Det Ny Testament oversat med Anmærkning til Oplysning for kristne Lægfolk/Bind II/Apostelen Pavlus
Apostelen Pavlus.
Savl, eller Pavlus, som han senere kaldte sig under sin Apostelvirksomhed (se Ap. Gj. 13, 9), var paa mærkelige Maader af Gud bleven udrustet og dygtiggjort til det store Hverv, der blev ham betroet, at være "Apostel for Hedningerne", ɔ: den græsk-romerske Hedningeverden, en Gjerning, hvor hans udmærkede Naturevner, hans klare Tanke, hans stærke Vilje og brændende Aand, kunde komme ret i Brug. Han var født i Tarsos, Hovedstaden i Landskabet Kilikien i det sydøstlige Lilleasien, en By, som i de Dage kappedes med Atén og Alexandria i Ry for græsk Videnskabelighed. Her var der god Lejlighed til at lære det græske Aandsliv at kjende, og der kan ikke være Tvivl om, at Pavlus med Flid har nyttet denne Lejlighed i de Aar, han tilbragte i Tarsos, efter at han var bleven Kristen, og at han har faaet god Brug for denne Kundskab iblandt Grækerne, ligesom den ogsaa kan spores deri, at han flere Gange anfører Ord af græske Forfattere. Hans Fader, som var af Benjamins Stamme, havde romersk Borgerret, der gik i Arv til Sønnen, hvilket paa flere Maader kom ham til Gavn i hans Gjerning overfor Hedningerne; men ellers hørte Faderen til Farisæernes Parti, og han sendte sin Søn i en meget ung Alder til Jerusalem, hvor han blev oplært af den navnkundige Lovlærer, Farisæeren Gamaliel. Derved lærte Savl Israels Lov og Forjættelser nøje at kjende. Desuden havde han lært Teltmageriet, saaledes som det var Skik, at de jødiske Skriftlærde lærte et Haandværk, for om fornødent at kunne ernære sig selv med deres Hænders Gjerning, og dette kom ham senere til Nytte under hans Missionsvirksomhed (se Ap. Gj. 18, 3; 22, 3. 28; 23, 6; 26, 4 f.; Fil. 3, 5 o. a.). — Hvorvidt Pavlus har været gift, vide vi ikke sikkert; kun det vide vi, at medens han var Apostel, var han ugift (1 Kor. 7, 7; 9, 5); men da det var en næsten fast Regel, at de jødiske Skriftlærde skulde være gifte, inden de vare 20 Aar, er der al Sandsynlighed for, at han har været gift, men tidlig er bleven Enkemand.
I Gamaliels Skole førtes Pavlus til en glødende Nidkjærhed for Loven og de fædrene (farisæiske) Overleveringer, saa at han deri overgik de fleste af sine jævnaldrende (Gal. 1, 14); men dermed fulgte ogsaa et ligesaa glødende Had til Evangeliet. Dette brød frem efter Stefans Martyrdød. Det er ikke usandsynligt, at han har været iblandt de Kilikere, som tvistede med Stefan og ikke kunde modstaa den Aand, han talede i (Ap. Gj. 6, 9 f.); ialfald var han med Glæde Vidne til, at Stefan blev stenet, ved hvilken Lejlighed han gjorde Tjeneste ved at vogte Vidnernes Klæder (dette tyder paa, at han den Gang endnu ikke havde naaet den fulde Mands-Alder, 30 Aar). Og i den Forfølgelse, som derefter brød ud imod Menigheden, blev han den egentlige Hovedmand (Ap. Gj. 7, 58—8, 4). Da Forfølgelsen imidlertid, istedenfor at knuse Evangeliet, tværtimod gav Anledning til, at det blev videre udbredt, endog udenfor Palæstina, søgte og fik han Fuldmagt af Højesteraadet til ogsaa der at opsøge og straffe de Kristne. Der kan næppe være Tvivl om, at hans brændende Forfølgelses-Iver er bleven yderligere skærpet derved, at han i sin Sjæl har følt en "Brod" (Ap. Gj. 26, 14), hvorved han dreves hen til Evangeliet, medens han har søgt at overdøve dens Smerte ved at forfølge det des heftigere. Denne Brod har sikkerlig haft sin Oprindelse dels derfra, at han havde været Vidne til den Aandens Kraft og det Tros-Mod, som aabenbarede sig hos Stefan, dels derfra, at han midt i sin Iver for