Side:To Tidsaldre.djvu/301

Denne side er blevet korrekturlæst

283

dinand begyndte nu med sin sonore Stemme at foredrage de ungdommelige Digte, der saa mægtigt havde grebet ind i deres Forfatters og hele den Vallerske Slægts Skjæbne. Han læste dem fra først til sidst, thi Ingen af hans Auditorium vilde undvære et eneste Blad af disse dem hellige „Primulae veris.

Da Læsningen var tilende, udbrød Lusard: Det er, som Ossian siger, Røster fra en Tid, som ikke er mere.

Det er for mine Øren en skjøn Røst, sagde Mariane, en ungdommelig Stemme, der lyder fra Hjertets Dyb, og om den og nu og da tager en enkelt falsk Tone, saa synger den dog som Fuglen, blot for at synge, af et ærligt og varmt, livsfrodigt Bryst.

Vel sandt, svarede Ferdinand: Men med al Kjærlighed og Respect for min Bedstefader, saa er det dog vist, at om disse Digte nu kom ud, saa vilde man finde dem ubetydelige, uanseet at de stemmede nok saa meget med Tidens politiske Anskuelser. Det er dog ikke at nægte, at vor Tid i en luttret og forædlet Smag staaer langt over den, da disse Digte saae Lyset.

Det er sandt, svarede Lusard: Vor Tid vilde vrage Meget baade i Kunsten og i Livet, hvormed hine Dage toge tiltakke, og det taler jo vistnok for dens forædlede Smag.

Ja, bemærkede Ferdinand: og naar man betænker,