Bidrag til Fortolkningen af Straffelovens § 203 samt om Lovens Opfattelse af Begrebet „forsætlig Forbrydelse“
Bidrag til Fortolkningen af Straffelovens § 203 samt om Lovens Opfattelse. af Begrebet „forsætlig Forbrydelse“.
(Af Emil Jürgensen).
Skjøndt disse Bemærkninger ere fremkaldte ved den
i Slutningsheftet af »Tidsskrift for Retsvæsen« indeholdte
Anmeldelse af min ifjor udgivne Fortolkning af Straffeloven,
er det dog ikke i nogen Maade min Agt at underkaste
bemeldte Kritik en Antikritik, hvortil den forøvrigt kunde
frembyde rigeligt Stof; men den indeholder nogle Udtalelser,
navnlig med Hensyn til Fortolkningen af Straffelovens
§ 203, som ikke bør henstaae uimodsagte. Jeg har hidtil
holdt mig tilbage i Haab om, at Indsigelsen skulde være
fremkommen fra en Anden; men da dette ikke er skeet,
finder jeg mig forbunden til at tage Ordet, selv med Fare
for, at det derved muligviis kan faae Skin af, mere at
være Personen end Sagen, der bliver forsvaret.
Den ærede Anmelder udtaler sig S. 484 saaledes om
§ 203: ». . . . . ikke alene den falder ind under
Paragrafen, som har villet den indtraadte Skade,
men ogsaa den, der, uagtet han ikke vilde det,
dog har maattet forudsee, at hans Handling let
kunde medføre samme, ja endog den, hvis
Handling kun ved tilfældig tilstødende Omstændigheder har medført Skaden.« Denne Fortolkning er
utvivlsomt aldeles urigtig og saa indlysende urigtig, at jeg ikke
skulde have anseet det fornødent at gjøre mit for at
hindre den fra at vinde Indgang, naar ikke en Udtalelse
af Landstingets Udvalg (Rigsdagstid. 1864—65 Tillæg B
S. 321), der gaaer ganske i samme Retning, kunde
befrygtes at ville forføre flere ubefæstede Sjæle — saaledes
som den utvivlsomt allerede har forført den ærede
Anmelder. Fra en anden Side kan man derimod reise Tvivl
om denne Artikels rette Forstaaelse, og da en saadan
overhovedet ikke kan vindes uden igjennem en nøie
Undersøgelse af de Lovsteder i 17de og 18de Kapitel, hvormed
den staaer i organisk Sammenhæng, skulle vi først
fremstille disse Bestemmelsers Historie, som ogsaa i andre
Henseender er af Interesse. Der maa her skjelnes mellem
det af Lovkommissionens Majoritet stillede Forslag, som
optoges i det Landstinget i 1865 forelagde Udkast,
Minoritetens Forslag og for det Tredie det endelige, i
Overeensstemmelse med Landstingets Udvalgs Betænkning
omændrede Udkast, der 1866 forelagdes Rigsdagen og af denne
for de herhenhørende Bestemmelsers Vedkommende
vedtoges som Lov i uforandret Skikkelse.
Kommissionens Majoritet erkjendte vel, at Fdg. 4 Octbr.
1833 trængte til Forandring og Lempelse i mange
Retninger, men den holdt dog i det Væsentlige fast paa dens
Principer om Tilregnelse til Straf af de med en forsætlig
Voldsgjerning forbundne ikke tilsigtede Følger, og den
anvendte disse Principer med stor Consekvents, idet den efter
den reent ydre Følge henførte Forbrydelsen under Drab,
Lemlæstelse eller mindre Legemsbeskadigelse og kun i
Straffens Størrelse gjorde Forskjel paa, om dette Drab,
denne Lemlæstelse eller Legemsbeskadigelse var forsætlig
eller ei. Idet jeg iøvrigt ikke skal gaae ind paa
Detaillerne, skal jeg kun bemærke, at ifølge Udkastets §§ 185
og 186 (svarende til Lovens §§ 188 og 189) straffedes
ethvert Drab, der var en Følge af en »forsætlig udøvet Legemsfornærmelse«, uden dog selv som forsætligt at falde
ind under § 183 og 184, med kvalificeret Straf ↄ: med en
Straf, der var strængere end den, der kunde udbringes ved
at sammenlægge Straffene for den forsætlige
Legemsfornærmelse og det uforsætlige Drab. I § 201 (Lovens § 204)
gaves en aldeles tilsvarende Bestemmelse for Lemlæstelse,
idet Paragrafens 2det Led ligefrem siger, at under Ordene
i 1ste Led »Lemlæster Nogen en Anden o. s. v.« falder
ogsaa den ikke forsætlige Lemlæstelse; og da Ordene
i § 200, der er eenslydende med Lovens § 203, ere
ganske homogene med 1ste Led af § 201, synes de heller
ikke at kunne underlægges anden Betydning, skjøndt en
Udtalelse af Mindretallat i Motiverne (S. 251), hvor det
indvendes imod Fleertallets § 201, 2det Led, at den gør
det uklart, hvorvidt forbryderisk Hensigt skal ansees som
en Forudsætning for andre Straffebestemmelser i Udkastet
og da navnlig for sammes § 200, viser, at Mindretallet har
anseet det for muligt selv efter Udkastet at gjøre en
anden Opfattelse af sidstnævnte Paragraf gjældende. Det
var vel ikke udtrykkeligt udtalt i Udkastets §§ 200 og 201,
at den ikke forsætlige Skade skulde være tilføiet under et
retstridigt Angreb, men dette maatte dog vistnok antages,
baade paa Grund af Ordene og efter Analogien fra §§ 185
og 186 og endelig, fordi der ellers ikke kunde afstikkes nogen
Grændse mellem § 204 (Lovens § 207) og de her omtalte §§.
Mod Fleertallet blev det, og vistnok med fuld Føie,
gjort gjældende, at dets Forslag ganske tabte den
kriminalistiske Tilregnelses Ledestjerne, det forbryderiske
Forsæt, af Sigte, og det endog i den Grad, at Udkastets
Bestemmelser, ligesom de ældre i Fdg. af 1833, vilde
medføre Straf for en Voldsgjernings reent tilfældige Følger.
Vel erklærede Fleertallet (Motiv. S. 227 og 252), at
saavel efter Fdg. af 1833 som efter dets eget Forslag maatte
det betragtes som en selvfølgelig Betingelse for Anvendelse
af Straf for de ikke tilsigtede Følger, »at Gjerningsmanden
overhovedet paa nogen Maade har kunnet tænke sig en mulig Kausalforbindelse mellem Gjerningen og den
Paagjældendes Død eller den ham tilføiede Skade, og at i
modsat Fald den yderligere Følge som reent hændelig ikke
engang vil kunne tilregnes som uagtsom«. Men var dette
end Fleertallets Mening, maa man dog indrømme, at
Mindretallet var i sin Ret til ikke at kunne finde denne Mening
udtrykt i Udkastet; og Landstingets Udvalg sluttede sig
hertil, idet det udtalte, at Udtrykkene efter dets Opfattelse
ikke udelukke aldeles tilfældige og uforudseelige Følger af
Gjerningen, og at det ialtfald maa befrygtes, at
Domstolene, der opfattede Fdg. af 1833 paa denne Maade, ogsaa
ville ansee sig bundne ved en saadan Fortolkning af den
ny Lov (Rigsdagstid. 1864—65 Tillæg B S. 314 og 322).