Loven stadig maatte føle, at han alligevel var "solgt ind under Synden" (Rom. 7, 14 ff.). Men herved beredtes hans Omvendelse, da Jesus aabenbarede sig for ham paa Vejen til Damask og viste ham, ikke alene hvem der var den stærkeste, men ogsaa at den Jesus, hvis Disciple han forfulgte, levede og var den ophøjede Frelser (se Ap. Gj. 9). Efter tre Dages Sjælekamp var nu Pavlus bøjet og moden til at tage imod Troen og Daaben og til at lyde Kristi Kald og til at "bære hans Navn frem for Hedningefolk og Konger og Israels Børn" (Aar 35). Og fra den Stund af blev han ligesaa nidkjær for Kristi Evangelium, som hidtil for Loven.
Strags efter sin Omvendelse begyndte Pavlus i Synagogerne i Damask at forkynde Jesus som Guds Søn; men han har sikkerlig snart følt, at han endnu ikke var dygtig nok til at gjøre dette, hvorfor han drog til Arabien, hvor han ventelig har holdt sig i al Stilhed, for at berede sig og af Herren selv at beredes til det store Kald, han havde faaet. Derfra vendte han tilbage til Damask og var nu stærk nok til at gjendrive Jøderne. Men dette vakte disses Forbitrelse, saa de stode ham efter Livet, hvorfor han (3 Aar efter sin Omvendelse; se Gal. 1, 15-19) flygtede derfra og drog til Jerusalem, nærmest for der at gjøre Apostelen Peders Bekjendtskab. Her blev han paa Barnabas's Anbefaling godt modtagen af Menigheden, og det synes, at han nu har tænkt at ville blive i Jerusalem og prædike Evangeliet der, hvortil han vel maatte tro sig særlig skikket, fordi alle kjendte hans tidligere Iver i at forfølge det. Men ogsaa her blev han hindret i at virke iblandt Jøderne; thi disse stode ham efter Livet, og Herren aabenbarede sig for ham og sagde ham, at de ikke her vilde modtage Vidnesbyrd af ham, men at han skulde gaa til Hedningerne; og han drog da bort til sin Fødeby Tarsos (Ap. Gj. 9, 29 f.; 22, 17—21). Hvad han her har taget sig for, er ikke fortalt; men denne Tavshed tyder paa, at han her har holdt sig i Ro, uden at søge at udbrede Evangeliet. Han har aabenbart selv følt mest Lyst til at virke blandt sine Landsmænd, men efter at han atter og atter, hver Gang han havde begyndt derpaa, var bleven hindret deri, havde Herren nu udtrykkelig sagt ham, at han skulde gaa til Hedningerne. Blandt disse skulde han altsaa have sin Gjerning, og det vilde nu være af stor Betydning for ham, at han ret lærte at kjende det Aandsliv, der rørte sig iblandt Grækerne; men hertil vilde han ikke let finde noget Sted, der var tjenligere for ham end Tarsos. Vi kunne derfor ikke tvivle om, at han har brugt sit Ophold her til at berede sig særlig til sin Gjerning som Hedningeapostel, indtil den Tid kom, da han fik bestemt Bud om at lægge Haand paa Værket. Dette Bud fik han i Aaret 42 eller 43, da Barnabas kom til Tarsos for at hente ham til Antiokia i Syrien til at være hans Medarbejder i den derværende nystiftede Menighed af Hedningekristne (Ap. Gj. 11. 25 f.). Efter nogle Aars Virksomhed i denne By blev han tilligemed Barnabas ved en Aabenbaring af den Hellig-Aand kaldet til at bringe Evangeliet videre ud. Dermed traadte det Kald i Kraft, som Herren strags fra Begyndelsen havde givet ham til at være Hedninge-Apostel, og fra nu af var hele hans Liv viet til at forkynde Evangeliet i den græsk-romerske Hedningeverden, dog saaledes, at han overalt først vendte sig til Jøderne, som boede trindt om i alle de større Byer i Romerriget; men da disse allevegne vendte sig imod Evangeliet, saasnart de saa, at Hedningerne skulde have lige Adgang dertil, kom alle de Menigheder, han grundlagde, til væsentlig at bestaa af Hedningekristne.
