6te Retsmøde.
Forsvarerens Foredrag.
150
hvorledes det skulde kunne blive strafbart for en Minister, der ikke har gjort noget, at han ikke søger Indemnitet for en Minister, som han heller ikke tror, har gjort noget, men som nu adskillige Aar efter bliver erklæret for at have gjort noget, der var strafbart? Det er dog vistnok, med et mildt Udtryk, en høist besynderlig konstitutionel eller strafferetslig Theori, at det skulde medføre Ansvar for en Minister, at han ikke søger Indemnitet, ikke for sig, men for en af sine Forgjængere, for sin umiddelbare Forgjænger, for en fuldstcendig afsluttet Retshandel, som han endogsaa anser for at være i høieste Maade lovlig. Det vilde, set fra Kriegers Standpunkt, ganske vist have taget sig besynderlig ud, om Fonnesbech havde gjort ham den Tjeneste at indbringe Forslag til en saadan Indemnitetsbeslutning og derved ligesom fra Regjeringens Side angivet ham som en Person, der havde gjort sig skyldig i noget, der medførte Ansvar. Nei, har man ikke andet at lægge Fonnesbech til Last, undrer det mig rigtignok i høi Grad, at det ikke har været tilstrækkeligt til at fri ham fra at blive bragt under Anklage, at den ærede offentlige Anklager og hans Parti dog skyldte ham nogen Paaskjønnelse, fordi han i Virkeligheden er den eneste Minister, der nogensinde har været tilbøielig til at gaa ind paa at blive af med Marmorkirken. Det er haardt, naar man indtager den Stilling — og det er dokumenteret, at den Stilling indtager Fonnesbech — saa at blive med indtaget under det Søgsmaal, der er fremkommet her. Endnu maa jeg maaske bemærke, at fordi man ikke søger en Indemnitetslov, er Sagen jo ikke skjult for Repræsentationen. Den kommer frem paa sin fuldstændig naturlige Maade, den bliver, hvad ogsaa denne Sag tilstrækkelig udviser, behandlet regnskabsmæssig af Statsrevisionen, kommer derefter til at foreligge for Rigsdagen til Beslutning, og derved altsaa, at en Minister ikke fremkommer med en Indemnitetslov eller paa anden Maade gjør Rigsdagen opmærksom paa, at en af hans Forgjængere vistnok har begaaet noget ulovligt, gjør man sig ikke skyldig i nogen Fordølgelse, der lader sig opfatte som Medskyld. Jeg har søgt meget særligt, men søger virkelig forgjæves efter overhovedet at forstaa det kumulative Ansvar for de tre Ministre,