I Modsætning hertil holdt Kommissionens Mindretal derfor
fast paa, at det ved Forbrydelsen kommer an paa
Forsættet, medens denne Grundsætning dog formeentlig ikke
skulde udelukke, »at der ved Fastsættelsen af Straffen for
Gjerningen tages Hensyn til Beskaffenheden af det Onde,
som Gjerningsmanden, uden at have villet det, har givet
Anledning til, og den Omstændighed, at der i saadanne
Tilfælde foreligger ikke blot en større eller mindre
Uagtsomhed, men tillige en forbryderisk Villie, omend af en
anden Art (culpa dolo determinata), kan. endog
retfærdiggjøre en Skjærpelse af den i Almindelighed for den
tilsigtede Forbrydelse foreskrevne Straf« (Motiv. S. 222).
Herefter opstilles der istedetfor Fleertallets §§ 185, 186 og
201 2det Stykke Bestemmelser gaaende ud paa, at naar
en Voldshandling eller anden med retstridig Hensigt
udøvet Virksomhed har havt Døden eller en Skade tilfølge,
men denne Følge maa ansees at, have ligget udenfor
Gjerningsmandens Villie, bliver han at straffe efter
Beskaffenheden af det Onde, som det var hans Hensigt at tilføie,
eller som han maatte forudsee som en rimelig Følge af
Gjerningen, men saaledes at Straffen for dette Onde bliver
at skjærpe og derhos-kan stige over den i den anvendte
Bestemmelse fastsatte (Motiv. S. 225 og 250). § 200 (Lovens § 203) rørte Mindretallet ikke ved, men de af det
foreslaaede Bestemmelser medførte ligefrem, at denne
Paragraf umuligt kunde opfattes paa den Maade, som vi foran
anførte som den med Udkastets Principer formeentlig bedst
stemmende, og skjøndt Ordene forbleve uforandrede, fik
de saaledes dog en ny Betydning som ene omfattende den
forsætlig tilføiede Skade. Det forekommer mig utvivlsomt,
at Mindretallet kom det Rette langt nærmere end
Fleertallet, men dog synes ogsaa dets Forslag at kunne mødes
med væsentlige Indvendinger. Ikke blot vilde det aldeles
hændelige og uforudseelige Drab eller Lemlæstelse, der
konkurrerede med et Forhold, som ellers vilde være at
bedømme efter § 197 (Lovens § 200), ubetinget komme
til at medføre en ganske umotiveret Skjærpelse af Straffen
efter denne Paragraf; men — hvad der er vigtigere — det
kan vistnok med største Føie bestrides, om det overhovedet
er stemmende med rigtige Grundsætninger at opstille culpa
dolo determinata som en særegen Imputationsgrad og
derpaa basere et Begreb om »halvforsætlige« Forbrydelser,
som de kaldes i Motiverne; hvortil endvidere kommer, at
Forslagets Redaktion i det Hele taget neppe er heldig.
Landstingets Udvalg slutter sig i det Væsentlige til
de af Mindretallet hævdede Principer, idet det paa den
ene Side udtaler, at Strafskylden dog tilsidst hviler paa
den forbryderiske Villie, medens det paa den anden Side,
naar den forsætlige Voldsgjerning har havt Døden tilfølge,
uden at det dog er godtgjort, at den Skyldige har havt
til Hensigt at dræbe, formeentlig vilde lede til altfor ringe
Straf, om man blot betragtede Forholdet som Konkurrence
af en forsætlig Voldsgjerning med et uagtsomt Drab. »Det
ligger nemlig i Voldsgjerningernes særegne Natur, navnlig
naar disse ere noget betydeligere, at den, som skrider til
Udførelsen af en saadan, maa vide, at han ingenlunde er
Herre over de indtrædende Følger. Han maa derfor være
forberedt paa, at der kan indtræde en langt alvorligere
Følge, end han tilsigtede« (Rigsdagstid. 1864—65 Tillæg B S. 312). Fremdeles siges der med Hensyn til Udkastets
Bestemmelser, at det ikke paa nogen Maade kan billiges
at skjærpe Straffen paa Grund af reent tilfældige Følger,
ligesom der ikke heller, »hvor Uagtsomheden kun er
mindre, findes en saadan indre Forbindelse mellem Døden og
den forsætlige Vold, at der er Grund til at paalægge
Gjerningsmanden en særegen høiere Strafe«; det maa derfor
kræves, at han har maattet forudsee Døden som en rimelig
eller ikke usandsynlig Følge af Gjerningen (S. 314). Ganske
analoge Betragtninger fremsættes naturligviis ogsaa for de
Tilfælde, hvor en forsætlig Voldsgjerning har draget en
betydelig Legemsskade efter sig. — Skjøndt Udvalget i sin
Opfattelse staaer Mindretallet saa nær, adopterede det dog
ikke de af dette stillede Forslag, men fremkom istedetfor
Udkastets §§ 185, 186 og 201 med selvstændige
Ændringsforslag, der nu foreligge som Lovens §§ 188, 189 og 204. Udkastets
§ 200 (Lovens § 203) om mindre Legemsbeskadigelser forblev
ogsaa denne Gang urørt, og Udvalget udtaler ligefrem, at ikke
blot Ordene men ogsaa Meningen skal forblive uforandret som
efter Udkastets ↄ: Majoritetens Forslag; det hedder (S. 321)
herom, »at ligesom der ved simple Hug og Slag (Udkastets
§ 197, Lovens § 200) naturligviis ikke skjelnes mellem,
hvad Angriberen har villet, og den indtraadte Følge,
saaledes har, man heller ikke anseet det fornødent ved de
mindre Beskadigelser efter § 200 (ↄ: § 203) at opstille en
saadan Adskillelse. Under denne Bestemmelse falder
saaledes ikke alene de Tilfælde, hvor Angriberen har villet
tilføie den Anden Saar eller Skade paa Helbred, men
ogsaa saadanne, hvor han kun har villet give ham en Dragt
Prygl, men der følger større Skade efter; det kan i saa
Henseende end ikke fritage ham, at Skaden er bevirket
ved en aldeles tilfældig Begivenhed« — ganske den ærede
Anmelders Opfattelse af Paragrafen.
