38
og Nissen en lang Raadaslagning med hinanden. Og da Nissen havde hørt alt, hvad det fangne Dyr havde at fortælle, rutschede han ned af Stangen igen og løb ud af Porten.
Den gamle Kone tænkte ikke, hun skulde se mer til Nissen den Nat, men hun blev alligevel siddende ved Vinduet. Da der var gaaet en lille Tid, kom han tilbage. Han løb saa hastig, at hun knap kunde se, hans Fødder rørte ved Jorden, og han skyndte sig hen til Egernburet. Den gamle Kone med sine langsynede Øjne kunde tydelig se ham, og hun kunde ogsaa se, at han bar noget i Hænderne, men hvad det var, kunde hun ikke begribe. Det, han havde i den venstre Haand, lagde han fra sig paa Stenbroen, men det, han havde i den højre, tog han med op til Buret. Her sparkede han med sin Træsko til det lille Vindue, saa Ruden gik itu, og saa stak han det, han havde i Haanden, ind gennem Hullet til Egernet. Saa lod han sig glide ned igen, tog det, han havde lagt paa Jorden, og klatrede ogsaa op til Buret med det. Og da det var gjort, styrtede han igen saa hastig afsted, at den gamle Kone knap kunde følge ham med Øjnene.
Men nu var det Morlillen, der ikke længer kunde sidde stille i Stuen, men ganske sagte gik ud paa Gaardspladsen og stillede sig i Skygge af Posten for at vente paa Nissen. Og der var en til, der havde opdaget ham og var bleven nysgerrig. Det var Huskatten. Den kom sagte listende og stillede sig opad Muren akkurat et Par Skridt udenfor den klareste Lysstribe.
De stod begge to og ventede syv lange og syv brede i den kolde Martsnat, og den gamle Kone begyndte at tænke paa at gaa ind igen, da hun hørte noget klapre mod Stenbroen og saa, at den lille Purk kom traskende endnu en Gang. Ligesom før bar han noget i hver Haand, og det, han bar, peb og sprællede. Og nu gik der et Lys op for Morlillen. Hun forstod, at Nissen havde været henne i Nøddekrattet og hentet Egernets Unger, og at han bragte dem til Moderen, for at de ikke skulde sulte ihjel.
Morlillen stod ganske stille for ikke at forstyrre, og det lod heller ikke til, at Nissen havde lagt Mærke til hende. Han skulde lige til at lægge den ene Unge paa Jorden for at entre op til Buret med den anden, da han saa Kattens grønne Øjne gnistre lige ved Siden af sig. Han blev staaende ganske raadvild med en Unge i hver Haand.
Han vendte sig om, saa sig om til alle Sider og fik nu Øje
