Side:Ulf Hemming - Noveller.djvu/32

Denne side er blevet korrekturlæst
24

en saadan Samtale med den faste Forsikkring, at han kun var skabt for at vise Verden, hvor latterlig den var, at hans Liv kun var een stor Løgn, en fortsat Parodi, da maatte vistnok saadanne Ord, naar de i Høllos Mund fik et klagende, bebreidende Udtryk, opvække en vis Bitterhed hos Valdemar, der elskede ham saa høit. Til andre Kammerater havde Høllo aldrig betroet sig; med en Maske for sit eget "Jeg" gik han omkring imellem dem, gjennemskuede dem, rettede og forbedrede, men forblev selv uberørt, indesluttet i sig selv. Her derimod hos Valdemar drev ham noget Indre til Meddelelse og da han ikke kunde beherske denne Følelse, hengav han sig til den, saa lidenskabeligt som en Negerslave til en Herre, han elsker.

En Maaneds Tid senere finde vi dem siddende sammen hos Høllo. Denne laa som sædvanlig paa sin Sopha og smøgede velbehagelig af en Cigar; han syntes overhovedet, at være i fortrinligt Humør og hvorledes skulde han som Discipel kunne være andet? Rector havde, bevæget af det gode Veir og af sine Elevers Overhæng, givet denne Eftermiddag fri, den saakaldte Skøiteeftermiddag. Høllo havde nyligen spiist og sad nu og ventede paa at Klokken skulde blive fire, til hvilken Tid Rudolph skulde afhente ham,