Idet vi nu have fulgt § 203 og dens Omgivelser
igjennem de forskjellige Omvexlinger, som Straffeloven har
undergaaet paa sin Bane gennem Kommission og Udvalg, have vi tillige seet, at § 203, skjøndt Bogstav for Bogstav
bestandig den samme, dog har havt en meget forskjellig
Betydning i Fleertallets og Mindretallets Forslag efter de
disse underlagte forskjellige Principer. Denne Paragraf er
som et Speil, der selv uforandret dog med Troskab
gjengiver enhver Forandring i Omgivelserne; men hvorledes er
det da muligt, at man nu kan opstille en Fortolkning, som
i den Grad strider mod Lovens øvrige Bestemmelser, at
det selv efter det oprindelige Udkast, som alt fremhævet,
kunde underkastes Tvivl, om den burde admitteres. Der
udtalte jeg mig imidlertid for denne Fortolkning, fordi
§ 203 derved blev i Overeensstemmelse med de Principer,
som, ihvorvel ellers afvigende fra Straffelovens almindelige,
dog opstilledes som almeengyldige for de her omtalte
Forbrydelser; i Lovens nuværende Skikkelse derimod taler Alt
imod den, Intet for den. Ved at anvende Straf efter § 203
for den af et simpelt Slag resulterende ikke tilsigtede eller
vel endog reent tilfældige Følge, vilde vi jo træde i aaben
Opposition med alle andre beslægtede Bestemmelser og da
i Særdeleshed med § 204, der kun anvender Straf, hvor
Lemlæstelsen er forsætlig eller dog har maattet forudsees
som en rimelig eller ikke usandsynlig Følge (om § 203 kan
anvendes i dette sidste Tilfælde, skal siden blive omtalt;
foreløbig kunne vi lade dette Spørgsmaal henstaae, da det
kun kommer an paa at paavise det Urigtige i den ærede
Anmelders Opfattelse); Denne Uovereensstemmelse i
Grundsætninger skulde imidlertid efter Udvalgets Mening ikke
have Noget at betyde, »da, Straffen her (ↄ: efter § 203)
vil kunne sættes meget lavt (Bøder ikke under 20 Rdl.),
og Domstolene naturligviis ville tillægge saadanne
Omstændigheder som den, at Skaden er bevirket ved aldeles
tilfældige Begivenheder, den fornødne Betydning«
(Rigsdagstid. 1864—65 Tillæg B S. 321); men det vil
Domstolene ikke altid gjøre af den gode Grund, at de ikke altid
kunne det. Efter § 200 kan Straffen for et Slag blive
endog kun 1 Rdl.s Bøde; med hvad Føie skal man nu regne Paagjældende en »aldeles tilfældige Skade til
yderligere Straf af 19 Rdl., medens et tilfældigt Drab eller en
tilfældig Lemlæstelse under lige Omstændigheder ikke kan
tilregnes? Den ærede Anmelder ræsonnerer nu vel paa
den Maade, at da den, der har tilføiet Skade af den i
§ 204 omhandlede Beskaffenhed under saadanne
Omstændigheder, at han ikke falder ind under Paragrafens
Bestemmelser, ikke heller kan straffes efter §§ 200 eller 203
ifølge deres ligefremme Ordlyd, saa bliver det nødvendigt
at anvende Analogi, og da det naturligviis maa være
ligesaa strafværdigt tilfældigt at tilføie en større som en
mindre Skade, er det fuldt berettiget at straffe ham efter
Analogien af § 203; og den Omstændighed, at denne Analogi
bliver nødvendig, fremhæves som et Beviis paa, hvor ilde
Repræsentationen har handlet ved at rette paa et
systematisk Lovudkast. Vil man imidlertid paatage sig ad
denne Vei at tilveiebringe Ligelighed i Grundsætningerne,
saa maatte man ogsaa straffe den, der ved et forsætligt
Angreb, som ellers vilde være at bedømme efter § 200,
havde dræbt en Anden, efter Analogien af § 203,
forsaavidt Gjerningen falder udenfor § 188; og jeg tvivler dog
paa, at man vilde føle sig tiltalt af en slig Analogiseren,
saameget mindre som Koncipisterne af §§ 188 og 204
udtrykkelig, som ovenfor bemærket, have udtalt, at det
tilfældige Drab eller Lemlæstelse ikke skal tilregnes
Ophavsmanden til Straf.
Det Værste ved den her bestridte Fortolkning af
§ 203 er imidlertid ikke den derved fremkomne
umotiverede Uovereensstemmelse i Behandlingen af ligeartede
Tilfælde, thi fulgte en saadan Inkonsekvents virkelig af
Lovens Ord, havde Fortolkeren jo intet Andet at gjøre end
at modtage den med Resignation; men den er saa langt
fra at være den nødvendige Følge af en konsekvent
Fortolkning, at den kun synes at kunne komme frem ved en
meget løs Betragtning eller aandløs Stirren paa
Bogstaverne. Vel staaer der »Tilføier Nogen en Anden Saar eller Skade o. s. v.«, og det kan jo Enhver siges at gjøre,
der saarer en Anden, enten det er tilfældigt, uagtsomt
eller forsætligt, og enten Tilfældet eller Uagtsomheden
konkurrerer med en Voldsgjerning efter § 200 eller ei.
Saa maa vel ogsaa den straffes efter Paragrafen, der ved
et reent Tilfælde kommer til at beskadige en Anden, og
Grunden til, at der i § 207 kun sættes Straf for uagtsom
Lemlæstelse, maa altsaa være den, at uagtsom, ja endog
tilfældig Skade af mindre Betydenhed skal straffes efter
203? Jeg formoder dog, at den ærede Anmelder vil
benegte dette, rimeligviis støttende sig paa, at Ordet
»Voldshandling« i Paragrafens 2den Sætn. viser, at den hele
Paragraf kun angaaer den ved en forsætlig Voldsgierning
bevirkede Skade; men ligesom han selv vel paa Grund heraf
vil undergive Ordene i første Sætn. en Indskrænkning,
saaledes er der en anden Bestemmelse i Loven, som
omstyrter hans hele Fortolkning, nemlig § 43. Denne
Bestemmelse angaaer jo rigtignok kun uagtsomme
Handlinger, men kan Uagtsomhed ikke straffes uden udtrykkelig
Hjemmel, kan vel Tilfældighed saameget mindre; og
ligesom saamange andre Bestemmelser i Loven, som efter
deres Ordlyd ikke alene angaae forsætlige Forbrydelser,
dog paa Grund af § 43 maae indskrænkes til saadanne,
saaledes gaaer det ogsaa med § 203. Jeg kan tænke mig
Muligheden af den Indvending, at § 43 taler om uagtsomme
Handlinger, medens vi her ved 203 have med ikke
tilsigtede Følger af en forsætlig Handling at gjøre, men en
saadan Sondring mellem Handling og Følger er aldeles
ufilosofisk, ja egentlig umulig, hvis Begrebet Handling
opfattes rigtigt. Naar Morderen skjærer Halsen over paa
sit Offer for at dræbe, da er hans Handling ikke at skjære
Halsen over, og Døden en derefter indtrædende Følge,
men Handlingen er selve det at dræbe; thi det ligger i
Sagens Natur, at naar Forbryderen benytter sig af den i
Yderverdenen stedfindende Kausalforbiudelse og ved at
give det første Stød fremkalder det forønskede Resultat,
da er Frembringelsen af selve dette Resultat hans Handling, det objektiverede, adæqvate Udtryk for hans
forbryderiske Forsæt. Handling og Følge er Et og lader
sig hverken objektivt eller subjektivt adskille; kun da ere
Følgerne noget Efterfølgende, noget udenfor Handlingen
Faldende, naar de ikke kunne tilregnes Gjerningsmanden,
fordi de ikke have været indbefattede i hans Villie.
