Det Ny Testament oversat med Anmærkning til Oplysning for kristne Lægfolk/Bind I/Johannes og hans Evangelium

Universitetsboghandler G. E. C. Gad Kjøbenhavn

Bind I

Det Ny Testament oversat med Anmærkning til Oplysning for kristne Lægfolk Bind I.djvu Det Ny Testament oversat med Anmærkning til Oplysning for kristne Lægfolk Bind I.djvu/9 320-324

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

Johannes og hans Evangelium.

Apostelen Johannes, som efter Oldkirkens enstemmige Overlevering har skrevet vort fjerde Evangelium, var en Søn af Sebedæos og Salome. Hans Fader var Fisker ved Genesaret Sø, og han selv øvede samme Gjerning. Det lader til, at hans Forældre vare ret velstaaende Folk, thi hans Fader havde "Lejesvende" til sin Hjælp (Mk. 1, 20), og hans Moder, der sandsynlig har været Søster til Jesu Moder Maria (se Joh. 19, 25 Anm.), var en af de Kvinder, som underholdt Jesus (og Apostlene) af deres Ejendom (Mk. 15, 40. 41; Lk. 8, 3). Johannes havde fra sin Ungdom af hørt til dem, der "ventede paa Israels Forløsning"; det se vi deraf, at han var bleven Discipel af Johannes Døber; og han var en af de allerførste, som paa Døberens Ord sluttede sig til Jesus (Joh. 1, 35 ff.), ligesom han ogsaa var en af de første, som "forlod alt og fulgte Jesus" (Mt. 4, 21 ff.; Lk. 5, 10 f.). Efter at han var bleven udvalgt til Apostel, udgjorde han tilligemed sin ældre Broder Jakob og Simon Peder den nærmeste Apostelkreds, som ledsagede Jesus ogsaa der, hvor de øvrige ikke toges med (Mt. 17, 1; 26, 37; Mk. 5, 37); men iblandt disse tre stod Johannes personlig og hjærtelig Jesus nærmest; han var "den Discipel, som Jesus elskede", som laa op til hans Bryst ved Paaskemaaltidet, og til hvem Jesus paa Korset betroede Omsorgen for sin Moder (Joh. 13, 23; 19, 26). Efter Jesu Himmelfart blev Johannes i Jødeland, mest i Jerusalem, men hvor længe, vide vi ikke, sandsynlig til henimod Jerusalems Ødelæggelse, og han stod her som en af Menighedens "Piller" (Gal. 2, 9). Sine senere Aar tilbragte han, ifølge Oldkirkens paalidelige Overlevering, i Lilleasien, navnlig i Efesos, hvorfra han drog omkring og styrede og ordnede Menighedslivet i de Egne, for hvilke Efesos fra den Tid, da Pavlus havde grundet Menigheden dèr, stod som det aandelige Midtpunkt. I denne Tid blev han for sin Tros Skyld forvist til den øde Ø Patmos i Ægæerhavet (Arkipelagos), enten af Kejser Nero († 68) eller af Domitian (81—96), og her havde han det Syn, som han skildrer i "Aabenbaringen". Han skal være død i Efesos som hundredaarig Olding omtrent Aar 100 e. Kr., æret af Menigheden som en Fader.

Ligesaa lidt som de andre Evangelister nævner Johannes sig selv som Forfatter af det Evangelium, der tillægges ham. Men et mærkeligt Vidnesbyrd for Johannes have vi dog i hans Evangelium deri, at medens der her omtales mange af de andre Apostle og forskjellige Træk af deres Samliv med Jesus, saa nævnes aldrig Johannes ved Navn, lige saa lidt som hans Forældre eller hans Broder, men han omtales som "en anden Discipel", eller "den Discipel, som Jesus elskede"; han har slet ikke villet fremhæve sin egen Person eller noget, som stod i Forbindelse med den. Og i Overensstemmelse hermed nævnes Døberen aldrig med Tilnavnet "Johannes Døber," men kun: "Johannes", ret som der kun var én Mand af det Navn at tale om.

