7de Retsmøde.
Anklagerens Gjensvar.
218
den ærede Defensor vil støtte sin Indvending derimod. Den Gang Kommunalbestyrelsen i 1852 havde med denne Sag at gjøre, gik Tilbudet ud paa at overlage hele Gadeanlæget — ganske vist ikke under den Forudsætning, der nu foreligger, at der var 2 Gader om Ruinen, men at der kun gik een Gade tvers igjennem Pladsen; thi det er ikke rigtigt, at jeg har opfundet, kun at lægge een Gade over Padsen. Det er en meget gammel Tanke, som allerede i 1852 blev gjort gjældende, og som Nebelong ogsaa, da han blev opfordret til at give en Plan paa Grundlag af Ruinens Nedrivelse, fremsatte i sit første Projekt. Men i ethvert Tilfælde er jeg ikke ansvarlig for, hvorledes Taxationskommisstonen har gjort sit Anlæg. Jeg har ikke stillet andet Spørgsmaal til Kommissionen end dette, paa bedste og hensigtsmæssigste Maade at arrangere Pladsen saaledes, at der kunde komme det mest mulige ud af den, og der tror jeg, man maa holde sig til Kommissionen. Naar den siger, at det er den bedste og mest praktiske Maade, hvorpaa man kan bringe det mest mulige ud af Pladsen, tror jeg, den har Ret deri, og at man bør blive staaende derved. Nu er der ganske vist i det, Defensor har fremlagt, en senere Udtalelse fra Kommunalbestyrelsen om, at denne ikke vil overtage den første Brolægning, men venter Udgiften dertil dækket andetsteds fra. Hvorvidt det, naar det kommer til Stykket, vil vise sig, at Kommunalbestyrelsen fastholder sin Beslutning, skal jeg henstille; men det vilde ganske vist være høist mærkeligt, om Kommunalbestyrelsen, naar den har faaet foræret en Kirke til en Menighed, som den ellers vilde have at sørge for, og faar den med et Statstilskud af 3—400,000 Kr. uden selv at yde noget Tilskud, saa skulde vægre sig ved at tage en passende Andel i den Brolægning, der er nødvendig for Kirkebygningen; det er noget, jeg foreløbig ikke tror fortjener megen Tiltro. Men selv om det skulde blive Tilfældet, er der dog ingen Berettigelse til her at tage Hensyn til det Gadeanlæg, der finder Sted for Kirkens Skyld. I denne Sag er det jo bestandig blevet holdt ude fra hinanden, at Kirken ikke vedkommer den afsluttede Handel, at den er en Ting for sig, der ikke skulde betragtes som Vederlag. Men til denne „store, smukke Gave” hører naturligvis
