Det Ny Testament oversat med Anmærkning til Oplysning for kristne Lægfolk/Bind II/Brevet til Kolossenserne
Brevet til Kolossenserne.
Kolossæ var en By i Landskabet Frygien i det vestlige Lilleasien, nogle og tyve Mile Øst for Efesos. Den laa i en frugtbar Dal ved Floden Lykos, omtrent to Mil Øst for Byerne Laodikea og Hierapolis, der laa hver paa sin Side af samme Flod. Menigheden i Kolossæ var ikke grundet af Pavlus (se Kol. 2, 1), men af en af hans Medarbejdere, Kolossenseren Epafras, som rimeligvis ogsaa havde grundet Menighederne i Laodikea og Hierapolis (se Kol. 1, 7; 4, 12. 13), uden al Tvivl i den Tid, da Pavlus opholdt sig i Efesos, og da Evangeliet derfra udbredtes over hele "Asien" (se Indl. til Efes. S. 232). Denne Epafras havde, medens Pavlus sad fangen i Rom (1, 24; 4, 3. 18), bragt ham glædelige Efterretninger om Menighedens Fremgang, men tillige havde han meldt ham om en betænkelig Vranglære, der var kommen op iblandt Koloss. og truede med at føre dem bort fra den rette Troens Enfold. Af de Antydninger, som Brevet indeholder, se vi, at den vilde føre en Blanding af Jødedom og hedensk Filosofi ind i Kristendommen; den er et af de første Spor af den Vranglære, som under Navn af Gnostikisme bredte sig trindt om i Menighederne fra Slutningen af Apostlenes Dage af og nogle Hundredaar derefter.
Der var i de Dage næsten allevegne i Romerriget en dyb Følelse af, at Hedenskabets mange Religioner ikke kunde tilfredsstille Menneskets Aand; og især i det østlige Romerrige var der mange, som hengav sig til Grublerier over Tilværelsens Gaader, over det guddommelige og det menneskelige og disses indbyrdes Forhold, over Verdens Tilblivelse, over Aandeverdenen og det onde i Verden. De søgte i de forskjellige Religioner, ogsaa i Jødedommen, den sande "Viden" herom, som laa til Grund for alle Religioner. Og da nu Kristendommen traadte frem med sit langt dybere Aandsindhold, var det naturligt, at slige søgende og grublende Mennesker ogsaa toge den med i deres Tænkning, eller sluttede sig dertil, for saaledes at finde, hvad de søgte. Men mange af dem optog Kristendommen kun som en Række nye Lærdomme og Sandheder, som de søgte at tillempe og forene med deres egne tidligere Tanker. Og deraf opstod de mange gnostiske Kjætterier, der, trods alle indbyrdes Forskjelligheder, alle vare enige om at sætte deres egen "Viden" ("Gnostiker" betyder: en vidende, en Erkjender), en Blanding af hedenske, jødiske og kristelige Tanker, istedenfor den kristne Tro; derved søgte de at naa til den Tanke, der laa til Grund for al Religion, og ved den op til Gud selv. Men denne Viden var ikke tilgængelig for den store Hob af de Kristne ("de sjælelige"); disse maatte nøjes med Troen; der var kun en lille Kreds af "aandelige og fuldvoksne", som kunde eje denne Viden. De grundede den gjærne paa hemmelige "Overleveringer" fra Fortiden, baade fra Hedninger og Jøder (jfr. Kol. 2, 8). Især synes de tidligste Gnostikere at have hentet slige Overleveringer fra Essæerne, en ejendommelig jødisk Sekt, hvis Medlemmer udgjorde et Broderskab, der levede for mystiske Grublerier, mest over Aandeverdenen, med streng Overholdelse af Moselovens Ceremonier, som Symboler paa den aandelige Fuldkommenhed, og med Afholdenhed fra Kjødspiser og Vin og saavidt muligt fra Ægteskab. — Gnostikernes "Viden" drejede sig mest om Spørgsmaalene om Forholdet mellem Gud og Verden, om Verdens og især om det ondes Tilblivelse. Med Hensyn hertil vare de alle væsentlig enige om, at Verden ikke var skabt af Gud; Stoffet ("Materien"), hvoraf Verden bestaar, var lige evigt med Gud; fra ham var der "udstrømmet" en Række eller flere Rækker af "Æoner", Aandevæsener med forskjellig Grad af Fuldkommenhed; disse forestillede de sig nærmest som en Slags Engle, men egentlig vare de Udtryk for de forskjellige Ideer, som man tænkte sig liggende til Grund for Tilværelsen. Et af disse Væsener havde da ordnet eller dannet den livløse Stofmasse til den Verden, som vi se og kjende. I dette Stof, som Mennesket bærer paa i sit Legeme, mente de, at Roden laa til Synden og alt det onde i Verden. Og det blev derfor Menneskets Opgave at frigjøre sig fra Legemlighedens Magt, hvilket mange Gnostikere saa mente at opnaa ved streng Afholdenhed og Spægelse (Askese; jfr. Kol. 2, 16. 21. 23; 1 Tim. 4, 3), medens andre valgte den langt nemmere Vej, at agte Kjødet og dets Lyster for betydningsløse, saa at man frit kunde tilfredsstille disse; man kunde jo endda beholde sin aandelige Viden (saadanne sigtes der til i 2 Ped. 2 og Jud. Br.). Om Jesu Kristi Person lærte de forskjellig; men Resultatet blev altid, at han ikke blev "Guds Søn, aabenbaret i Kjød"; som oftest sagde de, enten at han var en Aabenbarelse af et af hine højere Aandevæsener, hvis Menneskelighed og Legemlighed kun var tilsyneladende (han havde et "Skinlegeme"), eller at Jesus var en naturlig Søn af Josef og Maria, og at et af disse Aandevæsener havde forenet sig med ham ved hans Daab og atter forladt ham ved hans sidste Lidelse (jfr. 1 Joh. 2, 22; 4, 3). Paa denne Maade blev han ikke vor Forsoner og Gjenløser, men kun en Lærer, egentlig kun den første Gnostiker (den der havde aabenbaret Menneskets "Idé").