Pavlus foretog tre store Missionsrejser, som alle udgik fra Antiokia. Paa den første fulgtes han og Barnabas ad. Den gik først til Kypern og derfra til den sydøstlige Del af Lilleasien, hvor mange Menigheder bleve grundlagte (omtr. Aar 45—47; se Ap. Gj. 13—14 Kap.). Efter at de vare vendte tilbage til Antiokia, hvor de atter arbejdede sammen i nogle Aar, blev hele deres Virksomhed blandt Hedningerne Gjenstand for et stærkt Angreb af nogle Kristne, som vare komne dertil fra Jerusalem; disse krævede, at ogsaa de Hedningekristne skulde omskæres og holde Moseloven, ligesom de Jødekristne gjorde det. For at faa denne Sag afgjort sendte da Menigheden Pavlus og Barnabas til Jerusalem, for at forelægge Apostlene og Menigheden der dette Spørgsmaal (Aar 50 eller 51); og her fandt Pavlus's Gjerning fuld Anerkjendelse, saaledes at man baade godkjendte de Hedningekristnes Frihed fra Moseloven og Pavlus's Kald til at være Hedningernes Apostel (Ap. Gj. 15; Gal. 2, 7-10). Ikke længe efter at Pavlus var vendt tilbage til Antiokia, drog han saa ud paa sin anden Missionsrejse i Forening med Silas (Ap. Gj. 15, 36—18, 22; Aar 51—54). Her grundede han først Menigheder i Galatien og Frygien. Det havde været hans Hensigt derfra at drage til det vestlige (græske) Lilleasien, men efter at han her det ene Sted efter det andet var bleven hindret i at forkynde Ordet, blev han ved et Syn kaldet til at drage over til Evropa. Her stiftede han Menigheder i de makedoniske Byer Filippi, Tessalonika og Berøa, og drog saa derfra over Atén Til Korint, hvor han arbejdede med rig Frugt i omtrent to Aar (her skrev han sine to Breve til Menigheden i Tessalonika). Dernæst vendte han tilbage til Antiokia, hvorfra han efter et kort Ophold atter drog ud paa sin tredje Missionsrejse (Ap. Gj. 18, 23—21, 15; Aar 55—59). Her faldt hans længste Virksomhed i det vestlige Lilleasien, navnlig i Efesos, hvor han arbejdede i tre Aar med stor Velsignelse (i den Tid skrev han Br. til Galat. og 1 Korint.); derefter drog han i Foraaret 58 over til Makedonien (hvor han skrev 2 Korint.), helt over til Illyrien (Rom. 15, 19), og derfra til Hellas, hvor han tilbragte Vinteren i Korint (her skrev han Br. til Rom.), og vendte saa tilbage til Jerusalem, hvortil han kom i Foraaret 59. Men her rejste nogle Jøder et Opløb imod ham i Helligdommen, hvilket gav Anledning til, at han blev sat i Fængsel først i Jerusalem, dernæst i Kæsarea, hvor Landshøvdingen Felix holdt ham fangen i to Aar, dels for ikke at forbitre Jøderne, dels fordi han gjorde Regning paa at faa Penge af Pavlus for at give ham fri. Da hans Eftermand Festus atter optog Pavlus's Sag, gjorde denne Brug af sin Ret som romersk Borger til at appellere til Kejseren, og han blev da i Efteraaret 61 sendt til Rom, hvor han efter en møjsommelig og farefuld Sørejse kom i Foraaret 62. Her sad han atter fangen i to hele Aar, dog i et mildt Fangenskab, saa at han kunde bo i en Bolig, som han selv havde lejet, og uhindret forkynde Evangeliet for alle, som besøgte ham (Ap. Gj. 28, 30. 31), og i denne Tid skrev han Brevene til Efeserne, Kolossenserne, Filemon og Filippenserne.
