Side:Ulf Hemming - Noveller.djvu/203

Denne side er blevet korrekturlæst
195

luftige Arme, han stirrede ind i deres livsalige Øine og kyste deres røde Læber, da vaagnede han."

Murino holdt atter inde et Øieblik, men idetsamme taug Musiken, Henriette slog Øinene op. "Her er jo mørkt," raabte hun forbauset.

"Ja, Frue," svarede Murino roligt. "Lampen gik ud. Men hør nu: han vaagnede og saae, at det var en Klapperslange, der havde snoet sig om hans Bryst og med spillende Øine aad af hans blodrøde Hjerte."

"Fy!" raabte Henriette, idet hun gysende reiste sig og greb i Døren for at gaae.

"Vent et Øieblik endnu, Frue," svarede Murino og greb hendes Haand, "Slangen havde dræbt ham og da han vaagnede, stod han Ansigt til Ansigt med Englene. Han var" —

Henriette havde imidlertid mærket, at Døren var aflaaset. Med Forfærdelse stødte hun Murino fra sig, — dreiede Nøglen om og forsvandt gjennem det mellem Salen og Cabinettet liggende Værelse.

Murino kiggede gjennem den halvtaabne Dør, men da han saae, at Alle inde i Salen vare beskjæftigede med at complimentere deres Damer for sidste og engagere til næste Dands, og at saaledes Ingen under den almindelige Forvirring havde bemærket