Side:Ulf Hemming - Noveller.djvu/131

Denne side er blevet korrekturlæst
123

hændet, at selve Længslen er bleven os kjærere end dens Gjenstand og at Phantasien saalænge udsmykker os et Billede, at Originalen kjeder os.

En Aften var Alfred og Carl inviterede til Etatsraadens. Alfred sad og gyngede i en Lænestol, fordybet i egne Betragtninger, da Zülich traadte ind. Alfred rødmede, strøg Haaret fra Panden, men sendte ham derpaa et saa stolt og gjennemtrængende Blik, at Zülich blev staaende, som forstenet. Etatsraaden, der saae det, blev ganske rød i Hovedet af Vrede, men Alfred lod sig ikke forstyrre; efterat han et Øieblik havde betragtet Zülich, vendte han sig om til Etatsraaden og begyndte:

"Jeg takker Dig, Onkel. Du har lært mig, hvorledes man skal bekjæmpe det Onde — med dets egne Vaaben. Man skal ikke sørge over det, man skal selv synke et Par Grader ned, thi det Onde maa enten smitte eller dræbe os. Men man skal ikke, som Du, svare paa sin Ondskab, thi Gjerrighed er en afskyelig Last."

En uhyggelig Taushed indtraadte, indtil Fru Dahl for at afbryde den yttrede, at de to Herrer, hendes Neveu og hendes tilkommende Svigersøn, endnu ikke kjendte hinanden: hun presenterede dem for hinanden og Alfred nikkede stolt uden at reise sig.