Side:Ugeskrift for Retsvæsen 1868.djvu/818

Denne side er ikke blevet korrekturlæst

814

J. Ipsen: Undersøgelse om, hvem en bortfalden

laderens laderens præsumerede Villie, maa man dog erkjende, at § 17 i saa Fald viser, at Præsumptionen sidst er for Ægtefællen. Af Testamentet selv synes Intet — ikke engang hvad Arveladeren har tænkt sig — at kunne udledes til Fordeel for Ægtefællen; thi det omtaler hende aldeles ikke; ja selv om hun stod nævnt i Testamentet, synes dette ei tilstrækkeligt til at give hende Accrescentsret; thi selv om hun derved kom til at staae i Classe med Testamentarvingerne, maa det erindres, at disse ei som saadanne have Accrescentsret. Bornemanns egentlige Argument er, at, da her er et Testamente, hvorved Ægtefællen og visse andre Personer tilsammen skulle træde i den Dødes Sted, og da Bestemmelsen om de hver af disse Arvinger tilkommende Qvotadale kun er en Regel for Delingsforholdet mellem Arvingerne indbyrdes, saa maae Udarvingerne være udelukkede. Men det er formeentligen tidligere viist, at det netop først maa bevises, at Bestemmelsen om de hver Arving tilkommende Qvotadele kun er en Regel for Delingsforholdet mellem dem indbyrdes, idet denne Sætning kun er en Omskrivning for, at Testamentet indirecte hjemler en Accrescentsret. Det skjønnes derfor ei rettere end, at de bortfaldne Testamentarvingers Lodder maae tilfalde Udarvingerne. Men heraf samt af det Foregaaende angaaende Collisionen mellem Udarvinger og Testamentarvinger følger dernæst, at, naar en af Testamentarvingerne bortfalder, tilfalder Lodden ogsaa Udarvingerne, ligesom det følger af det Foregaaende, at naar Ægtefællen bortfalder, tilfalder Lodden Udarvingerne, Alt naturligviis forudsat, at Testator ei udtrykkeligt har bestemt Andet, see derimod Bornemann, P. 332 og 34. At derimod de bortfaldne Testamentarvingers Lodder maae tilfalde Ægtefællen, naar alle Udarvinger ogsaa ere bortfaldne, t. Ex. ifølge en udtrykkelig Bestemmelse i Testamentet, følger ligefrem af § 17.