Johannes var af et dybt, indadvendt Sind, og der er næppe nogen af Apostlene, hos hvem Jesu Ord har fundet saa dyb Forstaaelse, som hos ham. Men ved Siden deraf møde vi hos ham en glødende Kjærlighed til Herren og Nidkjærhed for hans Sag. Deri have vi Forklaringen til det Tilnavn "Tordensønnerne", som Jesus gav ham og hans Broder Jakob (Mk. 3, 17); og denne Nidkjærhed kom til Orde, da han og Jakob ønskede at lade Ild falde ned over de ugjæstfri Samaritanere (Lk. 9, 54, jfr. V. 49), ligesom vi møde den i hans høje Alderdom ide Træk, der af Kirkefædrene fortælles om hans Nidkjærhed overfor Kætteren Kerint, med hvem han ikke vilde være under samme Tag (smlg. 2 Joh. 10), og om den vildfarne Yngling, som hans ustandselige Kjærlighed førte tilbage til Menigheden.

Johannes skriver selv om sit Evangeliums Øjemed: "Jesus gjorde ogsaa mange andre Tegn", som ikke ere skrevne i denne Bog; men dette er skrevet, for at I skulle tro, at Jesus er Kristus, Guds Søn, og for at I, naar I tro, skulle have Liv i hans Navn" (20, 30 f.). Han vil altsaa ikke skrive alt, hvad der var at fortælle om Jesus Kristus, eller hvad han vidste om ham (jfr. 21, 25), men han meddeler et Udvalg af den rige Skat af Minder, han havde om Jesu Jordeliv, for derved at styrke Menigheden i Troen paa, at Jesus er den forjættede Frelser og Guds Søn. Og hermed stemmer, hvad han i Begyndelsen af Evangeliet udtaler som dettes Grund-Emne: "Ordet blev Kjød og boede iblandt os, og vi skuede hans Herlighed, en Herlighed som en enbaaren Søns fra sin Fader, fuld af Naade og Sandhed" (1, 14). Det er det kjødblevne "Ords" Historie og dets Herligheds Aabenbarelse, som Johannes vil skildre. Hvad Anledningen var til, at han forfattede dette Skrift, fortæller han ikke; men af hans 1ste Brev, der sandsynligvis har fulgt med Evangeliet som en Slags Indledning eller Efterskrift, og som ialfald er skrevet omtrent samtidig med Evangeliet, kunne vi se, at der paa den Tid var opstaaet "Modkrister", som negtede, dels at Jesus er Kristus og Guds Søn, dels at "Kristus er kommen i Kjød" (1 Joh. 2, 22 f.; 4, 2 f.), altsaa negtede, at den guddommelige og menneskelige Natur er forenet i ham; det var Begyndelsen til de "gnostiske" Kætterpartier, som Menigheden stadig havde at kæmpe imod i det 2det og 3dje Aarhundrede, og som vi af Pavlus's Breve til Koloss., Timot. og Titus, saavelsom af 2 Ped. Br. kunne se allerede en Menneskealder tidligere havde begyndt at komme op ide asiatiske Menigheder. Der kan ikke være Tvivl om, at det har været et Hovedøjemed for Johannes, i sit Evangelium at give Menigheden en saadan Skildring af Jesu Jordeliv, at den deri maatte have et Værn imod denne falske Lære; og dette stadfæstes ogsaa af de ældste Kirkefædres Vidnesbyrd.

