Side:Oliver Twist - Samfundsroman.djvu/106

Denne side er blevet korrekturlæst

106

CHARLES DICKENS

tag og lys! Vis Herren ind, Barney! men tag og vaagn først, højstærede!« Og en Støvleknægt, eller hvad det nu var, blev kylet efter den sovende, den formelig knaldede mod Gulvet, da den faldt. Straks efter var der en søvndrukken, som mumlede noget. — »Hører du?« skraalte saa Stemmen fra før, »Bill Sikes er der udenfor, og der er ingen til at tage imod ham! Har du faaet Gluggerne op, hvad, eller skal maaske Lysestagen her hjælpe dem paa Gled?«

Et Par Fødder i Slæber dunkede hurtigt hen over Gulvet, og i en Dør til højre viste sig først et svagt Lysskær og derefter det Individ, om hvem man engang i det foregaaende har hørt, at han havde en Svaghed for at snakke gennem Næsen.

»Hr. Bikes!« snøvlede Barney, i virkelig eller forstilt Glæde; »værs'god, Hr. Bikes, og tom ind!«

»Naa du! ind med dig først!« sagde Sikes og skubbede Oliver frem foran sig; »rub dig, eller jeg træder Hælene af dig!«

De kom ind i en lav, skummel Stue med en Kakkelovn, der røg, et Par brøstfældige Stole, et Bord samt en grumme gammel Sofa, hvorpaa en Mand laa, saa lang han var, med Fødderne meget højere end Hovedet, og røg af en lang Kridtpibe. Manden var i en tobaksbrun Frakke med store Metalknapper, citrongult Halstørklæde, spraglet gloende Vest og gulbrune Bukser. Toby Brækjern (thi ham var det) havde ikke Overflod af Haar hverken paa Hovedet eller i Ansigtet; men det Haar, han havde, var rødt og snoet i Spytkrøller, og han strøg jævnlig igennem det med et Par skidne Fingre, der prydedes af nogle store uægte Ringe. Han var lidt over Mellemhøjde og en Smule tyndbenet, lod det til; dog gjorde den sidstnævnte Omstændighed intet som helst Skaar i den levende Beundring, hvormed han betragtede sine Kravestøvler i deres ophøjede Stilling.

»Aften, Bill!«. sagde han og vendte Ansigtet om mod Døren, »glæder mig at se dig! Jeg var næsten bange for, at du havde opgivet den, — saa havde jeg gaaet paa den alene.... Halløjsa!« tilføjede han forbavset, da han fik Øje paa Oliver. Og han rejste sig over Ende og spurgte, hvem det var.

»Det er Drengen — forstaar du,« svarede Sikes og trak en Stol hen til Kakkelovnen.

»En af Pagins Drenge,« snøvlede Barney grinende.

»Oho! af Fagins?« gentog Toby og saa' paa Oliver. »Sikken en brillant Gut til de gamle Damers Lommer i Kirkerne! Det er jo en hel Formue, det Fjæs!«

»Saa — hold nu op med den!« afbrød Sikes ham utaalmodigt, og hviskede noget til ham. Hvorefter Hr. Toby slog en vældig Latter op og beærede Oliver med at glo forbavset paa ham.

»Naa,« sagde Sikes, der havde sat sig, »ja hvis vi saa kunde faa noget at spise og drikke, mens vi sidder og venter, saa strammer det jo altid op, — mig gør det i alt Fald!.. Flyt dig herhen til Ilden, Hvalp, og hvil dig! du skal ud med os i Nat!«

Oliver stirrede tavs og forskræmt paa Sikes, trak saa sin Stol hen