Hermed stemmer ogsaa aldeles Kommissionens og Udvalgets
Opfattelse af Forsæt og Uagtsomhed, see navnlig Motiv.
S. 218 og Rigsdagstid. 1864—65 Tillæg B S. 310, hvor
det til forsætligt Drab kræves, at Døden som Følge af
Gjerningen er indbefattet under Gjerningsmandens Villie.
Naar § 43 altsaa taler om uagtsomme Handlinger,
forstaaes herved saadanne Handlinger, hvis Følger ikke kunne
tilregnes som forsætlige, og det er ganske ligegyldigt, om
Gjerningen, som har fremkaldt Følgen, selv er forsætlig
eller ei; det er i lige Grad uagtsom Skadetilføielse, enten
Skaden er Følge af et forsætligt eller uagtsomt tilføiet
Slag, men selvfølgelig kan den forsætlige Handling i første
Tilfælde belægges med Straf. Men, indvender Anmelderen,
det er netop det, der ikke vil kunne skee efter den her
forsvarede Fortolkning af Straffeloven; thi § 200 angaaer
kun de Tilfælde, hvor Volden ikke har medført Saar eller
anden Skade, og naar § 203 nu kun skal antages at
omhandle den forsætlig tilføiede Skade, saa er der jo ingen
Bestemmelse, hvorefter den med uforsætlig Skade
forbundne forsætlige Voldsgjerning kan straffes. Det skal ogsaa
indrømmes, at Ordene »uden dog at tilføie ham Saar eller
anden Skade«, der vare fuldkommen nøiagtige i Udkastet,
helst burde have været forandrede eller udeladte, da
Udkastet omdannedes i Overeensstemmelse med Landstingets
Udvalgs Betænkning; men selv nu kunne disse Ord gjerne
staae uden at medføre, at de Tilfælde, hvor Skade, der
ikke er tilregnelig efter §§ 203 og 204, er skeet, maae
siges at falde udenfor Paragrafen, idet de naturligt og
vistnok med fuld Føie kunne fortolkes som »uden dog at
have tilføiet ham Saar eller Skade, som kan tilregnes«.
Vil man imidlertid end ikke lade denne Fortolkning gjælde, saa at analogisk Anvendelse blev nødvendig, er det
formeentlig utvivlsomt, at disse Tilfælde kunne straffes efter
Analogien af § 200; thi da Gjerningsmanden forsætlig har
overfaldet den Anden med Hug og Slag, og da den
yderligere Skade ikke kan tilregnes ham, er en fuldstændig
Aarsagernes Lighed tilstede, jvf. § 1.
Jeg haaber, man vil indrømme mig, at jeg er gaaet
frem efter strænge Fortolkningsregler uden at lade mig
paavirke af, hvilket Resultat jeg maatte ansee for det
ønskeligste, og give mig Ret i, at naar man fæster Blikket
paa § 203 og vel at mærke har § 43 i Tanken, kan man
kun komme til den ene Slutning, at § 203 alene angaaer
forsætlig Beskadigelse. Naar derimod hensees til den i
§ 204 udtalte Regel, som ogsaa har fundet sit Udtryk i
§ 188, kunde det Spørgsmaal reises, om ikke ogsaa den,
der har maattet forudsee en indtraadt mindre
Legemsskade som sin Gjernings rimelige eller dog ikke
usandsynlige Følge, maa kunne straffes efter § 203. Man vil
let see, at Talen her er om en analogisk Anvendelse af
§§ 188 og 204; men som allerede udtalt i min Fortolkning
af Straffeloven (S. 178—179) kan jeg ikke ansee en
saadan Analogi for tilladelig, thi da den, der forudseer en
meget betydelig Beskadigelse eller endog Døden som sin
Gjernings naturlige Frugt og dog handler uden at lade
sig afholde heraf, er strafværdigere end den, hvis Handling
kun kan bevirke en meget mindre Skade, er der ikke en
fuldstændig Aarsagernes Lighed tilstede[1].
Det var ikke saa svært at paavise, at § 203 kun, angaaer forsætlige Forbrydelser, men en langt vanskeligere
Opgave er det at afgjøre, hvad der forstaaes ved
uforsætlige« Forbrydelser, og det er et Spørgsmaal, hvis
Besvarelse er i lige Grad betydningsfuld for enhver af Lovens
Bestemmelser. Gaaer baade den med bestemt og
den med ubestemt Forsæt foretagne Handling ind
under Begrebet eller kun den første alene? Ved
den nærmere Undersøgelse heraf maae vi gaae ud fra det
ubestemte eller eventuelle Forsæts Begreb som givet og
uden iøvrigt at indlade os paa en Vurdering af dette
Begrebs Betydning for Kriminalretten forudsætte, at dolus
eventualis erkjendes at være tilstede, naar den Handlende
betingelsesviis indvilliger i, altsaa betingelsesviis vil,
Indtrædelsen af en retstridig Følge, som han forudseer som
sin Gjernings naturlige, men dog ikke nødvendige Følge,
idet han dog ikke ønsker, at den skal indtræde[2]. Det synes nu systematisk taget aldeles klart, at med det
Samme vi erkjende den med dolus eventualis forbundne
Forbrydelse som virkelig doløs (ↄ: kvalitativ forskjellig
fra den uagtsomme), saaledes at dolus determinatus og
eventualis omsluttes af det fælleds Begreb »dolus«, saa
maa ogsaa Forsæt, der just er den identiske Betegnelse
for dolus, i sig som en høiere Enhed indbefatte baade
det bestemte og det ubestemte Forsæt. Hermed er Sagen
imidlertid ikke afgjort, thi om Sandheden heraf end
aldrig saameget erkjendes, kan det Spørgsmaal ligegodt
reises, om dog ikke den enkelte positive Lovgivning
forstaaer forsætlig = bestemt forsætlig; findes dette imidlertid
at være Tilfældet, maa det ogsaa fastholdes, at en saadan
Lovgivning, hvis den da overhovedet vil anerkjende det
ubestemte Forsæt, ikke kan opstille Begreberne
»Uagtsomheder« og »Forsæt« som udtømmende den kriminalistiske
Tilregneligheds Former, men at det ubestemte Forsæt da
maa danne en tredie Imputationsgrad. Naar vi undersøge
Motiverne til Udkastet, synes Tvivlen strax at finde sin
Løsning, idet det bestandigt saavel af Kommissionens
Fleertal som Mindretal udenvidere forudsættes, at Forsæt
baade er det bestemte og det ubestemte Forsæt, see f. Ex.