De Vranglærere, der vare fremstaaede i Kolossæ, krævede Afholdelse fra adskillig Mad og Drikke, Overholdelse af de jødiske Fester, lærte en Dyrkelse af Engle, hvorved disse bleve stillede som et Slags Mæglere mellem Gud og Mennesker, og de synes, om ikke at have krævet Omskærelsen som nødvendig, saa dog at have betegnet den som et Fortrin (se Kol. 2, 11. 16-23). De øste deres Lære dels af den hedenske Filosofi ("Verdensvisdom"), dels af "Menneskers Overlevering" (2, 8). Men det lader til, at deres Tanker endnu kun have ligget som i Svøb, uden at have udfoldet sig til bestemt Kjætteri; navnlig synes de ikke endnu ligefrem at have ført falsk Lære om Kristi Person. Men Apostelen, som i dem maatte se Fortroppen af de "svare Ulve", hvis Komme han havde varslet om ved Afskeden fra de Ældste i Efesos (Ap. Gj. 20, 29 ff.), kunde vel i Aanden se, hvor deres Lærdomme vilde føre hen, nemlig bort fra Kristus og fra Livet i ham. Derfor lægger han i dette Brev saa stærk Vægt paa Kristi guddommelige Højhed fremfor hele Skabningen, særlig Engleverdenen, og paa, at Gud selv i ham har fuldbragt den Forsoning og Gjenløsning, hvorpaa al vor Frelse grunder sig; vi kunne i en Sum betegne som Brevets Indhold: al vor Frelse har sin Grund i Kristus, og hele Kristenlivet er et Liv i Kristus.
Nærmere set er Indholdet følgende. Efter en Tak til Gud for den Frugt, Evangeliet har baaret hos Kolossenserne, og en Bøn om, at de fremdeles maa vokse i Erkjendelse af Guds Vilje og hans Naade i Kristus (Kap. 1, 1-14), viser han dem, hvem Jesus Kristus er: den usynlige Guds Billede, ved hvem alt i Himmel og paa Jord er skabt, og i hvem Gud har forligt Verden med sig; denne Frelse have ogsaa Kolossenserne faaet Del i ved det Evangelium, som de havde modtaget, Og for hvis Udbredelse Pavlus nu maa lide i sit Fangenskab (Kap. 1, 15-29). Saa formaner han dem til at vandre i Kristus, idet de holde fast ved den Tro, de have modtaget, og ikke lade sig lede vild af Vranglærerne; thi i Kristus have de alt, hvad der hører til Liv og Salighed, mens hine ville føre dem bort fra ham (Kap. 2). Derfor skulle de, som oprejste med Kristus og som de, der have alt i ham, aflægge Synden og leve et nyt Levned i ham, hver i sin Stilling (Kap. 3, 1—4, 6). Endelig sluttes med personlige Meddelelser og Hilsener (Kap. 4, 7-18).
Brevet er skrevet under Apostelens Fangenskab i Rom (Aar 62—64) ved samme Tid som Efeserbrevet, og det blev ligesom dette overbragt af Tykikos (4, 7). Disse to Breves Indhold ligner meget hinanden, saaledes at Brevet til Kolossenserne til Dels kunde siges at være en forkortet Gjengivelse af Efeserbrevet, og kun de Afsnit i 1 og 2 Kap., hvor Apostelen tager særligt Sigte paa Vranglærerne, ere egentlig ejendommelige for Kolossenserbrevet.