Side:Ulf Hemming - Noveller.djvu/103

Denne side er blevet korrekturlæst
95

"O tie! tie stille, kjære Alfred!"

"Naar alle Illusioner svinde, naar Du ikke længer kan knuse og lyksaliggjøre ham med et eneste Blik, naar I skulle dele Livet med hinanden, vil Du da elske ham? Stakkels unge Piger! I træde saa muntre og drømmerige ind i Livet, I elske og smile saa huldsaligt i Eders Kjærlighed, men Eders Drøm er kort, I vaagne, naar Eders Hjerte brister, naar Erfaringen med sin kolde Aande puster alle Drømme bort og viser Eder Livet — som det er. — Han er smuk og mandig, han er den Første, der har gjort Cour til Dig, det var saa overraskende, han maatte gjøre Indtryk paa Dig! Han friede, fik "ja," thi der var jo ingen Grund til at sige "nei." Han kan godt have sat alle Dine Tanker i Bevægelse, han kan godt have bemægtiget sig Din hele Sjæl, uden at Du derfor elsker ham. Søg i Dit Hjertes allerinderste Krog, hvor maaskee den rette Følelse ligger skjult og uændset — overskyllet. Du kan ikke elske ham, Ida, han er slet."

"Hvad har han da gjort," hviskede Ida grædende og kastede sig om hans Hals.

"Ja — hvad har han gjort?" raabte Alfred, stampende med Foden, idet han reiste sig — "hvad saamange unge Mennesker gjør — Kaadhed, der kan