Motiv. S. 218, 219, 222, 223. S. 218 hedder det
saaledes med Hensyn til Udkastets § 183 (ligelydende med
Lovens § 186) om forsætligt Drab, at man ikke har
anseet det for nødvendigt eller hensigtsmæssigt at
udsondre det bestemt og det ubestemt forsætlige Drab; »om
det nemlig end ikke kan benegtes, at Forbrydelsen i
Reglen maa ansees for mere strafværdig, hvor et saadant
bestemt Forsæt har været tilstede, end hvor Gjerningsmanden
kun forsaavidt maa siges at have villet dræbe, som han
ikke har udelukket denne Følge af sit Forsæt, medens
han dog ikke netop bestemt har tilsigtet den, idet han
tvertimod, uden for sig selv at klare Virkningen deraf,
har slaaet løs og ladet staae til (Systemernes dolus
eventualis), lader det sig dog paa den anden Side heller ikke bestride, at der ogsaa under Begrebet om det bestemte
Forsæt indbefattes Tilfælde af ikke uvæsentlig forskjellig
Beskaffenhed . . . . . Domstolene ville formeentlig i det
enkelte Tilfælde vel vide at tage tilbørligt Hensyn, som
til de øvrige Momenter, der i denne Henseende bør komme
i Betragtning, saa og til Beskaffenheden af Drabsforsættet,
navnlig til, om det var bestemt eller ubestemt«. At Ordet
uforsætlige efter de Lovkyndiges Mening, som have
forfattet Udkastet, ligefrem omfatter det ubestemte Forsæt,
er her udtalt saa klart som muligt, og man vil lægge
Mærke til, at den citerede Beskrivelse af dolus eventualis
ikke engang rammer denne i dens mest strafværdige Form
som præmeditatus, men forudsætter, at den dolo eventuali
Handlende har været in impetu. Det er klart, at denne
Kommissionens Anskuelse er af særdeles Vægt, især da
den ganske stemmer med den hos os herskende
videnskabelige Opfattelse af den ubestemt forsætlige Forbrydelse,
men afgjørende kan den ikke være, hvis det af andre
Omstændigheder maatte fremgaae, at den i Motiverne og
Forslaget udtalte Tanke ikke har fundet sit Udtryk i den
endelige Lov.
Vi møde da strax i Landstingets Udvalgs Betænkning
den Udtalelse, at det i ethvert Fald maa ansees for
særdeles tvivlsomt, »om man under § 183 (ↄ: § 186) kan
henføre saadanne Tilfælde, hvor Gjerningsmanden har
handlet med ubestemt (eventuelt) Forsæt« (Rigsdagstid.
1864—65 Tillæg B S. 311); Udvalget motiverer sin Tvivl
ved, at en saadan Regel vilde, være meget mislig paa
Grund af den fine Nuance, hvorved Tilfældene af dolus
eventualis skulle adskilles fra de under § 185 (omændret
til Lovens § 188) faldende, at det ikke efter almindelig
Sprogbrug kan siges, at de her omhandlede Forbrydelser
ere begaaede »med Forsæt«, og endelig at heller ikke den
ældre, af Straffeloven afløste Lovgivning betragter dem
som forsætlige. Hvad først den Indvending angaaer, at
det skulde være misligt at anvende de almindelige Regler om forsætlig Forbrydelse, specielt Lovens § 186, paa den
med ubestemt Forsæt begaaede, da maa dette bestemt
benegtes; det kan være upraktisk, fordi Tilstedeværelsen
af eventuelt Forsæt paa Grund af den ydre Lighed med
de Tilfælde, hvor kun luxuria er tilstede, yderst sjeldent
vil kunne bevises, misligt derimod kunde det kun blive,
hvis Straffenes Grændser vare saa snevre, at der ikke i
de enkelte Tilfælde, hvor dolus eventualis er beviist, vilde
kunne tages tilberligt Hensyn til den naturlig mindre
Strafskyld, som denne Form af dolus involverer; at dette
imidlertid skulde være Tilfældet med Straffeloven, vil neppe
Nogen paastaae, naar hensees til, hvor vidt et Spillerum
der gives for Straffens Udmaaling, og at dette Spillerum
af Kommissionen just er betænkt til ogsaa at give Plads
i denne Henseende. Til den almindelige Sprogbrug kan
man ikke med Føie henvise paa dette Sted; thi da den
hele finere Distinktion mellem den forbryderiske Villies
forskjellige Fremtrædelsesformer desværre er ganske fremmed
for den almindelige Bevidsthed, kan der ikke være Tale
om en almindelig Sprogbrug. Derimod afgiver den
tidligere legale Sprogbrug en Indvending af betydelig Vægt;
thi det kan neppe bestrides — og jeg skal derfor heller
ikke indlade mig paa videre Undersøgelse desangaaende —
at den ældre Lovgivning ved Forsæt i Almindelighed
forstod »bestemt« Forsæt, hvad i Særdeleshed synes klart at
fremgaae af Fdg. 26 Marts 184l.[3] Men det er dog
tvivlsomt, hvad Betydning man skal tillægge denne
Omstændighed ved Fortolkningen af den ny Lov, thi
ligesaagodt som man kan sige, at Formodningen maa være for, at Straffeloven har beholdt det gamle Begreb, ligesaa godt
synes Sandsynligheden af, at den ny Lov i Erkjendelse
af det Mangelfulde ved den ældre Opfattelse vil have
Fortsæt opfattet paa en med videnskabelige
Grundsætninger formeentlig bedre stemmende Maade, at kunne gjøre
sig gjældende. Da Kommissionens Mening, som alt
bemærket, ikke i saa Henseende kan være afgjørende, især
da dets Forslag underkastedes saa væsentlige Forandringer,
saa maa Besvarelsen efter Sagens Natur i sidste Instants
hentes fra selve Loven — kunne vi ikke tinde den der,
findes den intetsteds.
