822
J. Ipsen: Undersøgelse om, hvem en bortfalden
Det andet Spørgemaal er, hvorvidt den romerske Regel, at jus accrescendi for Universalarvingerne tillige var en Pligt, jfr. f. Ex. Vangerow l.c. Pag. 370 gjelder hos os. I eet Tilfælde gjelder den utvivlsomt, nemlig naar Lodden ellers vilde blive vacant. Det ligger nemlig deri, som formentligen tidligere viist, at Ingen kan gjøre Paastand paa det Umulige, at være blot Medarving, naar ingen andre Arvinger ere; man kan jo ei være meddelagtig f. Ex. i Boets Bestyrelse, naar man alene er Arving. Enten maa man heelt opgive at være Arving, eller være det for det Hele. Forøvrigt er Sagen tvivlsom. Først og fremmest afhænger Spørgsmaalet af om man vil antage, at en Arv og Gjældsfragaaelse[1] ganske i Almindelighed kan skee for en Deel — naturligviis forudsat, at ingen Deel derved bliver vacant —; det sees nu ei, hvo der skulde kunne indvende Noget derimod; Creditorerne kunne det ei; thi, naar de blot faae en Debitor for den Qvotapart, han afslaaer, synes deres Ret fyldestgjort, da de jo ingen Fordring kunne gjøre paa at faae vedkommende Arving til Debitor, eftersom han kunde fragaae hele Arven. De andre Arvinger kunne ei heller beklage sig; thi det stod jo i hans Magt at tage hele Lodden. Men selv om man i Almindelighed vilde benægte hans Beføielse til deelviis at fragaae Arv og Gjæld, taler dog Meget for, hvor hans Ret til den oprindelige og den senere tilkommende Lod hviler paa forskjellige Fundamenter, da at indrømme ham den nævnte Beføielse. En Collegatar er naturligviis aldrig pligtig at tage en bortfalden Collegatars Lod.
- ↑ En simpel Renunciation er hverken bindende ligeoverfor Creditorer, Arvinger eller Staten, se Bornemann Pag. 307 Anm.