Ved Siden af dette Øjemed har man fra den ældste Tid af ment, at han har villet fuldstændiggjøre de tre første Evangeliers Fortælling. Og saa meget er aldeles klart, at Johannes forudsætter, at hans Læsere vare vel kjendte med denne, hvad enten de have kjendt den udaf mundtlig Forkyndelse, eller, hvad der er langt troligere, at et eller flere af de første Evangelier allerede den Gang have været udbredte og læste i Menighederne. Derfor omtaler Johannes ikke Jesu Fødsel, Daab, Fristelse o. m., men vi møde i hans Evangelium mange Hentydninger baade til disse og andre Tildragelser, som vilde være uforstaaelige for Læsere, der ikke kjendte Jesu Historie andensteds fra (se 1, 14. 19. 33; 3, 24; 6, 67; 7, 1; 18, 3. 24 o. a.). Og naar undtages Jesu Lidelses,Døds og Opstandelses Historie, er der kun ganske faa Tildragelser, som Johannes har tilfælles med de første Evangelier (6, 1-21; 12, 1-19). Thi disse skildre egentlig kun Jesu Virksomhed i Galilæa; hans Gjerning i Jerusalem tale de kun om fra den sidste Paaskefest, da han led og døde. Dog fremgaar det ogsaa af dem, at Jesus ofte og forgjæves havde virket i Jerusalem; derom vidner Jesu Ord: "Jerusalem, Jerusalem, hvor ofte har jeg villet indsamle dine Børn, ligervis som en Høne indsamler sine Kyllinger under Vingerne; og I vilde ikke" (Mt. 23, 37; Lk. 13, 34); men de fortælle ikke videre herom. Dette gjør derimod Johannes; man kunde betegne hans Evangelium som den historiske Udførelse og Godtgjørelse af dette Ord, idet han fornemmelig fortæller om Jesu Ophold i Jerusalem paa de forskjellige Højtider, og om hvorledes han dèr, under Jødernes stadig voksende Modstand, i Ord og Gjerning aabenbarede sig som Guds Søn og den forjættede Frelser; derimod fortæller han kun ganske faa Tildragelser fra Jesu Virksomhed i Galilæa.

Iøvrigt falder Joh. Ev. i omtrent de samme to Hoveddele, som de andre Evangelier. Efter en Indledning (1, 1-18), hvori vises, hvem Han er, som Evangeliet handler om, skildres først (1, 19—12, 50) Jesu Frelser-Levned, hvilken Skildring ligesom i de første Evangelier begynder med Johannes Døber; og dernæst (13, 1—21, 25) Fuldendelsen af Jesu Frelserværk gjennem Døden og Opstandelsen. Men ligesom den Historie, Johannes fortæller, tjener til Udfyldning af de første Evangelier, saaledes ogsaa de Udtalelser af Jesus, som han meddeler. Hos hine dreje Jesu Ord sig især om Guds Rige, dets Grundlæggelse, Udvikling og Fuldendelse, samt om Betingelserne for at komme derind og være deri, medens Sønnens Forhold til Faderen (Mt. 11, 27; Mk. 1, 1) forudsættes som kjendt for de troende som Baggrunden for hele Forkyndelsen; men Johannes fremdrager særlig saadanne Udtalelser af Jesus, hvori han vidner om sig selv og om sit Forhold til Faderen, og hvoraf det fremgaar, at kun ved Troen paa hans Ord og paa hans Person kan Mennesket blive frelst til at faa det evige Liv, som er kommet til Jorden i ham. Indholdet af Evangeliet stadfæster i alle Maader det, som Johannes udtaler som sit Øjemed med at skrive det.

Kirkefædrene fortælle, at Johannes har skrevet sit Evangelium i Efesos i sin høje Alderdom, længe efter at de tre første Evangelier ere skrevne. Og at dette har sin fulde Rigtighed, stadfæstes ved det ovenfor paapegede udfyldende Forhold, hvori Joh. Ev. staar til disse, ligesom de Forklaringer af jødiske Ord og Skikke, der indskydes, hvor saadanne nævnes, klarlig vise, at Evangeliet er skrevet for Hedningekristne (se 1, 39. 42. 43; 2, 6; 4, 9. 25; 6, 4 o. a.). Sandsynligvis er det skrevet omtrent Aar 90 e. Kr.