Det Ny Testament oversat med Anmærkning til Oplysning for kristne Lægfolk/Bind I/Den ny Pagts Skrifter

Universitetsboghandler G. E. C. Gad Kjøbenhavn

Bind I

Det Ny Testament oversat med Anmærkning til Oplysning for kristne Lægfolk Bind I.djvu Det Ny Testament oversat med Anmærkning til Oplysning for kristne Lægfolk Bind I.djvu/9 1-8

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

Den ny Pagts Skrifter.

Det Ny Testament (den ny Pagts Bog) har ikke fra først af været én samlet Bog saaledes som nu. Det bestaar af 27 Skrifter, som ere skrevne paa Græsk og affattede i Løbet af et halvt Hundredaar, fra omtrent Aar 45—90 e. Kr., og først lidt efter lidt, i Løbet af et Hundredaar eller mere derefter, ere de blevne samlede til et Hele. Og denne Samling er ikke foregaaet saaledes, at hele den kristne Menighed begyndte med at vedtage, hvilke Skrifter der skulde holdes for hellige, eller saaledes, som det vilde kunne ske nu til Dags, naar slige Skrifter udkom i Boghandlen, at man efterhaanden kunde kjøbe dem og faa dem alle samlede og indbundne i ét Bind. Vistnok dreves der allerede i den Tid en betydelig Boghandel, hvorigjennem man udgav Bøger ligesom nu, kun med den Forskjel, at medens man nu lader Bøger trykke, maatte man den Gang bruge den meget langsommere og kostbarere Vej til at mangfoldiggjøre dem, at lade dem afskrive af Slaver. Men saaledes er næppe noget af N. Test.s Skrifter udkommet i Boghandlen i de første Hundredaar, saa længe Kristendommen var undertrykt og forfulgt. Heller ikke bleve disse Skrifter, den Gang de bleve skrevne, paa én Gang omsendte til hele Menigheden i de forskjellige Egne af Romerriget. Men de ere (ialfald med Undtagelse af Johannes's Evang., Aabenb. og 1ste Brev) fra først af skrevne for enkelte Menigheder eller Menighedskredse, eller for enkelte Kristne, med særligt Hensyn til disse første Læseres indre og ydre Vilkaar, og de ere ogsaa fra først af sendte kun til dem. Det er imidlertid selvfølgeligt, at jo rigere Oplysning og Opbyggelse disse havde fundet i de for dem bestemte Skrifter, des snarere vilde de meddele dem til andre Menigheder. En saadan gjensidig Meddelelse af Skrifter og Skrivelser, som kunde have Betydning for Kristenlivet, var meget almindelig i Menighederne i det 2det Hundredaar; og der kan ikke være nogen som helst Tvivl om, at det samme ogsaa har fundet Sted med Apostlenes Skrifter i det første Aarhundrede, saa at der snart har dannet sig større eller mindre Samlinger af disse, uden at de dog ere komne i Boghandlen; thi skjønt de ældste Kristne ikke gjorde nogen Hemmelighed af deres hellige Skrifter, fastholdt de dog, at disse nærmest kun vare til Brug for de troende. Et Vidnesbyrd om, at Skrifter til én Menighed meddeltes til andre, finde vi allerede i Kol. 4, 16, hvor Pavlus formaner Kolossenserne til at sørge for, at hans Brev til dem oplæses for Menigheden i Laodikea, og at hans Brev til Laodikea oplæses hos dem. Ligeledes er det af 2 Ped. Br. klart, at Peder har kendt Jakobs og flere af Pavlus's Breve; og han synes endog i 2 Ped. 3, 15 at henvise til en Samling af Pavlus's Breve, der var bekjendt for de asiatiske Menigheder, som han skrev til (omtr. Aar 67), hvad enten denne Samling har indeholdt alle, eller kun nogle af de Breve af Pavlus, som vi nu have.

