2
J. Nellemann: Om mundtlig
Lære, og naar vi give os ifærd med Opgavens Løsning, vilde det være uforsvarligt at kaste Vrag paa de modnede Domme og prøvede Erfaringer, som langsomt men sikkert have uddannet sig og vundet almindelig Tilslutning og Anerkjendelse i de tydske Juristers store Kreds. Hensigten med nærværende Bemærkninger er at give en kort Oversigt over de Resultater, som i saa Henseende synes at være vundne, navnlig efter de Udtalelser, der have fundet meest Bifald paa de siden 1860 aarligen afholdte almindelige tydske Juristforsamlinger, hvis Forhandlinger udgives i Trykken (Verhandlungen der deutschen Juristentage, herausgegeben von dem Schriftführer-Amt der ständigen Deputation). Af de enkelte Betænkninger synes mig især at maatte fremhæves et høist tankerigt og genialt lille Arbeide af Planck i Forhandl. paa den 2. Juristdag I. 66 ff.
Ved første Øiekast forekommer det at være saare simpelt og let at trække Grændsen imellem skriftlig og mundtlig Procedure. Enhver troer sig istand til at foretage denne Begrebsbestemmelse. Skriftlig er, mener man, Proceduren, naar Parterne fremstille deres Sag (derunder Beviisførelsen) i skrevne Indlæg og Acter; mundtlig, naar det skeer igjennem mundtlige Foredrag eller Udtalelser uden Brug af Skrift. Men ved nærmere Betragtning vil det vise sig, at Sagen ikke hermed er afgjort. Den Nytte, som Skrift i mange Henseender kan gjøre, vil bevirke, at ingen blot nogenlunde ordnet og udviklet Retspleie kan give fuldstændigt Al kald paa sammes Brug. Foruden at Stævningen og Dommen dog i al Fald maa affattes i Skrift, ere skriftlige Meddelelser fra Part til Part nødvendige for at forberede den mundtlige Hovedforhandling, idet denne ikke kan foregaae i en samlet Act, uden at Parterne gjensidigen ere forud underrettede om hinandens Angrebs- og Forsvarsgrunde, i al Fald i deres væsentlige Grundtræk; dernæst har Skrift sin store Betydning som Middel til at opbevare Mindet om og Beviset for det Passerede til Efterretning i