og sildigere Tid, end alle Pavlus's andre Breve. Og det samme stadfæstes end mere derved, at de historiske Forhold, som der hist og her i Hyrdebrevene sigtes til, ikke kunne finde Plads i den Del af Pavlus's Liv, som er omtalt i Ap. Gj., men vise hen til en senere Tid. Der kan næppe være Tvivl om, at disse Breve ere skrevne, efter at han er kommen ud af sit Fangenskab i Rom (Aar 64), Br. til Titus og 1 Timot. paa en fjerde Missionsrejse, som han da har foretaget sig, og 2 Timot. under et nyt Fangenskab i Rom, kort før hans Martyrdød (se ovfr. S. 5 f.). Efter de historiske Træk, som Hyrdebrevene indeholde, kunne vi gjætte, at Ap.s fjerde Rejse har gaaet omtrent saaledes. Først er han rejst til Kreta, hvor han efter nogen Tids Virksomhed efterlod Titus for at fuldende Ordningen af Menighedernes Forhold (Tit. 1, 5), medens han selv drog videre til Lilleasien. Her har han formodentlig gjæstet Kolossæ (Filem. 22) og især Hovedstaden Efesos, hvor han fandt, at Gnostikerne havde fundet Indgang, som han alt tidligere havde forudsagt (Ap. Gj. 20, 29 f.). Ved sin Afrejse derfra lod han Timoteos "blive tilbage for at styre Menigheden, samt for at modarbejde Vildfarelsen (1 Tim. 1, 3), og han drog selv videre til Makedonien, hvor han da kunde opfylde sit tidligere Løfte om at komme til Filippi (Fil. 2, 24). Under sit Ophold i disse Egne har han da først skrevet Brevet til Titus og sandsynlig noget senere 1 Timot. Det var hans Agt at tilbringe Vinteren i Byen Nikopolis i det nordvestlige Grækenland (Tit. 3, 12), hvor han da kunde føre det Værk videre, som han paa sin tredje Rejse havde grundet i Illyrien (Rom. 15, 19). Om han har naaet denne sin Hensigt, vide vi ikke; men han maa i hvert Fald være rejst tilbage til Efesos (jfr. 1 Tim. 3, 14). Maaske er han her i Asien bleven sat under Anklage (2 Tim. 1, 15) og derfra ført til Rom; i hvert Tilfælde synes han i temmelig stor Skynding at være rejst derfra over Milet og Korint (2 Tim. 4, 20) til Rom, hvor han paany kom i Fangenskab, og hvorfra han skrev 2 Tim. med sin nær forestaaende Død for Øje (2 Tim. 4, 6). Om Pavlus paa denne fjerde Missionsrejse ogsaa har opnaaet sit tidligere Ønske at komme til Spanien (Rom. 15, 24), kan ikke ses af Hyrdebrevene, der ikke indeholde nogen Hentydning dertil. Det troligste er, at han aldrig har naaet at udføre denne Plan.




Det første Brev til Timoteos.


Timoteos var fra Lykaonien i Lilleasien, formodentlig fra Byen Lystra, hans Fader var en Græker, hans Moder Evnike en Jødinde. Baade hun og hans Mormoder vare før ham blevne troende Kristne (2 Tim. 1, 5), utvivlsomt ved Pavlus's Forkyndelse, da han paa sin første Rejse var i Lystra (Ap. Gj. 14, 8 ff.); og det er troligt at Timoteos, som den Gang har været ganske ung, af dem er ført til Troen, (2 Tim. 3, 14). Naar Pavlus kalder ham sit "Barn" (1 Kor. 4, 17; 1 Tim. 1, 2), ɔ: sin Discipel, maa dette altsaa forstaas i en lidt videre Betydning end ellers. Pavlus synes nemlig først at have lært ham at kjende, da han paa sin anden Rejse igjen kom til Lystra, hvor han syntes saa godt om ham, at han besluttede at tage ham med paa sin Rejse (Ap. Gj. 16, 1-3). Og fra den Tid af blev Timoteos en af hans trofasteste Ledsagere og Medhjælpere, vistnok den kjæreste af dem alle; naar Pavlus skulde have et vigtigt Hverv udført i Menighederne, hvor han ikke selv kunde komme, overdrog han det gjærne til Timoteos, hvis Ligesindethed han saa fuldt stolede paa (Fil. 2. 20), uagtet Timoteos ellers synes at have været af en temmelig bly og ængstelig Karakter og i saa Henseende meget forskjellig fra den brændende viljestærke Pavlus (se 1 Kor. 16, 10 f.; 1 Tim. 4, 14; 2 Tim. 1, 6. 7 o. a.). Senere møde vi ham alter hos Pavlus under dennes Fangenskab i Rom (Fill. 1, 1; Kol. 1, 1), hvorfra han sandsynlig er bleven sendt til Filippi (Fil. 2, 19), og han har saa, efter at have røgtet sit Ærende der, atter sluttet sig til Pavlus et Steds paa hans fjerde Rejse og fulgt ham til Efesos, hvor Ap. ved sin Bortrejse lod ham blive tilbage for at modarbejde Vranglærerne og styre Menigheden, sikkert ikke i denne By alene, men ogsaa i hele Provinsen Asien, som Efesos var Hovedstaden for. Her modtog Timoteos dette første Brev, saavidt kan skjønnes, i Eftersommeren 65, og formodentlig noget over et Aar senere det andet Brev, hvori Pavlus beder ham snarlig og inden Vinteren at komme til ham i Rom (2 Tim. 4, 9. 21). Om Timoteos har kunnet efterkomme denne Opfordring, og om han endnu har truffet Pavlus i Live, vide vi ikke. Den sidste Gang Timoteos omtales i N. T., er Hebr. 13, 23 (omtr. Aar 67), hvor der fortælles, at han var "løsladt"; men hvor og hvorledes han har været sat fast, er os aldeles ukjendt.

Ap. minder her først Timoteos om, hvorledes han skal træde op imod Vranglærernes Lærdomme og Lovvæsen, der stred imod det sande Evangelium (Kap. 1), og giver ham dernæst Forskrifter om, hvorledes der skal bedes i Menighedens Forsamlinger, og hvorledes Mænd og Kvinder derved skulle forholde sig (Kap. 2), samt hvad der maa udkræves hos Biskopper og Diakoner (Kap. 3, 1-13). Derpaa følger Forskrifter om hans Forhold til Menigheden i det hele, særlig overfor Vranglærernes selvvalgte Afholdenhed (Kap. 3, 14—4, 16), samt overfor Menighedens Medlemmer i deres forskjellige Stillinger (Kap. 5, 1—6, 2). Og endelig forskjellige Slutningspaamindelser (Kap. 6, 3-21).