Hermed ophøre det N. Test.s Efterretninger om Pavlus's Liv. Men ifølge Kirkefædrenes enstemmige Beretninger led han Martyrdøden under Kejser Nero (54—68), idet han blev halshugget i Rom. I Sommeren 64 udbrød en stor Ildebrand i Rom, hvorved to Tredjedele af Byen gik op i Luer. Man antog i Almindelighed, at den var bleven anstiftet af Kejseren selv; men denne gav de Kristne Skyld derfor, og der udbrød da en Kristenforfølgelse, under hvilken mangfoldige lede Martyrdøden under grusomme Pinsler. Man kunde formode, at ogsaa Pavlus ved den Lejlighed havde lidt Døden. Men efter Overleveringer hos Kirkefædrene, som i høj Grad støttes ved Brevene til Timoteos og Titus, maa han inden den Tid være kommen paa fri Fod (som han udtaler Haabet om i Filipp. 2, 23 f.), og han har derefter foretaget en fjerde Rejse, som, efter hvad vi kunne slutte udaf hine Breve, synes at være gaaet til Kreta, hvor han efterlod Titus til at styre Menigheden, derfra til Lilleasien, hvor han satte Timoteos til Tilsynsmand for Menigheden i Efesos, dernæst til Makedonien og de omliggende Lande (her skrev han det 1ste Brev til Timoteos og Br. til Titus), saa atter til Lilleasiens Vestkyst, og endelig til Korint. Derefter har han muligvis naaet at komme til Spanien, som han længe havde ønsket (Rom. 15, 24); men dette har ialfald kun været et ganske kort Besøg; sandsynligvis er han her atter bleven fængslet og ført til Rom, hvor han i sit Fangenskab skrev 2det Br. til Timoteos. Og her led han saa Martyrdøden Aar 66 eller 67.
Brevet til Romerne.
Paa den Tid, da Pavlus skrev dette Brev, havde Byen Rom omtr. 2 Millioner Indbyggere; og om den end ikke den Gang var saa pragtfuld, som den senere blev, navnlig efter Byens Brand under Nero, stod den dog paa sin Storheds højeste Tinde; allevegne fra i det vældige Rige strømmede baade Mennesker og umaadelige Rigdomme sammen til Hovedstaden. — Naar og af hvem Evangeliet først er blevet forkyndt i Rom, er os aldeles ubekjendt. Allerede dette er tilstrækkeligt til at vise, at ingen Apostel eller anden fremragende Mand i Menigheden har grundlagt Menigheden her; thi det var utænkeligt, at dette skulde være blevet glemt eller uomtalt ved en By, som alles Øjne saaledes hvilede paa, som paa Rom. Og desuden vilde Pavlus i saa Fald ikke have optraadt som Vejleder for Menigheden i Rom, da det var hans Grundsætning, ikke at bygge, hvor en anden havde lagt Grundvolden (se Rom. 15, 20; 2 Kor. 10, 16). Et senere Sagn, hvis første Spor vi finde hos Kirkehistorikeren Evsebios (i 4de Aarh.), fortæller rigtignok, at Ap. Peder skal være kommen til Rom omtr. Aar 42 og derefter have været Biskop der i hele 25 Aar, indtil sin Død, og dette Sagn forsvarer Romerkirken med stor Iver, da det er en Hovedstøtte for dens Lære om, at Paven er Peders Efterfølger og Kristi Statholder paa Jorden. Men det er aldeles uforeneligt med, hvad vi ellers af N. Test. vide om Peders Liv, saavelsom ogsaa med den Maade, hvorpaa Pavlus i dette Brev optræder som Lærer for Menigheden i