210
CHARLES DICKENS
de to Bylter. »Jeg giver mig selv af med den Slags og kan godt lide Dem for det.
»Hvad giver De Dem af med!« spurgte Noah og begyndte at komme lidt til sig selv.«
»Med den Slags Smaaforretninger, — og det gør Folkene her i Huset ogsaa. De er kommen ind ad den rette Dør, min Ven, der er i hele London ikke saa sikkert et Sted som »Krøblingerne«, vel at mærke, naar jeg vil. Og jeg siger Dem jo, jeg synes godt om Dem… Jeg vil sige Dem én Ting til,« fortsatte han, efter at han havde søgt at berolige Charlotte med forskellige venskabelige Nik. »Jeg har en god Ven, som jeg nok tror kan beskæftige Dem i det Fag, som De synes om, og hvor De forresten ogsaa kan sætte Dem ind i forskellige andre Fag efterhaanden. Bi lidt, — skal vi gaa ind i den anden Stue og snakke et Øjeblik sammen?«
Noah havde, halvt forskrækket og halvt mistroisk, vredet sin Krop i mange underlige Bugtninger. Nu var han efterhaanden blevet roligere og strakte tilsidst Benene helt frem foran sig igen. »Vi behøver ikke at have det Mas at flytte os,« erklærede han. »Hun dèr kan bringe Tøjet ind i Soveværelset imens. Charlotte! tag og gaa med Bylterne!« — Han holdt Døren aaben for hende, medens hun lydigt gik. »Hvadbehager?« spurgte han saa, da han atter satte sig, og i en Tone som en Dyretæmmer, »hun lystrer slet ikke saa tosset?«
»Brillant!« forsikrede Fagin og klappede ham paa Skuldren; »De er et Geni, min Ven!«
»Ja hvis jeg ikke var dét, saa sad jeg sagtens ikke her!… Naa men skynd Dem nu, inden hun kommer igen!«
»Ja hvad synes De saa om at slutte Dem til min Ven? Beskæftiger en Mængde Mennesker, har de fineste Folk i Faget…«
»Rigtige Londonere?« indskød Noah og kneb det ene af sine smaa Øjne sammen.
»Ikke én fra Landet. Jeg tror næsten, at han ikke en Gang paa min Anbefaling tog Dem, hvis han ikke lige i Øjeblikket havde Brug for et Par Mennesker.«
»Og skal der — blødes?« spurgte Noah og slog paa sin Bukselomme.
»Ja ellers gaar det absolut ikke!»
»Men — en Femhundredekroneseddel er dog mange Penge!«
»Naa-aa, ikke, naar De dog ikke kan blive af med Sedlen! Numret er vel skrevet op og Tyveriet meldt i Banken, — der er saamænd ikke meget ved den. Naa, men hvad siger De saa? Rigtig et Herreliv — med fri Kost og Logis og Tobak og Brændevin og Halvdelen af, hvad De selv og Pigebarnet fortjener!«
Noah var nok en grisk Natur, men det er alligevel tvivlsomt, om han havde ladt sig lokke af de glimrende Betingelser, dersom han havde følt sig helt fri. Nu indsaa han imidlertid, at sagde han Nej, kunde hans ny Ven sporenstregs udlevere ham til Politiet. Og derfor sagde han, at han troede nok, han havde Lyst. »Det vil sige,« lagde han til,
