22
Det kan vel anses for unødvendigt at godtgøre, at al Tilværelse er knyttet til Fang[1], saa at sige bestaar i Fang. Planter man en Levkøj i Haven, hænger den til Begyndelse slapt med Bladene, fordi dens Rødder ikke have Fang i Jorden. Der er ingen Forbindelse, ingen Vekselvirkning. Først naar Fanget er kommen til Stede, kan den begynde at drage Næring af Jorden. Man kan sige, Fanget er en Forbindelse med Fangobjektet til Indtagelse af Næring. Ser Du paa det Hus derovre, saa har Du Fang i det, begriber det, har ligesom fat i det. Man kan kalde det Opfattelse, Forstaaelse, eller hvad man vil, saa er det en Forbindelse imellem Genstanden og Dig, der gør en vis Vekselvirkning mulig, en Forbindelse, hvorigennem den aandelige Ernæring foregaar. Lige saa vist vi ikke kunne undvære Ernæring, lige saa vist kunne vi heller ikke leve uden Fang.
Men Fang kunne være af meget forskellig Art. Det nævnte Fang er et fast Fang (konkret). Det er, som naar vi i den legemlige Verden tage paa et Haandtag eller lignende. I Modsætning dertil har man Fang, hvorved man fuldstændig slipper det konkrete, slipper til alle Sider, som naar en Svømmer giver sig ud paa det dybe Vand og alene holder sig oppe ved sine Bevægelser, eller som naar en Fugl flyver. Derved er der ogsaa Fang. Svømmeren fanger Vandet med Fladen af Haanden og med sine Lemmer, Fuglen Luften med sine Vinger; men det er en egen Slags frie, ubindende Fang. Det er dem, jeg kalder for Intetfang, fordi vi i daglig Sprogbrug ere tilbøjelige til at regne bevægelige Medier, der omgive os til alle Sider, og som unddrage sig os, naar vi gribe efter dem, for ingenting. Hvem regner til daglig Luft for andet end Intet? Og naar vi svømme i Vandet, vil dog enhver paastaa, at vi ikke røre ved noget.
Disse Intetfang, hvori der altsaa er en fuldstændig Mangel
- ↑ Angaaende Forstaaelsen af dette Ord maa jeg atter for Kortheds Skyld henvise til forannævnte tidligere Arbejde »Om størst Udbytte af Sjælsevner«.