Rom, ej at tale om, at det da var utænkeligt, at han ikke blandt de mange Hilsener i Kap. 16 ogsaa skulde have sendt en særlig Hilsen til Peder. Det eneste trolige er, at Evangeliet aldeles umærkeligt har slaaet Rod her og bredt sig i den store Hovedstad. Og hertil var der rig Anledning. Iblandt dem, der vare til Stede paa den første Pinsedag i Jerusalem, var der ogsaa "tilrejsende Romere" (Ap. Gj. 2, 10), d. e. Jøder fra Rom, som vare komne til Jerusalem til Højtiden; og det er muligt, at ogsaa nogle af disse have været med iblandt de 3000, som den Gang bleve døbte, og at de siden have bragt Evangeliet til Rom. Desuden var der stadig et saa livligt Samkvem mellem Hovedstaden og Rigets forskjellige Egne (hvorom vi ogsaa have et Vidnesbyrd i de mange Hilsener til fordums Kjendinger, som Pavlus sender til Rom i Kap. 16), at det skulde være underligt, om der ikke snart var kommet Kristne til Rom. Men dermed vilde ogsaa Begyndelsen til Evangeliets Udbredelse dèr være given; thi af Ap. Gj. 11, 19 f. se vi, at ikke Apostlene alene, men ogsaa alle andre Kristne udbredte deres Tro, hvor de kom hen. Der har saaledes været Lejlighed nok til, at Evangeliet kunde blive bragt til Rom.
Men, hvorledes det end siden har sig med Romer-Menighedens første Begyndelse, saa meget er sikkert, at den Gang Pavlus skrev sit Brev, fandtes der en blomstrende Menighed i Byen (se 1, 8). Man har formodet, at Menigheden i Rom fra først af ligesom andensteds har bestaaet af Jødekristne, men at der saa er sket et Brud med Jøderne, ligesom dette stadig skete, hvor Pavlus forkyndte Evangeliet (Ap. Gj. 18, 6; 19, 9 o. a.), og at derved Menigheden er bleven helt eller overvejende hedningekristelig; og man har sat dette i Forbindelse med, hvad den romerske Historieskriver Svetonius fortæller, at Kejser Klavdius "drev Jøderne ud af Rom, fordi de idelig gjorde Optøjer, tilskyndede af Krestus" (smlg. Ap. Gj. 18, 2). Det er nemlig ganske troligt, at Svetonius (eller den Kilde, hvoraf han har øst sin Efterretning) kan have forvekslet det gængse Navn Krestus med det ukjendte "Kristus", og at det kun er en Unøjagtighed, naar han siger, at denne Krestus "tilskyndede" Jøderne til Optøjer, istedenfor at det var Troen paa og Forkyndelsen af Kristus, der gav Anledning til de idelige Uroligheder. Ved disse Stridigheder og ved Jødernes Uddrivelse skulde da det afgørende Brud mellem Jøderne og den kristne Menighed være sket. Alt dette er imidlertid kun Gisninger, om de end maa synes meget trolige. Men det visse er, at da Pavlus skrev sit Brev, bestod Menigheden for den allerstørste Del af Hedningekristne (se 1, 6. 13; 11, 13; 15, 16), om der end har været nogle Jødekristne iblandt dem (jfr. 15, 7-12). Og det samme stadfæstes derved, at da Pavlus senere kom til Rom, vare de derværende Jøder helt ukjendte med Evangeliet, eller lode ialfald, som om de vare det (se Ap. Gj. 28, 21 f.), hvilket de ikke kunde have gjort, hvis ikke Menigheden der havde aldeles overvejende bestaaet af Hedningekristne.
