Side:Oliver Twist - Samfundsroman.djvu/146

Denne side er blevet korrekturlæst

146

CHARLES DICKENS

»Meget rigtigt!« erklærede Blathers. »Først inspicerer vi Lokaliteterne, og saa forhører vi Tjenestefolkene. Det er den Maade, vi plejer at tage en Forretning paa.«

Der blev altsaa skaffet Lys. Og fulgt af Landbetjenten, Brittles, Giles og kort sagt alle de andre, gik de Herrer Blathers og Duff først ind i det lille Bryggers for Enden af Gangen og saa' ud ad Vinduet. Derpaa gik de udenfor og saa' ind ad Vinduet, fik saa hentet en Lygte, hvormed de undersøgte Vindusskoddet og Fodsporene, samt en Høtyv, hvormed de stak ind i Buskene. Efter at det var besørget, under de Tilstedeværendes aandeløse Spænding, begav de sig atter ind, og Giles og Brittles maatte give en melodramatisk Fremstilling af deres Deltagelse i den skrækkelige Nats Hændelser. De gentog Forklaringen seks Gange og modsagde hinanden den første Gang kun paa ét vigtigt Punkt, men den sidste Gang modsagde de hinanden paa en halv Snes Punkter. Da man var naaet saa vidt, lod de Herrer Blathers & Duff alle andre forlade Værelset, og de holdt nu en lang Raadslagning. Sammenlignet med den i Henseende til Hemmelighedsfuldhed og Højtidsfuldhed vilde de berømteste Lægers Raadslagning om et yderst indviklet Sygdomstilfælde være det rene Børneværk.

Imidlertid gik Doktor Losberne urolig op og ned ad Gulvet inde i Stuen ved Siden af, og Fru Maylie og Frøken Rosa saa' ængsteligt paa ham. »Hm,« sagde han og blev pludselig staaende. »Jeg véd snart hverken ud eller ind! Hverken Politiet eller Assessoren vil aabenbart tage Drengens Forklaring for god!«

»Ja, men De tro'r jo dog paa den!«, faldt Frøken Rosa hurtigt ind.

»Ja, jeg tror paa den, hvor løjerlig den saa end lyder, og jeg er maaske et gammelt Fæ, at jeg gør det!« svarede Doktoren. »Men Politimænd?! Drengen kan kun bevise det af Forklaringen, der ser daarligt ud, men ingenting af det, som ser godt ud. Og Pokker staa i Juristerne, de spørger altid om hvorfor og hvordan og vil have Bevis.... Nej,« og han stak igen Hænderne i Lommerne og begyndte at gaa hurtigt frem og tilbage, »jeg er vis paa, det vil bare blive meget værre, hvis disse to Opdagere faar Drengens Historie at høre.«

»Aah Gud!« sagde Frøken Rosa, »at der dog ogsaa blev sendt Bud efter dem!«

»Ja Gud give, det aldrig var sket!« sukkede Fru Maylie.

»Jeg kan ikke finde paa andet,« sagde pludselig Doktoren og satte sig ned med en Slags desperat Ro, »end at vi maa se at føre det igennem ved Frækhed. Drengen har Feber, lige i Øjeblikket kan der ikke snakkes til ham, det er altid én Trøst. Vi maa benytte os deraf, saa godt vi kan, og — —. Kom ind!«

»Ja, Højstærede,« sagde Blathers, der traadte ind fulgt af sin Kammerat og lukkede Døren omhyggeligt efter sig, »der har ikke været aftalt Spil!«

»Hvad for en Snak?« spurgte Doktoren utaalmodigt.

»Vi plejer at kalde det aftalt Spil,« sagde Blathers og henvendte