I de Skrifter, der ere bevarede fra den nærmeste Tid efter Apostlene, finde vi ingen Efterretninger om, hvorledes det Ny Test.s Skrifter ere blevne udbredte og samlede, hvilket er en ligefrem Følge af, at vi ingen kristelige historiske Skrifter have fra den Tid, men kun nogle faa Breve og Forsvarsskrifter imod Hedenskabet og Jødedommen. Af disse kunne vi dog se, at de fleste af N. T.s Skrifter henimod Aaret 150 vare almindelig bekjendte i Menigheden og erkjendte som hellige Skrifter. Og ved Aaret 200 have vi fra alle Kirkens Egne (Ægypten og Nordafrika, Syrien og Lilleasien, Italien og Gallien) paalidelige Vidnesbyrd om, at man den Gang allevegne var fuldt enig om at kjende for hellige Skrifter disse tyve: de 4 Evangelier, Ap. Gjern., Pavlus's 13 Breve, 1 Peders og 1 Joh.s Brev; derimod var der nogen Usikkerhed med Hensyn til Joh.s Aabenb. samt om 2 og 3 Joh.s Brev, og endnu mere om Hebræerbrevet, Jakobs, Judas's og 2 Peders Brev. Endnu i mere end et Hundredaar efter den Tid vedblev der at være den samme Usikkerhed om, hvorvidt disse syv Skrifter skulde regnes til de hellige og apostoliske, og først fra Slutningen af det 4de Hundredaar kunne de siges at være almindelig godkjendte. Men at denne Godkjendelse tog saa lang Tid, deri have vi et Vidnesbyrd om, hvor omhyggelig man i den ældste Kristenhed var for ikke at kjende for hellig Skrift, hvad man ikke var vis paa fortjente dette Navn; man slog sig ingenlunde til Ro med, at et Skrift bar en Apostels Navn, men prøvede nøje, om det med Rette bar dette Navn og stammede fra Aposteltiden, inden man godkjendte det.

Saaledes ere altsaa det N. Test.s Skrifter efterhaanden blevne samlede. Men dernæst kunde man spørge, om disse Skrifter nu ogsaa ere komne til os i deres oprindelige Skikkelse. Og her maa man allerførst vide, at det er gaaet med Skrifterne i N. Test., som med alle Skrifter fra Oldtiden, at de ere komne til os gjennem Afskrifters Afskrifter af de oprindelige førstehaands Skrifter. Disse have utvivlsomt alle været skrevne paa "Papir" (2 Joh. 12), d. e. paa Blade af Papyrus-Planten, et skrøbeligt Emne, som ved nogen Brug hurtig maatte slides op, hvorfor de snart forsvandt; ved Aaret 200 har næppe noget af dem mere været til. De Afskrifter, som ere bevarede indtil vore Dage, ere først fra den Tid, da det blev almindeligt at skrive paa Pergament (tilberedt Kalve- eller Æselskind); de to ældste ere skrevne omtrent ved Aaret 400, altsaa mindst 300 Aar efter det sidste Skrift i N. T.; alle de andre ere yngre, de aller fleste meget yngre, skrevne mellem Aar 1000—1500. Men foruden disse Haandskrifter have vi endnu ældre Vidnesbyrd om N. T.s oprindelige Text. Naar Evangeliet slog Rod i et Folk, som ikke talte Græsk, kunde det ikke vare længe, inden man følte Trang til at faa det N. T. oversat, og disse Oversættelser vidne da om den græske Text, som laa til Grund for dem. De to ældste Oversættelser ere den syriske og den latinske, begge fra det 2det Aarhundrede. Ligeledes finde vi i Kirkefædrenes Skrifter fra den Tid af og senere stedse hyppigere Citater af N. Test., som vise os, hvilken Text disse Mænd have forefundet i deres N. Test.

