Side:Ulf Hemming - Noveller.djvu/108

Denne side er blevet korrekturlæst
100

var det ham dog en Lettelse, næsten en Glæde at vise sin Ven en Omhyggelighed, der ikke blev paaskjønnet; trods den gamle Kones Indvendinger, der næsten følte sig fornærmet, rykkede Carl ind til Alfred, tilbragte hele Dagen ved hans Seng og sov om Natten paa hans Sopha. Efter en otte Dages Forløb begyndte Alfred at komme sig, hans Søvn blev længere og roligere, hans Blod circulerede langsommere og mere regelmæssigt, hans matte, sløve Bevidstløshed afløstes af milde Feberphantasier, ja i visse Øieblikke kjendte han endogsaa Carl, men naar han da begyndte at ville forklare sig Sammenhængen med sin Sygdom, sank han atter tilbage. Tingen var saameget farligere som Ingen her kjendte Forholdet og kunde hjælpe ham at ordne hans Tanker.

En Dag modtog Carl en Invitation fra Etatsraad Dahl til Bal. I første Øieblik bestemte han sig til at gjøre en Undskyldning, den vilde jo være saameget mindre betydende, som Alfred jo liden kunde indføre ham, men Tanken om Bal, Tanken om Ida, bragte hans fyrige Blod i Bevægelse, han modtog den.

Saasnart Alfred vaagnede, fortalte Carl ham med et glædestraalende Ansigt, at han skulde til Bal hos Dahls; Alfred betragtede ham et Øieblik forundret, greb derpaa om Sengekanten, som om han