Hovedstriden maa komme til at dreie sig om §§ 186 og
188. Naar man nemlig seer, at § 188 sætter en mildere Straf
end § 186 (forsætligt Drab) og en meget strengere end § 198
(uagtsomt Drab) for det Drab, der, skjøndt ikke tilsigtet, dog
har været forudseet som den naturlige Følge af en forsætlig
Voldsgjerning, falder det øieblikkelig Læseren ind: her
have vi jo et med ubestemt Forsæt begaaet Drab, altsaa
indbefattes et saadant ikke under § 186, og uforsætlige er
her og allevegne, da Ordet overalt maa have samme
Betydning, — bestemt forsætlig. Denne Slutning turde dog
være overilet. Det hedder i § 188, at den Skyldige »ikke
maa have villet Døden«, og medens de lignende
Udtryk i Mindretallets Forslag, der gik ud fra, at den
ubestemt forsætlige Forbrydelse faldt ind under § 186, Vare
fuldstændig nøiagtige, kan det ikke negtes, at de ere i
høieste Grad uheldig valgte, hvis man med Udvalget hylder
den modsatte Anskuelse. Naar man ved forsætlig forstaaer
»bestemt« forsætlig, kan det ikke gaae an at opstille
Manglen paa doløs Hensigt som Modsætning hertil; thi
den, der har et eventuelt Forsæt, har jo netop en doløs
Villie, hvad Udvalget selv udtrykkelig erkjender;
Modsætningen til »Forsæt« kan i saa Fald kun beskrives reent
negativt som »Ikke-Forsæt« — en naturlig Følge af, at
væsentligt forskjellige Ting skulle samles til Et. I de i
§ 188 omtalte Tilfælde findes der en Konkurrence mellem
en forsætlig Forbrydelse og en ikke, ialtfald ikke bestemt tilsigtet Følge; naar vi i Forbindelse hermed erindre, at
den rene dolus eventualis som upraktisk i Reglen skydes
tilside af Kriminalisterne, og at Begrebet kun ansees som
brugbart ved Konkurrence med bestemt forsætlig
Forbrydelse, idet man saa udenvidere præsumerer dolus
eventualis med Hensyn til Følgen, kunde man troe, at § 188
just indeholder en Anvendelse af denne ex re beviste
dolus eventualis. Men heller ikke dette er tilfredsstillende;
i saa Fald maatte der have staaet »skjøndt det ikke er
beviist, at han har villet Døden« eller noget Lignende, og
Lovgiveren kunde ikke have brugt Udtryk, som ligefrem
medføre, at Bestemmelsen under de givne objektive
Betingelser kommer til Anvendelse, om det end aldrig saa klart
ligger for Dagen, at dolus eventualis ikke er tilstede, at
Gjerningsmanden aldrig hverken ligefrem eller betinget har
villet Døden; thi hvad der er modbeviist, kan dog ikke
præsumeres. Angaaer saaledes § 188 hverken den sande
eller den ex re beviste dolus eventualis, hvad er da dens
Betydning? Svaret herpaa synes ikke vanskeligt hverken
efter Ordene eller Bestemmelsens Historie. Ordene ere et
fuldstændigt adækvat Udtryk for de Tilfælde, hvor grov
Uagtsomhed konkurrerer med et doløst Forhold, hvor altsaa
culpa dolo determinata er tilstede. Mindretallets i denne
Afhandlings Begyndelse omtalte Ændringsforslag gik jo
udtrykkelig ud paa at opstille culpa dolo determinata som
en særegen Skyldform (Motiv S. 222), og med Hensyn til,
hvad det her kommer an paa, bruger Udvalget, som
sluttede sig nær til Mindretallet, og hvis Ændringsforslag ere
gaaede over i Loven, Udtryk, som klarligen ere af samme
Betydning som Mindretallets. Jeg forudseer den
Indvending, at den i § 188 omhandlede Forbrydelse er Drab, og
at en Lov, der som Straffeloven lægger Vægten paa det
forbryderiske Forsæt, i Tilfælde, hvor Begrebet culpa dolo
determinata skulde kunne antages at have faaet
Anvendelse, maatte ved Straffens Udmaaling være gaaet ud fra
den for den forsætlige Handling fastsatte Straf, in casu Straffen efter §§ 200, 203 eller 204, og dertil have lagt
et kvalificerende Tillæg paa Grund af den uagtsomt
tilføiede Skade. Dette var ogsaa, idetmindste tildeels,
iagttaget af Mindretallet i dets Forslag, og urter Loven gaaer
en anden Vei, maa det formeentlig beroe paa en Forskjel
i Principerne. Det skal nu villigt indrømmes, at det er
det korrekteste, ja vel det eneste korrekte at tage den
forsætlige Forbrydelse til Udgangspunkt; men hvilken Vei
man end vælger, bliver dog Kjærnen i Forholdet, at nemlig
Konkurrencen medfører kvalificeret Straf, den samme, og
Maaden, hvorpaa denne kvalificerede Straf udbringes, synes
ikke af saa stor Vigtighed, at den skulde berettige
Fortolkeren til at gjøre Vold paa Ordenes naturlige Betydning.
Man vogte sig i det Hele for at ville udlede formeget af
den Form, som Udvalget har givet sine Ændringer; thi
Betænkningen viser klart, at naar den forsætlige
Retskrænkelse ikke er bleven lagt til Grund for Straffens
Udmaaling og den efter Reglerne for Vold og
Legemsbeskadigelse udfundne Straf skærpet med Henblik paa den
indtraadte Følge, da er det ikke, fordi Udvalget har fundet
denne Fremgangsmaade urigtig eller blot mindre rigtig,
men fordi det har meent den forbunden med altfor store
praktiske Ulemper (Rigsdagstid. 1864—65 Tillæg B S. 313,
sidste Stykke). — Men lad os for et Øieblik antage, at § 188
omfatter dolus eventualis i Konkurrence med en bestemt
forsætlig. Forbrydelse, hvad jeg oprigtigt vilde ønske var
Tilfældet; thi medens Begrebet culpa dolo determinata vistnok er
et kriminelt Misfoster, en reen Uting, kan det ialtfald fra et
praktisk Standpunkt forsvares, under visse Omstændigheder
at betragte Tilstedeværelsen af dolus eventualis som
beviist ved Konkurrencen med en forsætlig Forbrydelse. I saa
Fald falder dolus eventualis aldeles udenfor § 186, og den
rene dolus eventualis maa, da den ikke kan anbringes
andre Steder, ind under § 198; men at kalde dolus
eventualis for Uagtsomhed vilde dog være en høi Grad af
Begrebsforvirring.
Naar det altsaa fastholdes, at § 188 omhandler
Konkurrence af dolus og grov culpa, vil den videre
Undersøgelse formeentlig ikke frembyde synderlig Tvivl. Enten
maa »forsætlig« i § 186 være baade bestemt og ubestemt
forsætlig, eller ogsaa har Lovgiveren aldeles ikke havt
Begrebet dolus eventualis i sin Tanke; i sidste Fald maa
man i Tilfælde af ubestemt forsætlig Forbrydelse tye til
Analogi, og da Strafskylden her naturligviis er mindre,
end hvor Forsættet er bestemt, maae §§ 188 og 198
analogisk anvendes, eftersom det ubestemte Forsæt er i
Konkurrence med bestemt Forsæt eller staaer alene. Det
forekommer mig imidlertid klart, at ligeoverfor de talrige
Vidnesbyrd i Motiverne og Udvalgsbetænkningen om, at
den mulige Tilstedeværelse af dolus eventualis og dennes
Væsen har været stillet særligt frem for Lovgiverens
Opmærksomhed, er det ganske uantageligt, at han dog skulde
have overseet denne Art af dolus. En tredie Mulighed
kan ogsaa tænkes; vel bemærkede vi før, at det formeentlig
vilde være i høi Grad begrebsforvirrende, om man
benævnede dolus eventualis Uagtsomhed, men det kan jo
være, at Lovgiveren betragter Sagen anderledes, det er jo
muligt, at han meget vel har været Opmærksom paa
Videnskabens ubestemt forsætlige Forbrydelser og dog med
beraad Hu har valgt Ordene i §§ 188 og 198, skjøndt han
vil have disse Forbrydelser straffede efter de nævnte
Bestemmelser; han man da have villet vise, at han forkaster
Begrebet om ubestemt Forsæt og al Anvendelse af det.