Naar man nu sammenholder alle disse forskjellige Vidner om N. Test.s Text, vil man finde en saa stor Mængde "forskjellige Læsemaader", at man kunde forfærdes derover, dersom det ikke ved nærmere Eftersyn viste sig, at de dog ikke bringe nogen Usikkerhed ind i Skrifternes væsentlige Indhold. At disse Læsemaader kunde fremkomme, er til Dels en Følge af, at N. Test. er blevet afskrevet tiere end nogen anden Bog i Verden (der haves endnu omtr. tusende Haandskrifter af N. T.); men i Afskrifter kan der langt lettere indsnige sig Fejl end i trykte Bøger, saa meget mere som Afskriverne som oftest have været temmelig ukyndige Folk, der gjorde et Haandværk af at afskrive Bøger. Men hertil kommer, at i ældre Tid (indtil 5te Aarh.) skrev man uden Ophold mellem Ordene og uden Skilletegn, hvilket let kunde foranledige Fejllæsninger. Udtalen af det græske Sprog blev i Tidernes Løb en anden end i Oldtiden; dette blev ofte Aarsag til, at Afskriverne hørte fejl, naar Skriftet oplæstes for dem. Ikke sjældent have de rettet Ord og Vendinger, som ansaas for mindre godt Græsk, til mere velklingende. Ofte er en Bemærkning, som fra først af var bleven tilføjet i Randen af et Haandskrift til videre Forklaring, Oplysning e. desl., ved senere Afskrifter ført ind i selve Texten; ligeledes ere ofte i de forskjellige Evangeliers Fortællinger om samme Tildragelse saadanne Træk, som findes i det ene Evangelium, tilføjede i de andre, hvor de oprindelig manglede, eller Ordene ere rettede, saa de kunde lyde ens i alle Evangelierne, o. desl. Saadanne forskjellige Læsemaader ere meget tidlig komne ind i N. Test.; allerede fra det 3dje Aarh. af omtales de jævnlig af Kirkefædrene, og det ligger i Sagens Natur, at jo længere man kommer ned i Middelalderen, des flere fremkommer der. Alle disse Læsemaader ere et af de mange Vidnesbyrd om, at det N. Test., uagtet dets Forfattere vare baarne af den Hellig-Aand, dog har sin menneskelige Side og har haft sin menneskelige Historie ligesom andre Menneskeskrifter, og ligesom selve den kristne Menighed, til hvis Oplysning, Vejledning og Opbyggelse det er skrevet. Men Kristi Menighed har, trods alle menneskelige Vildfarelser og Fald, dog stedse hidtil staaet urokket i sin Grund og skal slaa saaledes til Verdens Ende; og saaledes skal ogsaa dens hellige Skrift staa urokket. De mange Læsemaader anfegte ikke det N. Test.s Grundindhold og den kristne Tro, hvorudaf det er skrevet. I de allerfleste Tilfælde kan man nemlig med fuld Sikkerhed afgjøre, hvilken Læsemaade der er den rette og oprindelige; og hvor dette kan være tvivlsomt, har det næppe noget eneste Sted Betydning for den dybere Mening eller for det kristelige Læreindhold, hvilken Læsemaade der vælges, saa det er aabenbart, at Gud dog stedse har holdt sin Haand over denne Skrift, for at den kunde vedblive at være den usvigelige Kilde til "Visdom til Frelse" for alle, som tro paa Jesus Kristus.

Endnu kunde her være at mærke, at alle de nu brugelige Overskrifter eller Titler paa N. T.s Bøger ere senere Tilføjelser fra den Tid, da man havde faaet alle Skrifterne samlede i én Bog. Det samme gjælder ogsaa de Underskrifter under Brevene, som fandtes i ældre danske Bibeludgaver, og i hvilke der angives, hvor og naar de vare skrevne. Nogle af Skrifterne have Overskrift fra Forfatterens egen Haand, saaledes Mattæos— og Markus-Evangeliet, hvor Bogens første Vers udgjør dens Overskrift; ligeledes er den "Hilsen", hvormed Brevene som oftest begynde, Forfatterens egen Overskrift over Brevet; og i Joh. Aabenb. er det samme Tilfældet med de tre første Ord: "Jesu Kristi Aabenbaring". — Den nu brugelige Inddeling af Bøgerne i Kapitler og Vers er først indført langt nede i Tiden, Kapitel-Inddelingen i det 13de, og Vers-Inddelingen i det 16de Aarhundrede, hvorfor der ikke kan være noget paafaldende i, om denne Inddeling hist og her skulde vise sig uheldig eller urigtig.

De fire Evangelier.

