442
{{sp|øvet, naar han har delt dennes Forsæt eller villet
understøtte det, forsaavidt det gik ud paa denne Forbrydelse.
Der kan nemlig ingen Tvivl være om, at den blotte
Deltagelse i en forbrydersk Gjerning ikke medfører
Meddelagtighed i alle denne Gjernings Følger, nemlig ikke
forsaavidt disse laae udenfor den Deltagendes Forsæt (smlgn.,
at den, der deltager i et Tyveri, ikke kan drages til
Ansvar for, at Meddeltageren uden hins Vidende og Villie
stikker Ild paa Huset, hvori Tyveriet er begaaet, eller at
den, der er kommen overens med en Anden om at prygle
en Tredie, ikke er medskyldig i Drab, naar den Anden,
udenfor hvad der er aftalt eller forudsat, skyder den
Angrebne). Om end altsaa i det givne Tilfælde
Meddelagtighed var forhaanden i det i § 200 omhandlede Forhold,
kunde H. efter Sagens Natur kun straffes for
Meddelagtighed i den i § 203 omhandlede Forbrydelse, dersom hans
Forsæt strakte sig til at understøtte Hovedmanden ogsaa
forsaavidt. Skjøndt nu Dommen har fundet det tvivlsomt,
om ikke den givne Advarsel i Forbindelse med samtlige
Omstændigheder maatte ansees som Bevis for, at den
Tiltalte H. overhovedet ikke har villet tilføie Skade,
mener den dog, at Frifindelse i ethvert Fald maa følge af,
at Hovedmanden er gaaet videre, end H. havde
maattet forudsee som rimeligt.
Grunden til, at H. frifindes, er herefter ikke den, at
den vedkommende Straffebestemmelse for
Hovedmandens Forhold (§ 203) paa Grund af sit Indhold
ikke er anvendelig paa Tiltalte, men den, at han ikke
er meddelagtig i Hovedmandens Gjerning og derfor
paa Grund af Reglerne om (ↄ: Betingelserne for)
Meddelagtighed ikke kan straffes.
Saavidt jeg skjønner, kommer der kun ved denne
Forklaring god Sammenhæng i Dommens Raisonnement,
der ellers paa en mærkelig Maade vilde springe fra det
kun halvt drøftede Spørgsmaal, om H. overhovedet er
meddelagtig i T.'s Gjerning , til Fortolkning af Straffebe-