Det fremgaar af 15, 25 ff., at Pavlus har skrevet dette Brev mod Slutningen af sin tredje Rejse, da han stod i Begreb med at rejse til Jerusalem med den Kjærlighedsgave, som var bleven indsamlet i Makedonien og Akaja, altsaa i Begyndelsen af Aar 59, og efter al Sandsynlighed i Korint (se 16, 1 Anm.). Pavlus plejede altid paa sine Missionsrejser at vende sig til de store Byer; thi havde Evangeliet først slaaet Rod der, vilde det snart brede sig til det omliggende Land. Derfor havde han ogsaa alt i mange Aar ønsket at komme til hele Rigets Hovedstad Rom, for ogsaa der at fuldbyrde sit Hverv som Hedningeapostel (se 1, 13-15; 15, 23; Ap. Gj. 19, 21). Men han var hidtil bleven hindret deri, navnlig derved, at der endnu var Egne Østen for Rom, hvor Evangeliet ikke havde lydt. Nu var imidlertid hans Gjerning i disse Egne til Ende, og han havde derfor i Sinde, naar han havde udført sit Hverv i Jerusalem, at drage til Spanien og paa Gjennemrejsen at komme til Rom (15, 23-28). Og saa skriver han nu sit Brev til Menigheden i Rom for at fremme dens Vækst i kristelig Oplysning og Erkjendelse, og sikkerlig ogsaa for at den skulde lære ham og hans Forkyndelse at kjende, inden han selv kom til Rom.
Brevets Grundindhold er Guds frie Naade i Kristus og dens Magt til at frelse, hvor den modtages i Troen. Og derigjennem klarer Pavlus tillige de to Grundspørgsmaal, som det fremfor alt for den ældste Kristenhed maatte være vigtigt at faa Klarhed over: om Lovens Stilling i Guds Husholdning og de Kristnes Frihed fra Loven, og om Israels Forskydelse. Ligesom næsten alle Pavlus's Breve falder dette Brev i en belærende og en formanende Del. Den første Del omfatter 1—11 Kap., hvori der, efter en Hilsen og Indledning (1, 1-17), som slutter med at udtale Brevets Grund-Æmne: "Evangeliet er en Guds Kraft til Frelse for hver den, som tror", først vises, at alle, baade Hedninger og Jøder, ere Syndere og hjemfaldne til Guds Vrede, som Loven ikke kan frelse fra, da den kun fører til at erkjende Synden (1, 18—3, 20). Men nu ved Evangeliet føres Mennesket uden Loven til Retfærdiggjørelse og Fred med Gud, i Kraft af Jesu Kristi Frelsergjerning, hvorimod Loven kun øger Synden (3, 21—5, 21). Og Evangeliet er en Guds Kraft til Helliggjørelse, fordi de troende staa under Naaden og ere frigjorte fra Loven, ved hvilken Mennesket førtes i des dybere Trældom under Synden, og fordi de føres af Guds Aand, som er os Pantet paa, at vi skulle naa den fuldkomne Frihed og Frelse (6—8 Kap.). At Israel er blevet forskudt, maa ikke vække Tvivl om Guds Trofasthed; thi da Frelsen alene hviler paa Guds frie Naade, men Israel vilde retfærdiggjøre sig ved egne Gjerninger, saa er Guds Frelses Ord blevet vendt til Hedningerne, dog kun for at Frelsen fra dem skal komme til Israel, naar Hedningernes Fylde er gaaet ind i Guds Rige (9—11 Kap.). Den anden Del (12—16 Kap.) indeholder Formaninger til Menigheden til som nye Mennesker at omgaas i indbyrdes Kjærlighed og Ydmyghed (12—13 Kap.), og til Overbærelse og kjærligt Hensyn til de svage Brødre, hvis Samvittighed følte sig tynget af forskjellige Ting, som Kristne ellers have Frihed til (14, 1—15, 13). Endelig sluttes der med en Del personlige Oplysninger og med Hilsener (15, 14—16, 27).