Jesu Kristi Jordeliv skildres os i fire Skrifter, af hvilke de to ere skrevne af Apostle, Mattæos og Johannes, der altsaa have været Øjen- og Ørenvidner til næsten alt, hvad de have fortalt, de to andre af Apostel-Disciple, Markus og Lukas, som have øst deres Fortællinger af mundtlige eller skriftlige Kilder. Et saadant Skrift har man fra den ældste Tid af kaldt et "Evangelium", d. e. et godt Budskab, en Betegnelse, som allerede Markus bruger, idet han giver sin Bog den Overskrift "Jesu Kristi, Guds Søns Evangelium" (Kap. 1, 1). Guds Søn Jesus Kristus og hans Frelsergjerning, hans Liv og Død og Opstandelse, er Indholdet af det gode Budskab til Syndere; dette gode Budskab er skriftlig fremstillet af fire Mænd, hvis Skrifter man fra gammel Tid af har kaldt: "Evangeliet efter Mattæos, efter Markusa osv.[1], d. e. Evangeliet, saaledes som Mattæos, Markus osv. har fremstillet det. Der er nemlig i Virkeligheden kun ét Evangelium, men de fire Mænd (Evangelister) have fortalt det hver paa sin Maade. Det har derfor heller ikke været Opgaven for nogen af Evangelisterne at give en udtømmende Beretning om alle Enkeltheder i Jesu Liv; det se vi deraf, at de alle vise hen til Begivenheder, som de ikke nærmere omtale (Mt. 11, 21; 23, 37; Mk. 3, 10 f.; Lk. 4, 23; Joh. 3, 24; 20, 30; 21, 25 o. a.); men de have givet Menigheden fire historiske Billeder af Jesu Liv, hvor hver af dem efter det Lys, den Hellig-Aand havde givet ham over Jesu Kristi Frelserliv, har fremdraget det, som han ansaa for Hovedsagen at fremlægge for sine Læsere.

Mellem de tre første Evangelier er der imidlertid en særegen Overensstemmelse, idet de særlig dvæle ved Jesu Virksomhed i Galilæa og ikke omtale hans Virksomhed i Judæa og Jerusalem førend fra den Tid, da han drog op til den sidste Paaskefest, til at lide og dø (Johannes udfylder deres Fortælling, idet han skildrer, hvad der foregik ved Jesu tidligere Besøg i Jerusalem); derhos er der stor Lighed iselve Indholdet, baade forsaavidt de meddele væsentlig de samme Tildragelser i Jesu Liv, og forsaavidt de fortælle dem med meget lignende eller de selv samme Ord. Denne Overensstemmelse har man fra gammel Tid af villet forklare ved at antage, at den ene Evangelist havde kjendt den eller de andre, som havde skrevet før ham, og saaledes enten forsætlig eller uforsætlig brugt de andres Ord. Dette vilde vel i sig selv ikke være utænkeligt; thi Evangelisterne maatte som enhver anden bruge de Midler, der stod til deres Raadighed, for at faa paalidelig Kundskab om det, de skrev om, og af Luk. 1, 1—3 se vi, at Lukas virkelig har brugt saadanne. Men det bliver dog umuligt at forstaa Sagen paa denne Maade; thi hvorledes man end ordner Evangeliernes Affattelsestid, vil der dog altid i det Evangelium, som antages for ældst, være Stykker, om hvilke man ikke kan forklare, hvorfor de senere ikke have medtaget dem, naar de have medtaget det øvrige; man maatte naturligst antage, at de senere Evangelier da enten vilde have optaget alt, hvad der var fortalt i de ældre, som allerede vare Menighedens Ejendom, med Tilføjelse af nye Træk og Tildragelser, som ansaas for tjenlige for deres Læsere, eller ogsaa vilde have udeladt det altsammen og nøjedes med at fortælle, hvad de ældre Evangelier havde forbigaaet. Det sidste har Johannes i det hele gjort; men han forudsætter aabenbart, at hans Læsere kjende den Historie, som vi have i de tre første Evangelier. Hele denne Tanke, at den ene Evangelist saaledes skulde have udarbejdet sit Skrift ud af de andre, hviler imidlertid paa den falske Forestilling, at de have skrevet paa samme Maade, som det nu saa ofte sker, at en tager 3 Bøger og skriver en fjerde ud af dem. Der kan ikke være Tvivl om, at Overensstemmelsen har sin Grund i, at de alle tre have haft en fælles Kilde, nemlig den mundtlige Fortælling og Forkyndelse om Jesu Frelserliv. Thi dette maa nødvendig have været den stadige Gjenstand for Tale og Forkyndelse i Menigheden; og da maatte der snart danne sig en fast Kreds af Fortællinger fra Jesu Liv, som stadig kom igjen, og hvor især Hovedtrækkene fortaltes med omtrent de samme Ord. Heraf har da hver Evangelist gjort det Udvalg, som han fandt Behov for, ligesom han ogsaa har meddelt de enkelte Tildragelser mere eller mindre udførligt, efter som han fandt det tjenligt for sine Læsere.

