50 Pobia, den 7. januar 1889.
karénerne vågne og elskede deres modersmål bevidst, da fik jeg vel medstandere i folket selv og kunde trøstig blæse baptisterne et stykke på rødkarénsk. Men nu er det desværre anderledes. Dog har jeg ikke opgivet håbet om et rødkarénsk skriftsprog. Nu vil jeg først se at få sproget lært til gavns, så jeg kan bruge det, og imens skriver jeg løs på det. Hvis jeg så, når tiden kommer, da afgorelsen skal ske, kan ojne en udvej, og en sådan vil Gud vise mig, hvis han ser, det er godt, så skal jeg vel ikke være ræd for at sige baptisterne lige ud (eller vise dem), hvad jeg vil. Da vil de blive os mere gramme, end de er nu, for nu har de det håb, at jeg vil gå med dem til at indføre sgau blandt Rødkarénerne. Vi er for få, vi danske her ude, til at udrette noget i den retning, og sendes der os ikke hjælpetropper, da må det rødkarénske sprog nok dø. Det er ikke Rødkarénernes sprog, vi er sendt her ud for at frelse fra undergang, det er folket, som skal frelses, det véd jeg nok, og det er herren Jesus Kristus som frelser. Men det har dog så umådelig stor betydning for et folk, at det beholder sit eget modersmål. Og hvis vi danske kristne mennesker ikke kan have medynk med et folk, hvis mål stræbes efter livet, og få lyst til at stå det bi og hjælpe det til at beholde sit bedste eje, så véd jeg ikke noget andet folk, som kan. Mon der da ikke skulde være så mange kræfter at undvære der hjemme, så nogle kunde komme her ud og hjælpe os at frelse det rødkarénske sprog fra undergang? Hvem véd, om ikke dette er noget af det væsentligste, vi danske kristne har at udrette her ude. Men sendes der os ikke hjælpetropper, da ser jeg ikke rettere, end at det rødkarénske sprog må dø. Ti mens jeg underviser på rødkarénsk i én skole, vil da baptisterne undervise på sgau-karénsk i ti. For som sagt, begynder jeg først at holde skole, og det på rødkarénsk, så vil
