Side:Ulf Hemming - Noveller.djvu/189

Denne side er blevet korrekturlæst
181

Studerekammer, Frederik for at hente Cigarkassen fra Salskakkelovnen og byde Wilmot en Cigar. Frida og Wilmot var ene; hun sad foran sit Sybord ved Vinduet og broderede. Wilmot gik et Par Gange op og ned ad Gulvet og saae sig omkring, som om han søgte Noget, men stillede sig derpaa op imod Consolen lige overfor Frida.

"De erindrer mig altsaa endnu fra i Sommer, Frøken?"

"Ja, jeg kunde — jeg har ikke glemt Dem," svarede Frida ivrigt.

"Jeg veed ikke selv, hvordan — men der var Noget, som — næsten tvang mig til at troe det — Derfor tog jeg mig ogsaa den Frihed, at sende Dem den lille Julepresent."

Frida saae tvivlsom paa ham og foranledigede ham derved til at spørge Frederik, som just traadte ind, om han havde overleveret hans Søster Maleriet.

"Ja jeg har," svarede Frederik, "men jeg har nok glemt, at sige Dig, Frida, at kun Rammen er fra mig, Indholdet er fra Wilmot, men begge Dele fra vore egne Hænder. — Værs'go, vil Du have en Cigar? — Men Du løb jo ogsaa strax, saasnart Du havde seet det; Du har saamæn ikke engang takket mig — Du kan tænde hos mig — Blot man nu havde en