Side:Ulf Hemming - Noveller.djvu/97

Denne side er blevet korrekturlæst
89

reiste sig mekanisk som om hun vilde kigge gjennem Nøglehullet, da der idetsamme bankedes paa hendes Dør. "Kom ind", svarede hun sagte og gyste. Det var Lieutenant Zülich. Han var en Mand paa henved 30 Aar, høi og kraftig bygget; et stort sort Skjæg bedækkede næsten Halvdelen af Ansigtet, tykt sort Haar krusede sig ved Tindingerne, medens det over Panden begyndte at gaae af, et Par mørke, vidunderligt flammende Øine gav hans Ansigt et levende, forførerisk Udtryk; i Haanden bar han en Pakke hvidt Tøi.

"Undskyld Jomfru Nielsen! Men mit Ærinde er saa delicat, at jeg maatte tale med dem paa deres Værelse. Seer De, jeg er ved et Tilfælde kommen i Besiddelse af 20 Alen Lærred her, og nu vilde jeg gjerne have syet mig nogle Skjorter deraf — hvis De vilde være saa god. Jeg har medbragt een til Maal."

Julie rødmede og modtog Pakken med et neppe hørligt "Tak"; hendes Hjerte bankede voldsomt, af en halvbevidst salig Angst var hun nærved at bryde ud i Taarer, hun syntes at føle, at det var uanstændigt, at Lieutenanten besøgte hende, hun frygtede for, at Nogen skulde komme og dog — skjælvede hun for, at han atter skulde gaae. Zülich fortsatte halvsagte Samtalen et Øieblik og gik derpaa, efterat han havde