Side:Ulf Hemming - Noveller.djvu/66

Denne side er blevet korrekturlæst
58

digt som nu; ikke en svaiende Qvist, der bugter sig i Lunets Pust, men en kraftig Stamme, der trodser Livets Storme og kun skyder mod Himlen. Tryg og velgjørende var hans Slummer, medens et godlidende, veemodigt Smil spillede paa hans Læber.

Saaledes fandt hans Tante ham om Morgenen, da hun med stor Støi traadte ind i Contoiret. "Men Gud! Høllo, at ligge en heel Nat paa en Sopha! Vi gaae nu ogsaa saa tidligt i Seng og saa kan da de Mandfolk heller Intet begribe! At Din Onkel ikke kunde falde paa at vække mig! Men det er sandt, jeg gratulerer Dig. Gud, hvor Du er bleven smuk! Men hvad vil Folk sige, naar de høre, at vi have ladet Dig ligge en heel Nat paa en Sopha?" Med disse Ord ilede hun ud af Contoiret, ud i Kjøkkenet og her fulgte en lignende Strøm over Pigen med de drøieste Forestillinger, om at man nu ikke kunde behandle ham saaledes, nu han var Student. Høllo var forskrækket vaagnet op, men inden han fik gnedet sine Øine og besindet sig lidt, var Tanten forsvunden. Han kastede et lille Blik i Speilet og ilede efter hende; kun efter mange Ophævelser fandt hun sig i at han fuldførte sit Toilette i Kjøkkenet. Under Spøg og Latter, Complimenter og Pratten om Moder og Overraskelser vadskede han sig i et Leerfad paa hendes