Skulde Lovgiveren imidlertid antages at have forkastet det
ham iøvrigt bekjendte Begreb, hvis Berettigelse, ialtfald i
videnskabelig Henseende, erkjendtes af alle de ved Lovens
Affattelse medvirkende Faktorer, maatte saadant utvetydigt
fremgaae af Loven; men det er saalidt Tilfældet, at det
tvertimod maa fastholdes, at Landstingets Udvalg, der
erkjender, at dolus eventualis involverer virkeligt,
forbryderiskt Forsæt, og dog har valgt Ordene i § 188,
langtfra at have skudt dolus eventualis ud, meget mere ved disse Ord maa siges at have tilintetgjort den Tvivl,
der ellers muligviis kunde reises om Forstaaelsen af
»forsætlige« i § 186.
Vi formene altsaa, at Forsæt i Straffeloven er saavel
det bestemte som det ubestemte Forsæt, og at § 188
angaaer de Tilfælde, hvor grov Uagtsomhed konkurrerer med
Forsæt, medens alle andre Tilfælde af Uagtsomhed — men
ogsaa kun virkelig Uagtsomhed — falde ind under § 198.
Dette udelukker naturligviis ikke, at den Skyldige, der
ikke kan overbevises om det rimeligviis virkelig
tilstedeværende ubestemte eller endog bestemte Forsæt straffes
efter §§ 188 og 198; thi det ikke beviste, om end aldrig
saa stærkt formodede Forsæt har ingen juridisk Tilværelse,
og Vedkommende kan derfor i saadanne Tilfælde godt
siges »ikke at have villet« eller at have handlet uagtsomt.
Det følger af sig selv, at der maa være det samme
indbyrdes Forhold mellem §§ 187 og 189 som mellem §§ 186
og 188, idet § 189 ligesom § 188 utvivlsomt forudsætter,
at Døden er forudseet som en rimelig eller dog ikke
usandsynlig Følge af Voldsgierningen; vel er dette ikke
udtrykkeligt udtalt, men følger deraf, at det just er Meningen
at give en mildere Regel. §§ 188, 189 og ligeledes § 197
angaae altsaa den reent ydre Konkurrence af
Uagtsomhed og forsætlig Forbrydelse, og det er noget heelt
Andet end at anvende den ex re beviste dolus eventualis, om
end Ønsket om med en alvorlig Straf at ramme de Tilfælde,
hvor dolus maa formodes at være tilstede uden dog at kunne
bevises, har været Motivet til den opstillede Regel. I
Virkeligheden foreligger her som bemærket en Anvendelse af det
Feuerbach'ske Begreb »culpa dolo determinata«, som
ellers med Rette er udskudt af den nyeste Tids
Videnskab, skjøndt mange Andre end Feuerbach i sin Tid deri
har villet see en høiere Enhed af dolus og culpa; men som
ret karakteristisk for denne »høiere Enhed« fortjener det
at bemærkes, at Michelet, en af de dygtigste Forkæmpere
for dette Feuerbachs Barn, som han forøvrigt har omdøbt til dolus indirectus, ogsaa med ubevidst Ironi kalder
det dolus præsumptus. Naar det fastholdes, at her kun
findes en reent ydre Konkurrence (og dette er i lige Grad
Tilfældet enten Konkurrencen er homogen, som naar en
Person vil give en Anden et Slag og mod sin Villie
kommer til at gjøre ham Skade, eller heterogen, som naar
f. Ex. Tyven af Vanvare kommer til at antænde Huset,
hvor han forever Tyveriet), er det heller ikke let at indsee,
hvorfra man skal tage denne høiere Enhed, der skulde
kunne berettige til at opstille culpa dolo determinata som
en særlig Skyldform, der skulde medføre større Tilregnelse
end den uagtsomme og den forsætlige Gjerning
tilsammentagne. I Motiverne finder man kun en blot Udtalelse fra
Mindretallets. Side om Berettigelsen af Begrebet uden nogen
Begrundelse, og naar en saadan forsøges af Landstingets
Udvalg, støttet paa Voldsgjerningernes særegne Natur, der
medfører, at den, der skrider til Udførelsen af dem, maa
vide, at han ingenlunde er Herre over de indtrædende
Følger og altsaa maa være forberedt paa en langt større
Skade end af ham tilsigtet (Rigsdagstid. 1864—65 Tillæg B
S. 312), da maa hertil bemærkes, at denne Udtalelse
indeholder den almindelige Begrundelse af grov
Uagtsomheds Strafbarhed, men heller ikke videre. Det
Strafbare i luxuria er netop, at Gjerningsmanden har
foretaget en Handling (om det er en Forbrydelse eller ei,
kommer ikke Uagtsomheden ved), over hvis Følger han
»maa vide; at han ingenlunde er Herre«. Skulde
Voldsgjerningerne paa dette Punkt frembyde noget
Eiendommeligt, da maatte det være det, at paa Grund af deres farlige
Karakteer skulde Følgerne altid tilregnes den Skyldige,
saaledes som ogsaa af Fleertallet foreslaaet; men denne
Anskuelse forkastede Udvalget jo.
Da Undersøgelsen dog nærmest er gaaet ud fra § 203,
kunde det synes underligt, at vi ikke først have henvendt
vor Opmærksomhed paa den dermed i saa nøie Forbindelse
staaende § 204. Grunden har imidlertid naturligt været den, at de herhenhørende forskjellige Tilfælde, gjennem
hvis Betragtning vi skulde vinde et almindeligt Resultat
om Lovens Opfattelse af den forsætlige Forbrydelse, findes
klarest udsondrede i Kap. 17, medens i Kap. 18 de to §§ 186
og 188 erstattes ved een Bestemmelse. Hertil kommer, at
Ordene i § 188 ere skarpere end de tilsvarende i § 204, idet
det i hiin Paragraf udtrykkeligt hedder, at Gjerningsmanden
ikke maa have villet den som sandsynlig forudsete Skade,
medens det her som andet Tilfælde kun fremhæves, at
han har maattet forudsee Skaden som en rimelig eller dog
ikke usandsynlig Følge. Denne Forskjel i Affattelsen er
dog neppe af nogen Betydning, thi af den Maade, hvorpaa
204 stiller disse Tilfælde i Modsætningsforhold til dem,
hvor Gjerningsmanden har villet Skaden, fremgaaer
tydeligt, at Paragrafen har just det Samme for Øie som § 188;
i Rigsdagstid. 1864—65 Tillæg B S. 322 henvises ogsaa
til, at den her foretagne Forandring af Udkastet er ganske
tilsvarende til den, som Udvalget har foreslaaet ved Drab.
