Side:Oliver Twist - Samfundsroman.djvu/199

Denne side er blevet korrekturlæst

199

OLIVER TWIST

Dame som De! — fordi der er én blandt de Mandfolk, jeg fortalte Dem om — og det er den værste af dem alle, — som jeg ikke kan forlade — nej! ikke engang om jeg saa kunde blive udløst af det forfærdelige Liv!«

»Men alt, hvad De har gjort for Oliver, og alt hvad De nu har sagt mig, og hele Deres Væsen gør mig vis paa, at De staar til at redde! Aa jeg beder Dem,« Rosa foldede Hænderne, og Taarerne løb hende ned over Kinderne, »lad Dem røre af, hvad én af Deres eget Køn bønfalder Dem om! Hør efter mig! giv mig Lov til at hjælpe Dem!«

Nancy var sunket ned paa Knæ. »Kæreste, søde, velsignede Frøken,« mumlede hun, »De er den første, der nogensinde har glædet mig med saa milde Ord! Og havde jeg hørt dem for Aar siden, saa havde de maaske kaldt mig bort fra min sørgelige og syndefulde Levevis. Men nu (hun vred forpint sine Hænder) er det for sent! Nu kan jeg ikke mere forlade ham, — jeg kan ikke volde hans Død!«

»Hvordan skulde De ogsaa dèt?«

»Det blev umuligt at redde ham! Hvis jeg fortalte andre, hvad jeg har betroet Dem, og blev Skyld i, at man tog ham, saa maatte han ufejlbarlig dø! Han er den forvovneste af dem alle — og har gjort saa gruelige Ting!«

»Men hvor er det dog muligt,« udbrød Rosa, »at De for saadant et Menneskes Skyld kan opgive alt Haab for Fremtiden og Visheden om øjeblikkelig Hjælp? Det er jo Vanvid.«

»Ja det véd jeg ikke!« sagde Nancy, »jeg véd kun, at saadan er det, og saadan har ikke alene jeg det, men mange hundrede, der er ligesaa fordærvede og usle som jeg! Nu maa jeg gaa. Det er maaske en Guds Straf for alt det slette, jeg har gjort: men trods alt, hvad jeg har døjet af ham, er der noget, der trækker mig tilbage til ham, og jeg vilde gaa til ham, om jeg saa var ganske vis paa, at jeg en Dag maatte dø for hans Haand!«

»Hvad skal jeg dog stille op?!« jamrede Rosa. »Jeg tør jo ligefrem ikke lade Dem gaa!«

»Jo De tør, Frøken, og jeg véd ogsaa, at De gør det! De vil ikke hindre mig i at gaa, fordi jeg har stolet paa Deres Godhed og ikke (som jeg jo godt havde kunnet) har taget Løfte af Dem i Forvejen!«

»Men hvad nytter saa alt det, De har sagt mig?« blev Rosa ved. »Hvor skal det kunne gavne Oliver, som De jo dog vil hjælpe? Hvor kan jeg i det mindste træffe Dem, hvis det bliver nødvendigt? Ja jeg forlanger ikke at vide, hvor alle de skrækkelige Mennesker bor. Men kan jeg i det mindste ikke mødes med Dem igen, en bestemt Dag?«

»Vil De love mig, at min Hemmelighed skal blive bevaret, og at De vil komme alene, eller dog kun med den eneste Person, som De har raadført Dem med? og at saa ingen skal passe mig op eller følge efter mig?«

»Det lover jeg Dem!«

Nancy betænkte sig et Øjeblik. »Saa skal jeg hver Søndag Aften,«