Mattæos og hans Evangelium.

Mattæos, som har skrevet det første af vore Evangelier, var Tolder i Kapernaum, den Gang Jesus kaldte ham til sin Discipel (Mt. 9, 9). Han hed ogsaa Levi (Mk. 2, 14); det er troligt, at dette har været hans oprindelige Navn, og at Navnet Mattæos (ɔ: "Herrens Gave", Teodor) er givet ham af Jesus, da han blev Discipel. Om hans øvrige Liv fortælles intet i N. Test., men Kirkehistorikeren Evsebios (i 4de Aarh.) skriver, at han efter først at have prædiket i Palæstina drog ud til "andre Folk". Hvilke disse vare, er ubekjendt, men der er al Sandsynlighed for, at han ligesom de andre Apostle af Omskærelsen særlig har vendt sig til Jøderne "i Adspredelsen" trindt om i de østlige Lande.

Efter den enstemmige Overlevering hos Kirkefædrene har Mattæos fra først af skrevet sit Evangelium paa Hebraisk og til Brug for de Kristne af jødisk Æt i Palæstina. Dersom dette forholder sig rigtig, saa er dette oprindelige hebraiske Evangelium meget tidlig forsvundet; allerede fra Begyndelsen af 2det Aarh. kjendte man trindt i Kristenheden kun det samme græske Mattæos-Evangelium, som vi endnu have, og som derfor sikkerlig ogsaa maa have været skrevet (eller oversat) af Mattæos selv. (Hos den jødekristelige Sekt Ebjoniterne fandtes i senere Tid et hebraisk Evangelium, som udgaves for at være af Mattæos, men som uden al Tvivl har været oversat fra Græsk og derhos var forvansket baade ved Udeladelser og Tilsætninger). Men aldeles utvivlsomt er det, at Mattæos har skrevet sit Evangelium for de Kristne af Israel. Dette fremgaar allerede deraf, at han ikke forklarer de jødiske Skikke, som han af og til omtaler, hvilket de andre Evangelister pleje, men han forudsætter, at hans Læsere kjende dem. Og især viser det sig deri, at hans Skildring af Jesu Liv særlig er lagt an paa at vise, at Jesus af Nasaret er den forjættede Messias. At dette er hans Øjemed, udtaler han allerede ved Evangeliets Overskrift eller Titel (Kap. 1, 1): "Jesu Kristi, Davids Søns, Abrahams Søns Historie"; og hele den følgende Historie er en Paavisning af, hvorledes Jesu Jordeliv er Virkeliggjørelse af, hvad der i den gl. Pagts Skrifter var forjættet og varslet om Messias, og hvorledes han derved har opfyldt Loven og Profeterne (5, 17). Denne Skildring fører Mattæos frem til det Punkt, da Jesus ved sin Befaling om Daaben (28, 18 f.) viser sin Menighed Vejen ud af den gamle Pagt over i den ny og fremtræder som den forjættede Frelser-Konge, der har Ejendomsret til Alverdens Folkefærd. Og ved Siden af dette sit Hovedøjemed viser Mattæos hele Evangeliet igjennem, hvorledes Jesus baade i Ord og Gjerning traadte i Modsætning til den farisæiske Aandsretning, som var den raadende i Datidens Israel, og som i Virkeligheden var Utroskab og Uretfærdighed, trods al udvortes Iver for Pagten og Loven, men som derfor ogsaa maatte føre til, at Israel blev forskudt, og at Evangeliets Naade blev vendt til Hedningerne.

Ifølge Kirkefædrenes Vidnesbyrd er Mattæos-Evangeliet det ældste af Evangelierne, og Biskop Irenæos af Lyon († 202) fortæller, at det er skrevet, medens Peder og Pavlus prædikede i Rom. Herefter maatte det i det tidligste være skrevet omkring Aar 63.




  1. Den sædvanlige Oversættelse i vore danske Bibler: "St. Mattæus's, St. Markus's Evangelium" er mindre nøjagtig.