815
Arvings eller Legatars Lod tilfalder.
Hvad dernæst de Tilfælde angaaer, hvor Arvingen bortfalder efter Arveladerens Død, hvilket efter vor Ret kun kan skee ved Fragaaelse af Arv og Gjeld eller ved Renunciation, mener Ussing, Arver. P. 271, at disse Tilfælde skulle behandles paa samme Maade, som hvor Arvingen var bortfalden før Arveladerens Død. I Bornemanns Arver., Till. II, P. 422, findes imidlertid en træffende Bemærkning, som for Intestatarvingernes Vedkommende vistnok maa føre til at statuere en Forskjel i visse Tilfælde. Det hedder der »Renunciationen« — hvormed Arv og Gjælds Fragaaelse i saa Henseende maa stilles lige — »er i Virkeligheden ei en Renunciation paa det Slægtskabsforhold, der begrunder Arveretten, altsaa egentlig heller ikke paa den deraf uafhængig af den Beslægtedes Vilkaarlighed flydende Arveret«; den er en blot Erklæring om ei at ville udøve denne Arveret; heraf følger, at ingen Anden kan træde i hans Sted. Men dette maa efter vor Ret, som har gjennemført Linealprincipet, altid siges om den Paagjældendes Descendenter. Vel arve disse, forsaavidt de arve, jure proprio, men dog kun paa Grund af deres Slægtskab med Arveladeren gjennem den Paagjældende. Men deraf følger da, at, naar der tillægges ham Arveret, saa er derved hele det i dette Slægtskabsforhold liggende Krav paa Arveret efter Arveladeren fyldestgjort; saalænge hans. Arveret ikke ligefrem er bortfalden, kan ingen af hans Descendenter have Arveret efter Arveladeren, men det er paa den anden Side klart, at det er ham, der har Raadighed over, hvorvidt denne ham tilkommende Arveret skal udøves eller ei. Naar han altsaa renuncerer eller fragaaer Arv og Gjæld, kunne hans Descendenter ei gjøre Paastand paa denne Arv. Hvor Arveladerens øvrige Beslægtede derimod ei ere den renuncerende Arvings Descendenter, har hans Renunciation (eller Arv og Gjælds Fragaaelse) netop den Virkning, at Arven tilfalder dem; thi her er i Virkeligheden flere aldeles selvstændige Arveberettigelser, fordi her er flere