Side:Ulf Hemming - Noveller.djvu/199

Denne side er blevet korrekturlæst
191

"De kan nok begribe, at man ikke taler om Sligt til saa ung en Pige. Nei jeg maa vente med Declarationen et Aarstid endnu — men med Faderen er Alt afgjort."

"Jeg vil da kjæmpe ærligt med Dem, Hr. Kammerjunker," stammede Wilmot lettet men angst. "Jeg har hendes Samtykke og i Morgen anholder jeg om hendes Faders."

"Grusomme Menneske! hvor kan De saaledes spøge med en stakkels Elskers Jalousie", udbrød Murino pathetisk og slændrede ind i Dagligstuen, hvor han eftertænksom satte sig ned i Sophaen. Kammerjunkeren var klog nok til at skjule det Indtryk, Wilmots Ord havde gjort paa ham. Han havde meget snart opdaget, at Wilmot gjorde Cour til Frida og denne Opdagelse havde bevirket hans fortrolige Meddelelse, hvorved han haabede at afskrække Wilmot fra ethvert videre Forsøg og saaledes forebygge, at nogen Følelse begyndte at spire i Fridas Sjæl; Intet kunde naturligvis være mere farligt for hans Planer end at faae en Medbeiler, ja maaske en begunstiget Rival. Imidlertid havde han ikke anet, at der allerede havde dannet sig et Forhold mellem dem, det overraskede ham og havde nær bragt ham ud af Fatning; han indsaae, at han nu maatte sætte Alt paa eet