26
— „Det lader ikke til, du har nogen Slægt at prale af,” sagde Førergaasen. „Hvad er det da, der gør dig saa stor paa det, at du vil holde til med Vildgæs?” — „Det kunde jo være, fordi jeg vilde vise jer Vildgæs, at ogsaa vi tamme Gæs duer til noget,“ sagde Gasen. — „Ja, det var rart, hvis du kunde vise os det,” sagde Førergaasen. „Vi har nu allerede set, hvor godt du flyver, men maaske du er dygtigere i andre Idrætter. Du er maaske øvet i at svømme langt?“ — „Nej, det kan jeg ikke rose mig af,” sagde Gasen. Han syntes, han kunde mærke, at Førergaasen allerede havde bestemt sig til at sende ham hjem, og han brød sig ikke om, hvad han svarede. „Jeg har aldrig svømmet længere end tværsover en Mergelgrav,” vedblev han. — „Saa venter jeg mig, at du er en Mester i at løbe,“ sagde Gaasen. — „Aldrig har jeg set en tam Gaas løbe, og jeg har heller aldrig selv gjort det,” sagde Gasen og gjorde sig endnu ringere, end han var.
Den store, hvide var nu sikker paa, at Førergaasen vilde sige, hun paa ingen Maade kunde tage ham med. Han blev meget overrasket, da hun sagde: „Du svarer modigt, naar man spørger dig, og den, der har Mod, kan blive en god Rejsekammerat, om ogsaa han ikke er dygtig i Begyndelsen. Hvad siger du til at blive hos os et Par Dage, til vi har set, hvad du duer til?” — „Det er jeg meget tilfreds med,” sagde Gasen og var helt fornøjet.
Derpaa pegede Førergaasen med Næbbet og sagde: ,Men hvem er det, du har med dig? Saadan en har jeg aldrig før set.” — „Det er min Kammerat,“ sagde Gasen. „Han har været Gaasedreng hele sit Liv. Han kan sikkert være til Nytte paa Rejsen.“ — „Ja, det kan jo være godt nok for en tam Gaas,” svarede den vilde. „Hvad hedder han?“ — „Han har flere Navne,” sagde Gasen tøvende og vidste ikke, hvad han i en Hast skulde finde paa, for han vilde ikke røbe, at Drengen havde et Menneskenavn. „Ja, han hedder Tommeltot,“ sagde han endelig. — „Er han af Nisseslægt?“ sagde Førergaasen. — „Hvad Tid er I Vildgæs vant til at sætte jer hen at sove?” sagde Gasen hurtigt og søgte at slippe for at svare paa det sidste Spørgsmaal. „Mine Øjne falder i af sig selv paa denne Tid af Dagen.”
Det var let at se, at den Gaas, der talte med Gasen, var meget gammel. Hele Fjerdragten var isgraa uden mørke Striber. Hovedet var større, Benene grovere og Fødderne mere slidte end nogen af de andres. Fjerene var stive, Vingebenene
