Side:Ulf Hemming - Noveller.djvu/184

Denne side er blevet korrekturlæst
176

og en ung Mand begyndte at pakke sig selv ud af en stor Skindpels og en ditto Fodpose.

"Det er Wilmot," raahte Frederik og sprang efterfulgt af Ludvig ud i Gaarden for at modtage ham. "Det er ham med det hvide Halstørklæde," skreg Henriette og saae paa Frida, men denne havde allerede gjort samme Opdagelse og stod nu som fastnaglet til Jorden og blussende rød som en Rose; men da Wilmots klare, bøielige Stemme idetsamme lod sig høre i Gangen, ilede hun ud af Stuen som en opskræmmet Hind. Ludvig omfavnede og trykkede ham, saa han var nærved at qvæle ham, og slæbte ham derpaa ind i Stuen, hvor han stillede ham foran Consolspeilet og tvang ham til at gjøre en dyb Compliment for sit eget Billede, idet han leende udraabte: "maa jeg presentere Dem Hr. Wilmot." Denne lod sig imidlertid ikke genere af Ludvigs Overgivenhed, men hilste Hr. og Fru Werner med hele et ungt Menneskes beskedne Frimodighed.

"Ah, Fra Tardow," sagde Wilmot forundret da han hilste paa Henriette. "Jeg havde ikke ventet, at see Dem her." "Nei, Hr. Wilmot," svarede Henriette leende, idet hun rakte ham Haanden, "hvor skulde De ogsaa ane, at den fyenske Forpagterkone var en Datter af Pastor Werner."