Det kunde trods dette synes nødvendigt at underlægge
Ordene i § 204 en afvigende Fortolkning; medens nemlig
de under § 188 faldende Tilfælde let holdes ude fra det
§ 198 tilkommende Omraade, vil Sagen formeentlig stille
sig vanskeligere med §§ 204 og 207. § 204 synes ikke
efter sine Ord at forudsætte, at den som sandsynlig
forudsete Skade er tilføiet under en forsætlig udøvet
Legemsfornærmelse (af den i § 200 eller i § 203 omtalte Art),
og hvis saaledes denne Bestemmelses Omraade ikke ved
en stedfindende Konkurrence af dolus og culpa kan
adskilles fra § 207, bliver det nødvendigt at søge
Skjelnemærket et andet Sted. Da det ligeoverfor det almindelige
Udtryk »Uagtsomhed« i § 207 og dettes Betydning andre
Steder, specielt i § 198, er umuligt at afgjøre Sagen paa
den Maade, at § 207 kun skulde omhandle den mindre,
§ 204 derimod den grove Uagtsomhed, saa maae de
omtalte Ord i den sidstnævnte Paragraf, der altsaa hverken
kunne betegne bestemt Forsæt eller culpa lata, have den ubestemt forsætlige Forbrydelse for Øie — et Tredie gives
ikke. Herfor taler ogsaa den Omstændighed, at disse
Tilfælde slaaes sammen under een Bestemmelse med og
opstilles sideordnede med de, hvor den Paagjældende »har
villet« Skaden, hvilket altsaa maa betyde »har havt det
bestemte Forsæt at tilføie just saa stor en Skade«. Er
dette rigtigt, sees det let i en væsentlig Grad at maatte
svække den hele foranstaaende Fortolkning af §§ 186 og
188, og at navnlig de Ord, der i § 204 betegne det
ubestemte Forsæt, ogsaa maae gjøre det i § 188. Men hertil
maa bemærkes, at de eenslydende Ord i disse to
Bestemmelser dog alligevel ikke vilde faae samme Betydning efter
den her fremsatte Mening; thi medens § 188 kommer til
under sig at samle saavel dolus eventualis som culpa dolo
determinata, fortolker man, tvungen af den haarde
Nødvendighed, Ordene i § 204 som ene vedrørende det
ubestemte Forsæt. Denne Fortolkning bliver unegtelig dog
noget kunstig og unaturlig; men skulde der da i
Virkeligheden ogsaa kun være Valget imellem at forstaas §§ 188
og 204 eller §§ 198 og 207 paa en saa lidt naturlig og
harmonisk Maade? Det synes dog i alle Maader rimeligere
at antage, at § 204 ligesom § 188 kun angaaer
Konkurrence af forsætlig og uagtsom Forbrydelse. Selv om vi
herved fortolke § 204 indskrænkende, synes en saadan
Fortolkning fuldt berettiget, naar hensees til Alt, hvad der
efter det Foranstaaende positivt taler for dens Rigtighed
og negativt imod det modsatte Resultat; men det er ikke
engang saa utvivlsomt, at her behøves en indskrænkende
Fortolkning, thi Ordene »maattet forudses den som en . . .
Følge af Gjerningen« henlede naturligt Tanken paa
Konkurrence med en forsætlig Forbrydelse, især da de, Ord
for Ord, ere de samme, som forekomme i § 188, der som
ofte nok fremhævet kun angaaer Konkurrencetilfælde.
Idet jeg altsaa mener, at § 204 er ganske homogen
med §§ 186 og 188, undtagen forsaavidt den forener de to
Klasser af Tilfælde under een Regel, falder det af sig selv, at jeg antager, at Ormene »har villet« i § 204 have samme
Betydning som uforsætlige: i § 186 og altsaa betegne baade
det bestemte og det betingede Forsæt. Selv om jeg
forstod Forsæt som »bestemt« Forsæt alene, vilde jeg iøvrigt
ikke mindre have fastholdt, at § 204 ligesom § 188
forudsætter Konkurrence; thi ogsaa da var dette nødvendigt
for at undgaae de ovenfor paapegede Vanskeligheder ved
den modsatte Opfattelse; men i saa Fald kunde kun den
sige at have »villet« Skaden, som bestemt havde tilsigtet
den, medens den eventuelle dolus vilde falde ind under
den anden Klasse Tilfælde.
Vil man i andre Tilfælde behandle dolus eventualis som
Uagtsomhed, følger det af, hvad der i denne Afhandlings
første Deel er bemærket om § 203, at den, der har øvet Vold
efter § 200, forudseende og_eventuelt billigende en
Legemsbeskadigelse, der er af mindre Betydenhed end de i § 204
ommeldte, kun kan straffes ligefrem efter § 200, og
fremdeles at den, om hvem det klarligen ved hans
umistænkelige Forklaring er beviist, at han har verseret i reen dolus
eventualis med Hensyn til den skete Skade, slet ikke kan
straffes; thi uagtsomme Skadetilføielser af den i § 203
ommeldte Art straffes ikke. Dette, som man dog ikke
kanfinde naturligt, vil maaskee kunne stemme for den af mig
antagne Fortolkning.
- ↑ Først efterat nærværende Afhandling var udarbeldet, blev Forf. bekjendt med en af Viborg Landsoverret afsagt Dom, der findes nedenfor i dette Nr. S. 409, hvorved en Tiltalt, der havde Opfordret en Medtiltalt til at give en af dem i Forening overfalden Person »et Dask«, dømmes efter § 203, fordi Medtlltalte ved at give Dasket med en Knibtang havde tilføiet Paagjældende et Saar, uagtet Tiltalte ved det af ham brugte Udtryk kun kunde antages at have-tænkt sig Hug og Slag. — Det er indlysende, at denne Dom ikke kan beroe paa en Antagelse om, at den af en Medophavsmand (jfr. § 47) udøvede Exces uden videre skulde tilregnes de Medskyldige, thi baade ere Straffelovens Bestemmelser i saa Henseende saa utvetydige, at de umuligt kunne misforstaaes (see § 48), og endelig fremgaaer det ligefrem af det Dommen følgende dissentierende Votum, at Dissensen just har dreiet sig om, hvor stort et Omraade § 203 har. Det er jo nemlig klart, at hvis man antager § 203 anvendelig paa enhver Skadetilføielse, der staaer i Forbindelse med den forsætlige Tilføielse af et Slag (§ 200), saa maa man ogsaa tilregne den, der anstifter en Anden til at give et Slag, al den deraf flydende Skade, om den end ligger nok saameget udenfor hans Villie. — Skjøndt Viborg Overret saaledes har bifaldet den af mig bestridte Fortolkning, føler jeg dog ikke i mindste Maade min Overbeviisning rokket og trøster mig med, at der er endnu en Instants over Overretten; derimod tager jeg i Et og Alt det dissentierende Votum, der kun vil have § 203 anvendt paa den forsætlig tilføiede Skade endog med Udelukkelse af de Tilfælde, hvor Skaden er forudseet som sandsynlig, til indtægt.
- ↑ Dette er det af Bornemann givne Begreb, der aldeles væsentligt afviger fra de yngre tydske Kriminalisters f. Ex. Berners og Køstlins Opfattelse; hvad disse betegne som dolus eventualis, er i Virkeligheden ogsaa bestemt Forsæt.
- ↑ Det fortjener dog med- Hensyn til denne Forordning at bemærkes, at det neppe gaaer an med Bornemann i § 6 sidste Punktum kun at see en reen Beviisregel; da den i det foregaaende Punktum fordrede bestemte Hensigt nemlig altid skal præsumeres at være tilstede under de her bestemte Omstændigheder, maatte Bestemmelsen vistnok anvendes, selv om det in concreto kunde paavises, at Brandstiftelsen ikke var forbunden med bestemt Hensigt.
|
Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929. |