Side:Ugeskrift for Retsvæsen 1868.djvu/806

Denne side er ikke blevet korrekturlæst

802

J. Ipsen: Undersøgelse om, hvem en bortfalden

systemer bleven anvendt paa andre og flere Tilfælde end de, for hvilke den gjaldt i Romerretten, og saaledes omtaler Bornemann paa de citerede Steder ganske i Almindelig hed Spørgsmaalet om, hvem en bortfalden Arvings eller Legatars Lod tilfalder. Det er nu ganske vist saa, at det egentlig er ucorrect at tale om »en Arvings Lod« før Arveladerens Død; thi før den Tid er der kun en Mulighed, ingen Ret til at arve, og en egentlig Ret til at arve kan der kun være Tale om efter Arveladerens Død; men derved udelukkes ei, at der kan opstaae Vanskeligheder nok ogsaa ved Afgjørelsen af, hvem der nyder Godt af, at en saadan »mulig« Arving bortfalder. Idet vi først betragte Sagen for de egentlige Universalarvingers Vedkommende, ville vi derfor først undersøge de Tilfælde, hvor Arvingen bortfalder før Arveladerens Død, som ere de meest praktiske.
En Arvings Bortfald før Arveladerens Død kan have sin Grund i, at han døer, at han giver Afkald paa Arven, at Arveladeren, forsaavidt han kan, berøver ham den Mulighed, der var for ham til at arve f. Ex. ved at gjenkalde et Testament, hvori han var indsat til Arving, exheredere en Udarving, eller følge af reent positive Bestemmelser, jfr. Fdg. 12 Decbr. 1735, Fdg. 21 Maj 1845 § 3 Strl. § 304. Naar man nu, som berørt, fastholder, at det aldrig kan siges, at nogen Arving — det være sig Livs-, Ud- eller Testamentarving — før Arveladerens Død har erhvervet nogen Ret til Arven, saa er det klart, at heller Ingen, som kun kunde støtte deres Ret paa den bortfaldne Arving f. Ex. hans Creditorer, hans Arvinger som saadanne, kan gjøre nogen Paastand paa Arven i saadanne Tilfælde. For at kunne gjøre en saadan Paastand, maae de have en selvstændig Ret, et selvstændigt Fundament at beraabe sig paa. Derfor er det saa vigtigt at fastholde, at den, der arver jure repræsentations, arver jure proprio, jfr. Bornem. Pag. 33. Fundamentet bliver her