Side:Ulf Hemming - Noveller.djvu/123

Denne side er blevet korrekturlæst
115

ikke kan troe paa Kjærligheden; hun kan tigge, hun kan trygle paa sine Knæe om den Mands Kjærlighed der har vanæret hende, og vil Du spørge hende: hvorfor? da vil hun svare Dig: for at hævne mig, hun kan slynge sin Arm med djævelsk Vellyst om hans Hals, medens hun stikker ham Kniven i Hjertet. Men vi have jo seet mange ophøiede Qvinder bære deres Smerte med stille, ædel Resignation, vil Du sige, min Læser, men jeg troer Dig ikke, Du har først seet dem, naar Tiden har læget deres Saar — saa have vi læst det i mange Bøger, vil Du blive ved, men jeg har ogsaa engang læst i en Bog, at Jorden var "flak som en Pandekage" og det er dog unegtelig Løgn.

En otte Dages Tid efter Ballet hos Etatsraadens var Alfred næsten rask. Han maatte imidlertid endnu bestandig holde Sengen, da han var meget mat; han talte ikke, men laae næsten altid hensunken i en let Slummer. Carl havde ikke forladt ham, han havde flyttet sit Studerekammer ind ved Alfreds Seng og forblev der. Ofte naar Alfred saaledes laa og slumrede, hørte Carl op at læse og betragtede ham med et veemodigt Ansigt. "Jeg holder meget af Dig," sagde han ved sig selv og strøg Alfreds lyse Haar